Teknisk Central
Teknisk Central blev oprettet d. 15. februar 1941 som en midlertidig statsinstitution beskæftiget med projektering og gennemførelse af nye statsanlægsopgaver, især med henblik på bekæmpelse af arbejdsløsheden.
Teknisk Central sorterede direkte under ministeren for offentlige arbejder (Gunnar Larsen), men blev fra d. 29. august 1943 underlagt ministeriets departementschef. Pr. 1.4.1946 blev den under navn af Anlægsdirektoratet et direktorat under Ministeriet for offentlige Arbejder.
Teknisk Centrals vigtigste anlægsarbejder var motorveje, især "Fugleflugtslinjen" (lov 191 af 17.4.1941 om anlæg af en motorvej fra Rødby Havn til Storstrømsbroen, herunder bygning af en bro over Guldborg Sund). Hertil kom anlægsarbejder ved statens lufthavne og indvinding af råstoffer i Danmarks undergrund, herunder kulbrydning på Bornholm.