Svinkløv Klitplantage
Svinkløv Klitplantage er 700 ha stor klitplantage der blev anlagt i årene mellem 1884 og 1910. Plantagen er beliggende i Jammerbugt Kommune og ligger ca. 8 km nord for Fjerritslev, og grænser mod nord ud til Jammerbugten, mod øst ligger Slette Å og Slettestrand; mod vest ligger Grønnestrand. Plantagen og områderne omkring Grønnestrand udgør Natura 2000 område 13 Svinkløv Klitplantage og Grønne Strand. Plantagen ligger på det op til 50 meter høje plateau Svinklovene, der har stejle skrænter ud mod havet, og mod vest. Den varierer fra forblæste bjergfyr til højstammet granskov og frodig løvskov i slugterne. I den sydlige del af plantagen findes stadig en rest af op mod 35 meter høje sitkagraner fra den oprindelige tilplantning i 1880'erne. I 2018 blev 498 hektar i Svinkløv Klitplantage udpege til ny urørt nåleskovsplantage.[1]
Rådyret er almindeligt, og af og til er der krondyr. I Slette Å lever odderen. Af mere ualmindelige fugle findes skovhornugle, stor hornugle, duehøg, natravn og ravn.
I nordenden af plantagen, ud til stranden, har det berømte Svinkløv Badehotel ligget siden 1925. Den 26. september 2016 brændte bygningen ned til grunden, men blev genopbygget og genåbnet i 2019.
Øst for badehotellet lidt inde i skoven ligger helligkilden Sct. Olufs Kilde. I 2009 blev der anlagt en mountainbikerute i plantagen [2], som i dag er 20 km lang og udvalgt som en af Danmarks ti bedste mountainbikeruter.[3]
Kilder
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Svinkløv Klitplantage Arkiveret 21. juni 2020 hos Wayback Machine, faktaark på nst.dk hentet 25. juni 2020.
- ^ Singletrack.dk, MTB sporet i Svinkløv Klitplantage
- ^ Naturstyrelsen, De 10 Spir
Eksterne kilder og henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]- VisitJammerbugtens officielle turisthjemmeside Arkiveret 2. december 2013 hos Wayback Machine
- Om plantagen på naturturist.dk
- Vandretursfolder fra Naturstyrelsen.
- Naturplan 13. Svinkløv Klitplantage og Grønne Strand Arkiveret 17. januar 2012 hos Wayback Machine
- Feriecenter Slettestrand, Mountainbike