Spring til indhold

Supermarine Spitfire: Dimensioner, ydelse og bevæbning

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spitfire
Rolle Jager
Oprindelsesland Britisk
Fabrikant Supermarine
Designer R. J. Mitchell,
Joseph Smith
Første flyvning 5. marts 1936
Introduktion 1938
Ophørte tjeneste 1955, RAF
Primær bruger Royal Air Force
Produceret 1938–1948
Antal bygget 20.351 stk.
Videreudviklet til Seafire, Spiteful
K9795, den niende producerede Mk.I, i tjeneste ved 19 Squadron.
Spitfire Mk Vb med "klippede" vinger i Tunesien 1943.

Den Britiske Supermarine Spitfire er et af de mest berømte Jagerfly fra 2. verdenskrig. Det grundlæggende flystel viste sig at være ekstremt tilpasningsdygtigt, og i stand til at håndtere langt kraftigere motorer og større belastninger end flyets oprindelige rolle som kortdistance interceptor havde krævet. Dette førte til 24 marks (hovedtyper) og et stort antal undervarianter af Spitfire, og flyet blev produceret både før, under og efter 2.verdenskrig i et konstant arbejde for at tilpasse flyet til kravene fra Royal Air Force, og for med succes at gå i kamp mod de stadigt forbedrede fjendtlige fly.

Spitfire blev også modificeret til at gøre tjeneste ombord på Royal Navys hangarskibe; i denne rolle blev de omdøbt til Supermarine Seafire. Selv om den første udgave af Seafire, Seafire Mk.Ib, var en lige-ud-af-landevejen ombygning af Spitfire Mk.Vb, fik efterfølgende varianter en særdeles nødvendig forstærkning af det grundlæggende flystel plus ændringer i den øvrige udrustning som tilpasning for at overleve det krævende maritime miljø. Som et resultat af dette var senere Seafire varianter som regel tungere og, navnlig med Seafire Mk.XV/XVII og F. Mk.47, meget forskellige fra deres landbaserede modstykker.

Det er bemærkelsesværdigt at igennem hele designprocessen, der fandt sted over tolv år fra 1935 til 1948, var der ikke nogen prominente fejl ved det grundlæggende design; dette er et virkeligt bevis for den oprindelige genialitet af Reginald J. Mitchell, hans efterfølger Joseph Smith, og de designteams som de ledte.[1]

Rolls-Royce Merlin og Griffon motorerne

[redigér | rediger kildetekst]

En nøglefaktor der tillod den kontinuerlige videreudvikling af Spitfire var udviklingen af progressivt mere ydedygtige og forbedrede motorer, i begyndelsen Rolls-Royce Merlin og senere de større og kraftigere Rolls-Royce Griffon. Evolutionen af flybrændstof med højt oktantal og forbedrede kompressor designs gjorde det muligt for Rolls-Royce at få de samme grundlæggende designs til at yde højere og højere effekt. For eksempel kunne de Merlin II og III som sad i Spitfire Mk.I producere maksimalt 770 kW (1.030 hk med den 87-oktan flyvebenzin der var tilgængelig fra 1938 og op igennem 1941; fra tidligt i 1940 ankom der stigende forsyninger af 100-oktan brændstof, hvilket tillod at den maksimale effekt kunne øges til 977 kW (1.310 hk) med et forøget ladetryk fra kompressoren, selv om det var begrænset til maksimalt fem minutter.[2] I 1944 tillod 150 oktan brændstof at Merlin 66 kunne levere 1.387 kW (1.860 hk) i lav højde og med kompressoren i F.S gear.

Et-trins kompressorer

[redigér | rediger kildetekst]

Afhængigt af den monterede kompressor blev motorerne klassificeret som enten 'lav højde' ("low altitude") (f.eks. Merlin 66, Griffon III), hvor motoren leverede sin maksimale udgangseffekt i højder under 3.000 m (10.000 ft), mellemhøjde ("medium altitude", Merlin 45), hvor motoren leverede maksimal effekt op til ca. 6.100 m (20.000 ft), og stor højde ("high altitude", Merlin 70) hvor motoren leverer mest over ca. 7.600 m (25.000 ft). Følgende dette, indikerede de prefiks der blev benyttet på mange Spitfire varianter, L.F. Mk..., F. Mk... og H.F. Mk... indikerede om motorerne var egnet til lav, mellem eller stor flyvehøjde. Anvendelsen af disse prefiks havde ikke noget at gøre med vingerne, som enten kunne have "klippede" tipper og en reduceret spændvidde på ca. 9,9 m (32 ft 6 in) (dette kunne variere en smule), de normale ovale tipper, eller de "spidse" tipper, der forøgede spændvidden til 12,29 m (40 ft 2 in).

Spitfire F. Mk.XII tilhørende 41 Sqn. Griffon II og VI benyttede en et-trins kompressor der gav max. effekt i lav højde. Disse fly har klippede vinger der også er optimerede for lav højde

De originale Merlin og Griffon motordesigns benyttede et-trins kompressorer. I motorer med en et-trins kompressor, blev luften der strømmede igennem kompressorens luftindtag komprimeret af kompressorens impeller. I Merlin II/III, XII og 40-seriene blev luften ført igennem en SU karburator før den blev komprimeret og ført til motorens cylindre. Merlin III leverede 770 kW (1.030 hk) ved et "boost" eller ladetryk på 43 kPa (+6¼lb/in²) - "boost" eller ladetryk er det tryk som gasblandingen bliver komprimeret til før den bliver ledt til cylindrene.[3] Begrænsningen af en enkelttrins kompressor er at motorens udgangseffekt falder hurtigt med tiltagende højde; dette sker fordi luftens tryk og densitet falder med tiltagende højde. Effektiviteten af en stempelmotor falder på grund af vægtreduktionen af den luft[nb 1] der kan føres ind i motoren; for eksempel er luftens densitet i en højde af 9.100 m (30.000 ft) 1/3 af densiteten ved havoverfladen, og derfor kan der kun føres 1/3 af luftmængden ind i motoren, og kun 1/3 af brændstofmængden kan forbrændes.

Man kan tænke på en kompressor på den måde at den kunstigt forøger luftens densitet ved at komprimere den - eller at den tvinger mere luft end normalt ind i cylinderen hver gang stemplet bevæger sig nedad.[4]

To-trins, to-hastigheds kompressorer

[redigér | rediger kildetekst]

Den mest fundamentale ændring der blev lavet på de senere Merlin (60, 70, 80 og 100-serierne) og Griffon motorer (60 og 80 serierne) var at de fik en to-trins, to-hastigheds kompressor, hvilket gav en betydelig forøgelse af udgangseffekten, særligt i større flyvehøjder. 'To-trins' referere til at der sidder to impellere på en fælles aksel, hvilket svarer til at der er to kompressorer i serie.[nb 2] Efterhånden som luften strømmede ind igennem indsugningen, tilføjede karburatoren forstøvet brændstof.[5] Impelleren i kompressorens første trin komprimerede luft/brændstof blandingen ('gassen' eftersom det fint forstøvede brændstof fordamper næsten omgående) og denne gas blev derefter ledt ind i det mindre andet trin, som komprimerede gassen yderligere.

Impellerene blev drevet af en to-trins gearkasse med hydraulisk styret skiftemekanisme.[6] I lav til medium flyvehøjde ville kompressoren være i det lave gear, Moderate Supercharger eller M.S. gear ("Moderat trykladning". Dette refererede til gearingen, og dermed til impellernes omdrejningstal). Såsnart flyet steg over en fastsat kritisk højde, 6.100 m eller 20.000 ft for Merlin 61 og 70-serierne, ville motoreffenkten begynde at falde efterhånden som det atmosfæriske tryk (luftens densitet) faldt.[7] Når den kritiske højde blev nået ville en trykfølsom aneroid-kapsel betjene gearkassen, som ville skifte til det høje gear, Full Supercharger (F.S.) (eller "Høj trykladning"), hvilket fik impellerene til at rotere hurtigere og dermed komprimerede en større mængde gas.[8][nb 3]

Det blev nødvendigt at tilføje en ladeluftkøler, også kaldet 'intercooler', for at forhindre at gassen blev så varm fra kompressionen at den enten selvantændte før den nåede cylindrene, eller forårsagede bankning i cylindrene. Intercooleren, som opererede separat fra motorkølingen og havde sin egen forsyning af glykolblandet vand, var monteret mellem afgangen fra kompressorens andet trin og motorens indsugningsmanifold. Fysisk sad den bag cylinderblokkene. Kølervæsken til intercooleren cirkulerede også i kanaler i kompressorhuset og mellem impellerne for at give disse køling.[9] En ekstra radiator, monteret i det styrbords radiatorhus under vingen, afgav spildvarmen fra ladeluften til den gennemstrømmende køleluft.[9]

Spitfire Mk.VIII under landing. Merlin 63, 66 eller 70 motor med to-trins, to-hastigheds kompressor.

Med en to-trins, to-hastigheds kompressor, har motoren to værdier for max. udgangseffekt. Eksempelvis er den maksimale effekt fra en Merlin 61 1.167 kW (1.565 hk) i 3.730 m (12.250 ft) (kritisk højde) ved M.S. hastighed, og med et ladetryk ("boost") på +15 lb/in².[7] F.S. gearet havde brug for ca. 149 kW (200 hk) for at drive det. Heraf følger at den maksimale effekt af Merlin 61 i F.S. gear var 1.036 kW (1.390 hk) i en højde af 7.900 m (25.900 ft) med et ladetryk på +15 lb/in².[7][10] Merlin 66 der blev anvendt i L.F. Mk.IX leverede en smule mere effekt, men fordi den havde en anden gearing til de mindre impellere var den kritiske højde for kompressorens trin lavere, henholdsvis 2.100 m (7.000 ft) og 5.500 m (18.000 ft). I modsætning til dette havde Merlin 70, som var optimeret til flyvning i stor højde, kritiske højder på 4.300 m (14.000 ft) i M.S. gear og 7.700 m (25.400 ft) i F.S.[11] I modsætning til Merlin motorerne anvendte Griffon kompressorer der var designet til at levere maksimal ydelse over et større højdeområde; som følge fik ingen af de Griffon-motoriserede Spitfires en L.F. eller H.F. betegnelse.

Karburatorer

[redigér | rediger kildetekst]

De tidlige varianter af Merlin benyttede en karburator, fremstillet af SU, hvor en svømmer regulerede brændstofmængden. I de fleste tilfælde var dette tilstrækkeligt, men under luftkampene over Dunkirk og under Slaget om England fandt man ud af at når en Merlin blev udsat for negative g-kræfter, som når man tvang flyet ind i et krapt dyk, ville motoren for et kort øjeblik tabe kraft som følge af svigtende brændstoftilførsel. Dette skete fordi benzinen i flyderkammeret blev tvunget op mod toppen, og bort fra hoveddysen. Daimler-Benz DB 601 - motoren havde benzinindsprøjtning, hvilket gav Bf 109 en fordel over karburatormotorerne; ingen Spitfire kunne følge en 109 i et dyk, og dermed kunne 109'en stikke af.[12] Løsningen, som blev opfundet af ingeniøren Beatrice "Tilly" Shilling, var at placere en membran af tyndt metal og forsynet med en åbning tværs over flyderhuset. Denne kunne - i det store og hele - løse problemet med brændstofmangel i et hurtigt dyk. Membranen blev i daglig tale, noget uærbødigt, kaldt for 'Frøken Shillings åbning' (Engelsk: "Miss Shilling's Orifice").

Løsningen på problemet var at anvende en Bendix-Stromberg trykstyret karburator, som gav en mere præcis udmåling af brændstofmængden, kunne fungere ved negative g og forhindre brændstofsvigt. Den nye karburator blev benyttet fra og med Merlin 66 - serien og på næsten alle Griffon motorer. I disse motorer indsprøjtede karburatoren brændstoffet direkte, med et overtryk på 34,5 kPa (5 psi), ind i kompressoren gennem en dyse, hvorefter den komprimerede gas blev ledt til cylindrene. En yderligere udvikling af dette system var SU indsprøjtningskarburatorerne, der indsprøjtede brændstof direkte ind i kompressoren ved hjælp af en brændstofpumpe der var drevet som en funktion af krumtapakslens omdrejningstal og tryk målt i motoren; Selv om dette blev monteret på Merlin 100-serien, nåede denne ikke at blive anvendt i seriefremstillede Spitfires, men systemet blev anvendt i Griffons 60- og 80-serier.

Spitfire F. Mk.24 tilhørende 80 Squadron. Dette var den sidste udgave af Spitfire, og var drevet af en Griffon 85 med en fembladet Rotol propel.

Ladetryk målinger

[redigér | rediger kildetekst]

Briterne målte ladetrykket ("boost pressure") som lbs./sq.inch (eller psi) over en nominel værdi af atmosfæretrykket ved havets overflade. En værdi på +6 betød at gassen blev komprimeret til et tryk på 20,7 (afrundet tal) psi før den blev sendt til indsugningsmanifolden; +25 betød at gassen blev komprimeret til 39,7 psi – 14,7 psi atmosfærisk tryk plus kompressorens "boost" tryk på 25 psi.

Tommer kviksølv (" Hg) Pund af Boost Overtryk i kPa[13]
80.9" kviksølv = +25 lb boost 172 kPa
66.6" kviksølv = +18 lb boost 124 kPa
60.5" kviksølv = +15 lb boost 103 kPa
48.3" kviksølv =  +9 lb boost  62 kPa
42.2" kviksølv =  +6 lb boost  41 kPa

Ramjet assistance

[redigér | rediger kildetekst]

I et forsøg på at forbedre ydelsen i Spitfire Mk.I i maj 1940, udviklede videnskabsmænd fra RAe (heriblandt Hayne Constant) et 'fremdriftsrør' (Eng: 'propulsive duct'). Dette var i grunden en simpel ramjet, drevet af benzin, og fungerende ved hjælp af Meredith effekten. Enheden skulle monteres i en kanal på 122 cm × 76 cm × 38 cm (48 x 30 x 15 in) under skrogets centerlinie, og lignede en tredje radiator. Laboratorieforsøg viste at hastighedsgevindsten var ubetydelig, og opstillingen blev ikke flyvetestet. I 1943 blev ideen genovervejet som en mulighed for at modgå truslen fra V-1. Avancerede fly som Hawker Tempest og Gloster Meteor fandtes endnu kun i små styktal, og en Spitfire kunne kun afskære en V-1 ved at angribe i et dyk. A. D. Baxter og C. W. R. Smith i Farnborough gennemså parpirene fra 1940 og konkluderede at metoden var anvendelig, men projektet løb ind i problemer med luftmodstand og tryktab, og før disse blev løst var V-1 blevet nedkæmpet.[14]

Dimensioner, ydelse og bevæbning

[redigér | rediger kildetekst]

På grund af de mange forskelligheder i de producerede Spitfires kunne ydelsen variere betydeligt, selv imellem fly med det samme 'Mark'-nummer. Faktorer som vægt, eksternt tilbehør, flystellets og motorens stand, blandt mange andre ting, havde indflydelse på hvor godt flyet ydede. For eksempel kunne selv ganske små beskadigelser af vingernes forkant reducere tophastigheden drastisk. De mest pålidelige målinger stammer fra test udført under 2. verdenskrig, udført af Aeroplane and Armament Experimental Establishment (A&AEE) baseret på Boscombe Down.

Tidlige Merlin motorer

[redigér | rediger kildetekst]
Supermarine Spitfire - varianter med Merlin motor
Mk.Ia (K9793 - tidlig produktion, de Havilland to-hastigheds propel)[15] Mk.IIa (P7280)[16] Mk.Vb (W3134)[17] L.F. Mk.Vb (W3228)[18][nb 4] Mk.VI (AB200)[19]
Spændvidde 11,23 m [36 ft 10 in) 11,23 m (36 ft 10 in) 11,23 m (36 ft 10 in) 10,01 m (32 ft 10 in) 12,24 m (40 ft 2 in)
Vingeareal 22,5 m2 (242,1 ft2) 22,5 m2 (242,1 ft2) 22,5 m2 (242,1 ft2) 21,46 m2 (231 ft2) 23,1 m2 (248,5 ft2)
Længde 9,12 m (29 ft 11 in) 9,12 m (29 ft 11 in) 9,12 m (29 ft 11 in) 9,12 m (29 ft 11 in) 9,12 m (29 ft 11 in)
Højde 3,02 m (9 ft 10 in) 3,02 m (9 ft 10 in) 3,48 m (11 ft 5 in) 3,48 m (11 ft 5 in) 3,48 m (11 ft 5 in)
Tomvægt 1.953 kg (4.306 lb) 2.059 kg (4.541 lb) 2.251 kg (4.963 lb) 2.251 kg (4.963 lb) - N/A -
Fuldvægt 2.692 kg (5.935 lb) 2.799 kg (6.172 lb) 3.071 kg (6.525 lb) 2.925 kg (6.450 lb) 3.057 kg (6.740 lb)
Motor Rolls-Royce Merlin III Rolls Royce Merlin XII Rolls-Royce Merlin 45 Rolls-Royce Merlin 50M Rolls-Royce Merlin 47
Effekt 770 kW (1.030 hk) i 4,877 m (16,000 ft) 87 Oktan brændstof, +6 lb/in² boost[nb 5] 846 kW (1.135 hk) i 3,734 m (12.250 ft) 100 Oktan brændstof og +9 pounds lb/in² boost 1.096 kW (1.470 hk) i 3,353 m (11.000 ft) 1.181 kW (1.585 hk) i 1.158 m (3.800 ft) 1.054 kW (1.415 hk) i 4.267 m (14.000 ft)
Max. hastighed 582 km/t (367 mph) i 5.669 m (18.600 ft) 570 km/t (354 mph) i 5.349 m (17.550 ft) 597 km/t (371 mph) i 6.096 m (20.000 ft) 564 km/t (350.5 mph) i 1.798 m (5.900 ft) 570 km/t (354 mph) i 5.349 m (17.400 ft)
Stigehastighed 11,0 m/s (2.175 ft/min) i 2.956 m (9.700 ft) 15,3 m/s (2.995 ft/min) i 3.962 m (10.000 ft) 16,5 m/s (3.250 ft/min) i 4.572 m (15.000 ft) 24,0 m/s (4.720 ft/min) ved havets overflade 13,5 m/s (2.660 ft/min) i 8.534 m (28.000 ft)
Max. flyvehøjde[nb 6] 10.485 m (34.400 ft) 11.460 m (37.600 ft) 10.668 m (35.000 ft) 10.881 m (35.700 ft) 11.948 m (39.200 ft)
Vingebelastning 117 kg/m2 (24,5 lb/ft2) 122 kg/m2 (25,4 lb/ft2) 137 kg/m2 (27,9 lb/ft2) 130 kg/m2 (26,6 lb/ft2) 137 kg/m2 (27,0 lb/ft2)
Effekt/masse 0,28 kW/kg (0,17 hk/lb) 0,30 kW/kg (0,18 hk/lb) 0,36 kW/kg (0,22 hk/lb) 0,35 kW/kg (0,21 hk/lb) 0.35 kW/kg (0,21 hk/lb)
Kamprækkevidde 400 km (248 mi) på internt brændstof 400 km (248 mi) på internt brændstof 400 km (248 mi) på internt brændstof 400 km (248 mi) på internt brændstof 400 km (248 mi) på internt brændstof
Forlægnings-rækkevidde 1.827 km (1.135 mi) 2.462 km (1.530 mi) med en 773 L (170 Imp.gal.) droptank
Bevæbning
  • 8 stk. 0.303" (7,7 mm) Browning maskingeværer, med 350 skud pr. gevær
  • 8 stk. 0.303" (7,7 mm) Browning maskingeværer, med 350 skud pr. gevær
  • 2 stk. 20 mm (0.79 in) Hispano II maskinkanoner, hver med et 60-skuds tromlemagasin
  • 4 stk. 0.303" (7,7 mm) Browning maskingeværer, med 350 skud pr. gevær
  • 2 stk. 113 kg (250 lb) eller 1 stk 227 kg (500 lb) bomber
  • 2 stk. 20 mm (0.79 in) Hispano II maskinkanoner, hver med et 60-skuds tromlemagasin
  • 4 stk. 0.303" (7,7 mm) Browning maskingeværer, med 350 skud pr. gevær
  • 2 stk. 113 kg (250 lb) eller 1 stk 227 kg (500 lb) bomber
  • 2 stk. 20 mm (0.79 in) Hispano II maskinkanoner, hver med et 60-skuds tromlemagasin
  • 4 stk. 0.303" (7,7 mm) Browning maskingeværer, med 350 skud pr. gevær

Sene Merlin og Griffon motorer

[redigér | rediger kildetekst]
Supermarine Spitfire - Varianter med sene Merlin og Griffon motorer.
L.F. Mk.IXe[20] Mk.XII[21] Mk.XIVe[22] F. Mk.24[23]
Spændvidde 9,9 m (32 ft 6 in) 9,9 m (32 ft 6 in) 11,23 m (36 ft 10 in) 11,25 m (36 ft 11 in)
Vingeareal 21,46 m2 (231 ft2) 21,46 m2 (231 ft2) 22,5 m2 (242,1 ft2) 23,6 m2 (243,6 ft2)
Længde 9,47 m (31 ft 1 in) 9,62 m (31 ft 7 in) 9,95 m (32 ft 8 in) 10,03 m (32 ft 11 in)
Højde 3,86 m (12 ft 8 in) 3,86 m (12 ft 8 in) 3,89 m (12 ft 9 in) 4,11 m (13 ft 6 in)
Tomvægt 2.309 kg (5.090 lb) 2.524 kg (5.564 lb) 3.034 kg (6.653 lb) 3.247 kg (6.160 lb)
Fuldvægt 3.354 kg (7.400 lb) 3.363 kg (7.415 lb) 3.889 kg (8.574 lb) 4.490 kg (9.900 lb)
Motor Rolls-Royce Merlin 66 Rolls-Royce Griffon III eller IV Rolls-Royce Griffon 65 Rolls-Royce Griffon 85
Effekt 1.283 kW (1.720 hk) i 3.353 m (11.000 ft) flyvehøjde, 150 Oktan benzin, +25 lb/in² boost. 1.293 kW (1.735 hk) i 300 m (1.000 ft) 1.530 kW (2.050 hk) i 2.987 m (9.800 ft) 1.771 kW (2.120 hk) i 3.734 m (12.250 ft)
Max. hastighed 650 km/t (404 mph) i 6.400 m (21.000 ft) 639 km/t (397 mph) i 5.425 m (17.800 ft) 722 km/t (449 mph) i 7.468 m (24.500 ft) 731 km/t (454 mph) i 7.802 m (26.000 ft)
Stigehastighed 24,1 m/s (4.745 ft/min) i 3.048 m (10.000 ft)[24] 19,1 m/s (3.760 ft/min) i 609 m (2.000 ft) 23,8 m/s (4.700 ft/min) i 2.438 m (8.000 ft) 21,0 m/s (4.100 ft/min) i 5.182 m (17.000 ft)
Max. flyvehøjde 12.954 m (42.500 ft) 11.887 m (39.000 ft) 13.560 m (43.000 ft) 13.560 m (43.000 ft)
Vingebelastning 149 kg/m2 (30,6 lb/ft2) 155 kg/m2 (32,0 lb/ft2) 171 kg/m2 (35,0 lb/ft2) 198 kg/m2 (40,6 lb/ft2)
Effekt/masse 0,39 kW/kg (0,23 hk/lb) 0,39 kW/kg (0,23 hk/lb) 0,33 kW/kg (0,20 hk/lb) 0,39 kW/kg (0,23 hk/lb)
Kamprækkevidde 400 km (248 mi) på internt brændstof 793 km (493 mi) på internt brændstof 740 km (460 mi) på internt brændstof 627 km (390 mi) på internt brændstof
Forlægnings-rækkevidde 1.577 km (980 mi) 1.272 km (791 mi) 1.375 km (855 mi) 1.553 km (965 mi) med en 409 L (90 Imp.gal) droptank
Bevæbning
  • 2 stk. 20 mm (0.79 in) Hispano II maskinkanoner, hver med et 120-skuds kassemagasin
  • 2 stk. 12,7 mm (0.50 in) Browning M2 maskingeværer med 250 skud pr.gevær eller 4 stk. 7,7 mm (0.303) Browning maskingeværer, med 350 skud pr. gevær (Mk.IXc)
  • Op til 2 stk. 113 kg (250 lb) bomber (under vingerne), plus 1 stk. 227 kg (500 lb) bombe under centersektionen af vingen
  • 2 stk. 20 mm (0.79 in) Hispano II maskinkanoner, hver med et 120-skuds kassemagasin
  • 4 stk. 7,7 mm (0.303) Browning maskingeværer, med 350 skud pr. gevær
  • Op til 2 stk. 113 kg (250 lb) bomber (under vingerne), plus 1 stk. 227 kg (500 lb) bombe under centersektionen af vingen
  • 2 stk. 20 mm (0.79 in) Hispano II maskinkanoner, hver med et 120-skuds kassemagasin
  • 2 stk. 12,7 mm (0.50 in) Browning M2 maskingeværer med 250 skud pr.gevær
  • 4 stk 20 mm (0.79 in) Hispano V maskinkanoner; 175-skuds kassemagasin til de indenbords, 150-skuds kassemagasin til de udenbords kanoner
  • Op til 2 stk. 113 kg (250 lb) bomber (under vingerne), plus 1 stk. 227 kg (500 lb) bombe under centersektionen af vingen.

Seafire

[redigér | rediger kildetekst]
Supermarine Seafire
Seafire Mk.IIc[25][26] Seafire L. Mk.III[27][28] Seafire F. Mk.XV[29][30] Seafire F. Mk.47[31][32]
Spændvidde 11,23 m (36 ft 10 in) 9,8 m (32 ft 2 in)/

4,0 m (13 ft 4 in) med foldede vinger

11,23 m (36 ft 10 in)/

4,0 m (13 ft 4 in) med foldede vinger

11,25 m (36 ft 11 in)/

5,82 m (19 ft 1 in) med foldede vinger

Vingeareal 22,5 m2 (242,1 ft2) 21,5 m2 (231 ft2) 22,5 m2 (242,1 ft2) 23,6 m2 (243,6 ft2)
Længde 9,12 m (29 ft 11 in) 9,12 m (29 ft 11 in) 9,70 m (31 ft 10 in)/

9,83 m (32 ft 3 in) med det senere større sideror og haleflade

10,46 m (34 ft 4 in)
Højde (Over propellen, halen nede) 3,48 m (11 ft 5 in) 3,48 m (11 ft 5 in) 3,86 m (12 ft 8 in) 3,88 m (12 ft 9 in)
Tomvægt 2.404 kg (5.300 lb) 2.472 kg (5.450 lb) 2.857 kg (6.300 lb) 3.937 kg (8.680 lb)
Fuldvægt 3.240 kg (7.145 lb) 3.275 kg (7.220 lb) 3.626 kg (7.995 lb) 4.853 kg (10.700 lb) 'ren' konfiguration;

5.683 kg (12.530 lb) med en 227 L (50 gal) droptank og to 227 kg (500 lb) bomber

Motor Rolls-Royce Merlin 46 Rolls-Royce Merlin 55M Rolls-Royce Griffon VI Rolls-Royce Griffon 88
Effekt 1.055 kW (1.415 hk) i 4.267 m (14.000 ft) 1.182 kW (1.585 hk) i 838 m (2.750 ft) 1.379 kW (1.850 hk) i 609 m (2.000 ft) 1.752 kW (2.350 hk) i 380 m (1.250 ft)
Max. hastighed 555 km/t (345 mph / 299.7 knots) i 5.791 m (19.000 ft) flyvehøjde 578 km/t (359 mph / 312 knots) i 1.514 m (5.100 ft) 631 km/t (392 mph / 341 knots) i 3.901 m (12.800 ft) 727 km/t (452 mph 7 393 knots) i 6.250 m (20.500 ft)
Stigehastighed 12,0 m/s (2.380 ft/min) i 4.876 m (16.000 ft) 17,5 m/s (3.460 ft/min) i 1.219 m (4.000 ft) 23,4 m/s (4.600 ft/min) i 1.219 m (4.000 ft) 24,4 m/s (4.800 ft/min) ved havoverfladen
Max. flyvehøjde 11.460 m (37.600 ft) 9.753 m (32.000 ft) 11.277 m (37.000 ft) 13.135 m (43.100 ft)
Vingebelastning 133 kg/m2 (29,5 lb/ft2) 137 kg/m2 (30,3 lb/ft2) 161 kg/m2 (33,0 lb/ft2) 205 kg/m2 (43,9 lb/ft2) 'ren' eller

240 kg/m2 (51,4 lb/ft2) med bomber

Effekt/masse 0,33 kW/kg (0,20 hk/lb) 0,36 kW/kg (0,22 hk/lb) 0,39 kW/kg (0,23 hk/lb) 0,36 kW/kg (0,22 hk/lb) 'ren' eller

0,30 kW/kg (0,18 hk/lb)

Kamprækkevidde 698 km (434 mi) på internt brændstof 821 km (510 mi) på internt brændstof 605 km (376 mi) på internt brændstof 652 km (405 mi) på internt brændstof
Forlægnings-rækkevidde 1.207 km (750 mi () med 273 L (60 Imp.gal) droptank 1.239 km (770 mi () med 273 L (60 Imp.gal) droptank 1.453 km (903 mi () med 409 L (90 Imp.gal) droptank 2.374 km (1.475 mi () med 409 L (90 Imp.gal) droptank
Bevæbning
  • 2 stk. 20 mm (0.79 in) Hispano II maskinkanoner, hver med et 120-skuds kassemagasin
  • 4 stk. 7,7 mm (0.303) Browning maskingeværer, med 350 skud pr. gevær
  • Op til 2 stk. 113 kg (250 lb) bomber (under vingerne), plus 1 stk. 227 kg (500 lb) bombe under centersektionen af vingen
  • 2 stk. 20 mm Hispano II: sene Seafire Mk.III 2 stk. Hispano V maskinkanoner, hver med 120 skud
  • 4 stk. 7,7 mm (0.303) Browning maskingeværer, med 350 skud pr. gevær
  • Op til 2 stk. 113 kg (250 lb) bomber (under vingerne), plus 1 stk. 227 kg (500 lb) bombe under centersektionen af vingen
  • 2 stk. 20 mm (0.79 in) Hispano II maskinkanoner, hver med et 120-skuds kassemagasin
  • 4 stk. 7,7 mm (0.303) Browning maskingeværer, med 350 skud pr. gevær
  • Op til 2 stk. 113 kg (250 lb) bomber (under vingerne), plus 1 stk. 227 kg (500 lb) bombe under centersektionen af vingen
  • 4 stk 20 mm (0.79 in) Hispano V maskinkanoner; 175-skuds kassemagasin til de indenbords, 150-skuds kassemagasin til de udenbords kanoner
  • Op til 8 stk. "60 lb" RP-3 raketter på nul-længde raketstyr
  • Op til 3 stk. 227 kg (500 lb) bomber

Referencer

[redigér | rediger kildetekst]

Noter

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Luften i stor højde vejer mindre pr. kubikcentimeter end ved havoverfladen.
  2. ^ Impellerne blev ofte kaldt "rotorer".
  3. ^ Skiftet til andet trin gav ofte et bemærkbart ryk i flyet, og uerfarne piloter misfortolkede ofte dette ryk som en pludseligt opstået motorfejl.
  4. ^ W3228 blev testet med normale, afrundede vinger. De fleste L.F. Mk.Vb fik "klippede" vinger
  5. ^ Med 100 Oktan benzin og +12 lb/in² boost kunne Merlin III levere 977 kW (1.310 hk). Harvey-Bailey 1995, p. 155. Motoren kunne udholde denne overladning i fem minutter og var i brug fra marts 1940. Dette gav 40 km/t (25 mph) ekstra ved havoverfladen og 55 km/t (34 mph) i 3.000 m (10.000 ft) og forbedrede stigetiden fra havoverfladen til den højde hvor der kunne gives fuld gas. Price 1996, p. 19..
  6. ^ Bemærk: max. flyvehøjde er i disse rapporter defineret som den højde hvor stigehastigheden er faldet til 0,5 m/sek (100 ft/min).

Citater

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ McKinstry 2007, p. 25.
  2. ^ Harvey-Bailey 1995, p. 155.
  3. ^ Price 1999, p. 81.
  4. ^ Smallwood 1995, p. 133.
  5. ^ Smith 1942, p. 657.
  6. ^ Smith 1942, p. 656.
  7. ^ a b c Price 1995, p.14
  8. ^ Flight 1945, pp. 315–316.
  9. ^ a b Smith 1942, pp. 657–658.
  10. ^ Smallwood 1995, pp.132–136.
  11. ^ Price 1999, p. 170.
  12. ^ McKinstry 2007, p. 205.
  13. ^ Lowrey 1943, p. 619
  14. ^ Gibson & Buttler 2007, s. 135–136.
  15. ^ Price 1999, p.81
  16. ^ Price 1999, p.114
  17. ^ Price 1999, p.142
  18. ^ Price 2010, p. 168.
  19. ^ Price 1999, p.150
  20. ^ Morgan and Shacklady 2000, p.332
  21. ^ Price 2010, p. 219.
  22. ^ Morgan and Shacklady 2000, p.420
  23. ^ Morgan and Shacklady 2000, p.490
  24. ^ Price 2010, p. 196.
  25. ^ Brown 1989, p. 168.
  26. ^ Seafire IIc performance
  27. ^ Robertson 1973, pp.194–196
  28. ^ Morgan and Shacklady 2000, pp.534–543.
  29. ^ Robertson 1973, pp.196–197.
  30. ^ Morgan and Shacklady 2000, pp.551–560.
  31. ^ Seafire Mk 47 Trials report Retrieved: 27 July 2008
  32. ^ "Spitfires with Sea Legs; part 2". Air International Vol 15 No 4, October 1978 pp.185–187.

Bibliografi

[redigér | rediger kildetekst]
  • Air Ministry. A.P 1565 Spifire IA and IB Aeroplanes: Merlin II and III engines, Pilot's Notes. London: Air Ministry, 1940.
  • Air Ministry. A.P 1565B Spifire IIA and IIB Aeroplanes: Merlin XII Engine, Pilot's Notes (July 1940). London: Air Data Publications, 1972 (reprint). ISBN 0-85979-043-6.
  • Brown, David. The Seafire: The Spitfire That Went to Sea. Annapolis, MD: Naval Institute Press, 1989. ISBN 0-87021-989-8
  • Chapel, Charles Eward; Bent, Ralph D; McKinley, James L. Aircraft Power Plants: by the technical development staff of Northrop Aeronautical Institute. New York: McGraw-Hill Book Company Inc., 1955.
  • Gibson, Chris; Buttler, Tony (2007). British Secret Projects: Hypersonics, Ramjets and Missiles'. Midland Publishing. ISBN 978-1-85780-258-0.
  • Gruenhagen, Robert W. Mustang: The Story of the P-51 Fighter (rev. ed.). New York: Arco Publishing Company, Inc., 1980. ISBN 0-668-04884-0.
  • Harvey-Bailey, A. The Merlin in Perspective: The Combat Years . Derby, UK: Rolls-Royce Heritage Trust, 1995 (4th edition). ISBN 1-872922-06-6.
  • Lovesey, A C. "Development of the Rolls-Royce Merlin from 1939 to 1945." Aircraft Engineering and Aerospace Technology, Volume 18, Issue 7. London, MCB UP Ltd., July 1946. ISSN 0002-2667.
  • Lowrey, Joseph. "A Case For Standardisation: Puzzle of the Boost Gauge; British Unit an Anachronism: "Centibar" Suggested" (article and images). Flight and the Aircraft Engineer No. 1823, Vol XLIV, 2 December 1943.
  • Morgan, Eric B and Edward Shacklady. Spitfire: The History. Stamford: Key Books Ltd, 2000. ISBN 0-946219-48-6.
  • Price, Alfred. Late Marque Spitfire Aces 1942–1945. Oxford, UK: Osprey Publishing, 1995. ISBN 1-85532-575-6.
  • Price, Alfred. Spitfire Mark I/II Aces 1939–41. London: Osprey Aerospace, 1996. ISBN 1-85532-627-2.
  • Price, Alfred. The Spitfire Story: New edited edition. London: Weidenfeld Military, 1999. ISBN 1-85409-514-5.
  • Price, Alfred. The Spitfire Story: Revised edition. Sparkford, Somerset, UK: Haynes Publishing, 2010. ISBN 978-1-84425-819-2
  • Robertson, Bruce. Spitfire: The Story of a Famous Fighter. Hemel Hempstead, Hertfordshire, UK: Model & Allied Publications Ltd., 1960. Third revised edition 1973. ISBN 0-900435-11-9.
  • Smallwood, Hugh. Spitfire in Blue. London: Osprey Aerospace, 1996. ISBN 1-85532-615-9
  • Smith, G. Geoffrey. "A British Masterpiece." (article and images). Flight and the Aircraft Engineer No. 1731, Volume XLI, 26 February 1942.
  • Thomas, Andrew.Griffon Spitfire Aces: Aircraft of the Aces 81. London: Osprey Aerospace, 2008. ISBN 978-1-84603-298-1.
  • "Rolls-Royce Griffon (65)" (article and images). Flight and the Aircraft Engineer No. 1917, Vol.XLVIII, 20 September 1945.
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Supermarine_Spitfire:_Dimensioner,_ydelse_og_bevæbning&oldid=11762759"