Spring til indhold

Stillinge Strand

Koordinater: 55°26′32″N 11°12′35″Ø / 55.44222°N 11.20972°Ø / 55.44222; 11.20972
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Stillinge Strand
Stillinge Strand, Sankt Hans aften 2015
Stillinge Strand, Sankt Hans aften 2015
Overblik
Land Danmark
RegionRegion Sjælland
KommuneSlagelse Kommune
SognKirke Stillinge Sogn
Postnr.4200 Slagelse
Demografi
Stillinge Strand by354[1] (2024)
Kommunen79.923[1] (2024)
 - Areal567,34 km²
Andet
TidszoneUTC +1
Hjemmesidewww.slagelse.dk
Oversigtskort
Stillinge Strand ligger i Sjælland
Stillinge Strand
Stillinge Strand
Stillinge Strands beliggenhed 55°26′32″N 11°12′35″Ø / 55.44222°N 11.20972°Ø / 55.44222; 11.20972

Stillinge Strand er en strand og en kyst- og sommerhusby ved StorebæltSydvestsjælland med 354 indbyggere (2024)[1]. Stillinge Strand er beliggende i Kirke Stillinge Sogn ved Musholm Bugt to kilometer vest for Kirke Stillinge og 11 kilometer vest for Slagelse. Byen tilhører Slagelse Kommune og er beliggende i Region Sjælland.

Badestranden, Stillinge Strand

Stranden ved Stillinge Strand er bred, og sandet er fint. Den er børnevenlig og fremkommelig for kørestolsbrugere. Stranden er tildelt den internationale miljø-udmærkelse Blå Flag.[2] Fra kysten ved Stillinge Strand er der mod sydvest udsigt til Storebæltsbroen og mod nordvest til den ubeboede ø Musholm.

Strandengene ved Stillinge Strand har en unik flora med flere sjældne planter. På strandengene finder man i april og maj måned nikkende kobjælde. I perioden fra juni til august blomstrer bakkenellike. Biologen Annli Jæger Rasmussen har i perioden 1959 - 2009 bestemt planter og lavet en floraliste for strandengene ved Bildsø Strand og Stillinge Strand. Floralisten med strandengenes planter, udarbejdet af Annli Jæger Rasmussen, omfatter i alt 75 forskellige planter. I artslisten er kun medtaget 4 tals og 5 tals blomsterplanter. De tokimbladede og græsser er ikke medtaget.[3]

Bane til beachvolleyball, Stillinge Strand.

De fleste af Stillinge Strands faciliteter er samlet i området omkring vejkrydset, hvor Stillinge Strandvej, Stillingevej, Drøsselbjergvej og Kongsmarkvej mødes. Her er der supermarked, forretninger og forskellige spisesteder, restauranter, ishuse og caféer. Ved Stillingevej er der parkeringsplads og busstopsted. På hjørnet af Drøsselbjergvej og Stillinge Strandvej ligger et offentligt torv med legeplads, bænke og cykelparkering. Offentlig toiletbygning med handicaptoilet og udendørs brusere er placeret på et lille torv ved badestranden for enden af Stillinge Strandvej. På torvet ved badestranden er der også cykelparkering.[4]

På badestranden har Slagelse Kommune etableret en offentlig bane til beachvolleyball. Sankthansaften den 23. juni er der hvert år flere sankthansbål langs kysten ved Stillinge Strand. Sankthansbålene er tilrettelagt af strandens grundejerforeninger eller på privat initiativ.

Der er 1,5 kilometer fra strandcentrum ved Stillinge Strand til Bildsø Skov, der ligger nord for Stillinge Strand. Kongsmark Strand ligger cirka 1 kilometer syd for strandcentrum af Stillinge Strand.

Der er gang- og cykelsti mellem Stillinge Strand og Slagelse by. Strækningen fra Stillinge Strandvej til Valbygårdsvej i Slagelse by er cirka 8,5 km.

For at skabe en mere miljømæssig forsvarlig spildevandskloakering blev hele sommerhusområdet ved Stillinge Strand kloakeret i perioden 2016 - 2017. Spildevandet pumpes til Korsør Renseanlæg. Før kloakeringen havde de enkelte sommerhuse og ejendomme i området private løsninger for eksempel nedsivningsanlæg eller samletanke.[5]

Vejskilte og vejnavne

[redigér | rediger kildetekst]
Akkelejevej, Stillinge Strand, 2024. Granitstenen er fra 1949.

I 1949 tog strand- og grundejerforeningen i Stillinge initiativ til, at vejene ved sommerhusene fik navn. Det blev samtidig besluttet at opstille 50 store granitsten med de forskellige vejnavne. Stenhugger Brinkløv, Sct. Mikkelsgade i Slagelse stod for udførelsen og opsætning af vejstenene. Det blev dengang (1949) også besluttet, at vejene ved Stillinge Strand skulle have navne efter blomster og fugle.[6] I dag har Slagelse Kommune opsat vejskilte i metal på alle vejene ved Stillinge Strand, men mange steder er de fine granitsten med vejnavnet stadig bevaret.

2. etape af Tour de France 2022 gik gennem Stillinge Strand. Etapen blev kørt lørdag den 2. juli 2022. Startbyen for 2. etape var Roskilde og målbyen var Nyborg. Ruten gennem Stillinge Strand fulgte kysten langs Storebælt ad Drøsselbjergvej og Kongsmarkvej.

  1. ^ a b c Danmarks Statistik: Statistikbanken Tabel BY1: Folketal 1. januar efter byområde, alder og køn
  2. ^ Stillinge Strand på visitdenmark.dk hentet 1. oktobwer 2022
  3. ^ Rasmussen, Annli Jæger. 2019. Strandengens flora ved Bildsø og Stillinge Strand. bildsoe-plantagegrunde.dk
  4. ^ Fritid og fællesskab. Strande i Slagelse Kommune. www.slagelse.dk
  5. ^ Kloak Stillinge Strand, Etape 5.3 Arkiveret 6. december 2023 hos Wayback Machine skforsyning.dk 10. november 2017 hentet 15 oktober 2023
  6. ^ Gamle aviser. 1949. I: Sjællandske, 22. juni 2024.
Spire
Denne artikel om geografi i Slagelse Kommune er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Denne artikel om lokaliteten Stillinge Strand kan blive bedre, hvis der indsættes et (bedre) billede.
Du kan hjælpe ved at afsøge Wikimedia Commons for et passende billede eller lægge et op på Wikimedia Commons med en af de tilladte licenser og indsætte det i artiklen.