Spring til indhold

Solsort

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Solsorten (Turdus merula))
Solsort
 Solsortesang i en sydlig finsk skov. ?
Solsort, hun
Solsort, hun
Bevaringsstatus

Ikke truet  (IUCN 3.1)[1][2]

Ikke truet (DKRL)[3]
Videnskabelig klassifikation
RigeAnimalia (Dyr)
RækkeChordata (Chordater)
KlasseAves (Fugle)
OrdenPasseriformes (Spurvefugle)
FamilieTurdidae (Drosselfugle)
SlægtTurdus (Drossel)
ArtT. merula
Videnskabeligt artsnavn
Turdus merula
Linnaeus, 1758
Kort
Solsortens udbredelse.
Solsortens udbredelse.
Hjælp til læsning af taksobokse

Solsorten (latin: Turdus merula) er en spurvefugl, der er udbredt over store dele af Europa samt dele af Asien, Australien og New Zealand. Det er Danmarks almindeligste fugl, og den yngler gerne i beboede områder. Solsorten er kendt for sin melodiske sang, der især høres morgen og aften. De fleste danske fugle er standfugle, men en del hunner og ungfugle trækker dog mod sydvest om vinteren.

Solsorten er cirka 27 centimeter lang, og hannen er i den friske vinterdragt, der anlægges i august-september, helt glinsende sort. Den har kun en lille gul ring om sit mørkebrune øje. Senere slides hannens fjerdragt, så vingerne virker brunlige hen på sommeren. Voksne hanners næb er orangegule, mens unge fugles næb er mørkebrune. I løbet af efteråret og vinteren bliver det gradvist mere gult.

Hunnerne er hovedsagelig mørkebrune, med lysere hals og lyse pletter på brystet. Nogle hunner kan have usædvanligt lyse markeringer på brystet, som får dem til at ligne Ringdrossel. Deres næb varierer i farve, men det er normalt mørkebrunt med en enkelt gul plet. Det kan dog også være gulbrunt med mørk spids eller endda næsten helt gult som hos hannerne.

Solsorten er berømt for sin dybe og melodiske sang. Den kan desuden efterligne melodistumper og ringetoner fra mobiltelefoner.

Om denne lydfil Han solsortesang om morgenen i byen Lille, Frankrig. ?

Solsorten har flere forskellige kald. Som alarmkald anvendes f.eks. et blødt tjuk, et skarpere og ofte gentaget kink, kink eller en nærmest hysterisk skingren, når den tager flugten. Hannen har et højt fint tsiii, der anvendes i markeringen af territoriet over for andre hanner. Denne type kald kan også høres som advarsel ved f.eks. en overflyvende rovfugl.

En solsort i Toulouse.

Solsorten holder til i stort set hele Europa samt i den sydlige del af Centralasien, Indien og videre østpå til det sydlige Kina. Derudover er solsorten indført til Australien og New Zealand.

De mange solsorte, som bliver i Danmark om vinteren (cirka 80 %), lever blandt andet af nedfalden frugt, et forhold, som er med til at forklare dens bosættelse i områder med villahaver med frugttræer og buske. Den femtedel af solsortene, som trækker sydpå til de lidt lunere dele af Vesteuropa, består fortrinsvis af hunner og ungfugle, hvorimod hannerne bliver tilbage og forsvarer deres territorier.

Tidligere har solsorten hovedsageligt levet i skovområder, men fra slutningen af 1800-tallet indledte solsorten en indvandring til byområder, og den holder i dag fortrinsvis til i villakvarterer og andre beboede områder. [4][5]

Solsorten er med mere end to millioner ynglepar Danmarks mest almindelige fugl. Ved ringmærkning er solsortens middellevetid blevet beregnet til 2,4 år. Enkelte individer er dog blevet genfanget i en alder af 20 år.[6]

Leucistisk solsort, det vil sige at den mangler melanin i en eller flere fjer.
Daggamle solsorteunger.
Solsort har bygget rede under tagudhæng på udhus i villahave i Erritsø nær Fredericia.
Solsorteunger.
Turdus merula cabrerae

Solsorten holder sig for det meste på jorden, hvor den bevæger sig i små hop i modsætning til stæren, der går eller løber.

Den lever af insekter, snegle og regnorme. Om efteråret tager den også bær og frugt, der ligger på jorden og den kan også ses gå op på fodderkasserne og spise fuglefrø. Til dens fjender hører spurvehøg, husskade og kat.

Solsorten yngler i perioden fra april til august. Reden placeres i buske, hække, træer, hulrum, under tagudhæng eller lignende steder. Hannen og hunnen bygger derefter i fællesskab reden af kviste, tørt græs, visne blade og jord.

Hunnen lægger normalt mellem tre og fem grågrønne eller gråblå æg, der er tæt strøet med fine, brunlige pletter. De udruges fortrinsvis af hunnen. Rugeperioden varer 12-15 dage, hvorefter begge forældrefugle deltager i fodringen af ungerne, som er flyvefærdige efter omkring 15 dage.

Et solsortepar i Danmark får normalt to kuld på en sommer. I nogle tilfælde ses tre eller helt op til fire kuld.

Population og sæsonvariation

[redigér | rediger kildetekst]

Den samlede population i Danmark varierer fra 1 til 10 millioner fugle, alt efter årstiden. Om vinteren findes omkring 1-1½ million og om foråret cirka 4½ millioner individer, når hunner og ungfugle er vendt tilbage fra den sydvestlige del af Europa. Sidst på sommeren, efter at sidste kuld unger er udruget, men før hunner og unger drager sydpå, er antallet forøget til mere end 10 millioner fugle. Som følge af vinteren, hvor mange overvintrende solsorte sulter og fryser ihjel, samt på grund af de tilbagevendte trækfugle ender forårspopulationen med at være relativt konstant med omkring 4½ millioner individer.

  1. ^ BirdLife International (2024). "Turdus merula (Eurasian Blackbird; Global)". IUCN's rødliste 2024. (engelsk). iucnredlist.org. Hentet 16. november 2024.
  2. ^ BirdLife International (2021). "Turdus merula (Eurasian Blackbird; Europe)". IUCN's rødliste 2021. (engelsk). iucnredlist.org. Hentet 16. november 2024.
  3. ^ Sterup, Jacob (2017). "Solsort". Den danske rødliste. bios.au.dk. Hentet 16. november 2024.
  4. ^ 01.09.07, fpn.dk: Solsorte spiser dræbersnegle Arkiveret 4. september 2007 hos Wayback Machine Citat: "...For godt 100 år siden var den en lidet udbredt sky skovfugl til i dag, hvor den er den almindeligste fugl i landet i et antal på godt fire millioner..."
  5. ^ Dansk Ornitologisk Forening. "Dansk Ornitologisk Forening (solsort)". Arkiveret fra originalen 27. september 2007. Hentet 2009-10-08.
  6. ^ "British garden birds - lifespan". garden-birds.co.uk. Hentet 2007-04-07.

Kilder og eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
  • Finn Salomonsen og Gustaf Rudebeck (red.), Danmarks Fugle, bind 2. Branner og Korch, København, 1961.
  • Hans Meltofte, Jon Fjeldså, Fuglene i Danmark, Gyldendal, 2002. ISBN 87-00-48446-6.