Spring til indhold

Finker

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Sisken)
Finker
En han af bogfinke (Fringilla coelebs)
En han af bogfinke (Fringilla coelebs)
Videnskabelig klassifikation
RigeDyr (Animalia)
RækkeChordater (Chordata)
KlasseFugle (Aves)
OrdenSpurvefugle (Passeriformes)
FamilieFinker (Fringillidae)
Leach, 1820
Hjælp til læsning af taksobokse
Denne artikel omhandler fuglefamilien. Opslagsordet har også en anden betydning, se Finke (madret).

Finker (Fringillidae) er en fuglefamilie inden for ordenen af spurvefugle. Familien omfatter cirka 200 arter af små, frøædende fugle med et ofte kort og kraftigt næb. Nogle seglfugle har dog et langt buet næb og lever af insekter eller nektar. De er udbredt over hele verden, bortset fra Australasien og områder nær polerne. I Europa findes 18 regelmæssige ynglefugle, hvoraf 11 også yngler i Danmark.

Finker er kompakte fugle, der for hovedpartens vedkommende lever i skove. Deres næb minder om andre frøæderes som værlinger og spurve. De forskellige arters næb er som følge af indbyrdes konkurrence udspecialiseret til f.eks. pincetagtige typer som hos stillits eller kerneknusende som hos kernebider.

Vingerne har ni synlige håndsvingfjer, da den tiende kun er svagt udviklet. Til forskel fra værlingerne er hovedet uden lyse øjenbrynsstriber og halen forholdsvis kort og ofte ensfarvet.[1] Der er som regel forskel på udseendet af de to køn, og ungfuglene ligner oftest hunnerne. Fjerdragten fældes fuldstændigt i sensommeren efter yngletiden. Nogle arter har desuden en delvis fældning (bræmfældning) om foråret, hvor der sker en afstødning af fjerkanterne, så der fremkommer en mere farvestrålende yngledragt. Dette gælder især for hannerne.[2][3]

Danske finker

[redigér | rediger kildetekst]

I Danmark forekommer følgende arter regelmæssigt som ynglefugle:[4][5]

Regelmæssige trækgæster:

Uddøde finker

[redigér | rediger kildetekst]

Mindst 15 finke-arter menes af være uddøde siden begyndelsen af 1500-tallet. De var alle såkaldte seglfugle (tidligere familien Drepanididae) og levede på Hawaii. Det gælder f.eks. stor og lille koafinke fra slægten Rhodacanthis. Der findes nu cirka 19 seglfugle-arter tilbage.[7]

Klassifikation

[redigér | rediger kildetekst]

Den største gruppe af finker udgøres af underfamilien Carduelinae, der inddeles i en række stammer (tribus). En stamme er et taksonomisk niveau mellem underfamilie og slægt. Der har været uenighed om disse stammers indbyrdes slægtskab Indtil omkring 2012, hvor to uafhængige undersøgelser af arternes arvemateriale nåede samme resultat. Et forsøg på en tolkning af disse resultater ses i kladogrammet nedenfor.

Den ældste udspaltning blandt finkerne er de ægte finker (Fringillinae), mens resten her deles i to underfamilier, der regnes for søstergrupper (altså med fælles nærmeste stamform). Det ses også, at stammen Coccothraustini (med bl.a. arten kernebider) menes at være den ældste udspaltning i den store underfamilie Carduelinae.

Tidligere blev finkerne inddelt i to underfamilier afhængigt af, om de havde kro eller ej. Kroen er en sækformet udposning på spiserøret, hvor føden opbevares midlertidigt og hvorfra den evt. senere kan opgylpes. Fugle uden kro kaldtes for de ægte finker med kun tre arter, mens resten af finkerne var i den anden underfamilie.

Siden man for alvor i 1990'erne begyndte at anvende molekylære analyser af fuglenes arveanlæg, er der kommet endnu en underfamilie til, nemlig Euphoniinae, der omfatter cirka 30 arter fra Syd- og Mellemamerika. De havde tidligere været regnet for tangarer. Seglfuglene fra Hawaii regnes nu også til finkerne, enten som endnu en særskilt underfamilie eller som en del af enten underfamilien Carduelinae eller Fringillinae.

Flere slægter er som følge af ny viden indenfor fylogenetisk systematik blevet splittet op. Det gælder f.eks. Carduelis, der traditionelt omfatter over 30 arter. Efter denne klassifikation findes kun omkring 3 arter i slægten, mens nye slægter som Chloris, Linaria og Acanthis indeholder de øvrige arter. Denne nye opdeling af slægter er dog stadig (i 2013) ikke almindeligt anvendt.[8][9]

Kladogram med finkernes overordnede inddeling i underfamilier og stammer[8]

Finker (Fringillidae)

Fringillinae, 1 slægt, fx bogfinke




Euphoniinae 2 slægter


Carduelinae

Coccothraustini, 4 slægter, fx kernebider





Pyrrhulini, 9 slægter, fx dompap




Carpodacini, 1 slægt, fx karmindompap



Drepanidini, 12 slægter (seglfugle)





Carduelini, 16 slægter, fx stillits







Nogle af de omkring 43 slægter i familien finker.

Violblå euphonia (Euphonia violacea) fra Brasilien
Violblå euphonia (Euphonia violacea) fra Brasilien  
Den uddøde stor akialoa. En seglfugl fra Hawaii.
Den uddøde stor akialoa. En seglfugl fra Hawaii.  
Blårygget organist (Chlorophonia cyanea) fra Brasilien.
Blårygget organist (Chlorophonia cyanea) fra Brasilien.  


Søsterprojekter med yderligere information:


  1. ^ M. Beaman, S. Madge & Klaus Malling Olsen, Fuglene i Europa, Nordafrika og Mellemøsten, side 767. Gads Forlag 1998. ISBN 8712022764
  2. ^ Finn Salomonsen og Gustaf Rudebeck (red.), Danmarks Fugle, bind 2, side 625. Branner og Korch, København, 1961.
  3. ^ Poul Hald-Mortensen (red. Hans Hvass), Danmarks Dyreverden, 2. udgave, Rosenkilde og Bagger 1978, bind 8, side 266. ISBN 87-423-0076-2.
  4. ^ Dansk Ornitologisk Forening. "Danmarks fugle". Arkiveret fra originalen 2. juli 2013. Hentet 2013-08-25.
  5. ^ Tommy Dybbro, Oversigt over Danmarks fugle 1978, side 140-146. Dansk Ornithologisk Forening, 1978. ISBN 87-87604-02-7.
  6. ^ Arten gråsisken optræder i Danmark som lille og stor gråsisken, der henholdsvis er ynglefugl og trækgæst nordfra. De er traditionelt blevet opfattet som underarter, men er nyligt blevet erklæret særskilte arter. Der er dog stadig tvivl, fordi de genetisk er meget ens.
  7. ^ Gill, F & D Donsker (Eds). 2015. IOC World Bird List (v 5.1). doi:10.14344/IOC.ML.5.1. Arkiveret
  8. ^ a b John H. Boyd: Taxonomy in Flux Sammenfatning af forskningsresultater indenfor fuglenes fylogenetiske systematik. Arkiveret
  9. ^ Zuccon, D., Prys-Jones, R., P.C. Rasmussen, et P.G.P. Ericson (2012), « The phylogenetic relationships and generic limits of finches (Fringillidae) », Mol. Phylogenet. Evol., vol. 62, p. 581-596.

Kilder og eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]