Sigum
Sigum (dansk) eller Siegum (tysk) er en bebyggelse beliggende syd for Bogholmvig i det nordlige Angel i Sydslesvig. Administrativt hører Sigum under Munkbrarup Kommune i Slesvig-Flensborg kreds i den nordtyske delstat Slesvig-Holsten. I kirkelig henseende hører stedet til Munkbrarup Sogn. Sognet lå i Munkbrarup Herred (Flensborg Amt, Sønderjylland), da området tilhørte Danmark[1].
Sigum er første gang nævnt 1567 (som Nedder Sigum). Stednavnet henføres til sig (oldnordisk sīk) som betegnelse på et sump- eller vådområde eller et langsomt flydende vandløb. Sigum betegnede tidligere to udstykkede gårde i Munkbrarup Sogn, som blev lagt under Langballegård i 1692 og parcelleret 1755[2][3]. Nord for Sigum strækker sig et skovområde (Sigum Lund) mod Østersøen. Deraf har udflytterstedet Sigumlund navnet. Sigumlund er første gang nævnt 1782[4].
Noter
[redigér | rediger kildetekst]- ^ M. Mørk Hansen: Kirkelig Statistik over Slesvig Stift: Med historiske og topografiske bemærkninger, Kjøbenhavn 1864, bind 2, s. 251
- ^ Anders Bjerrum, Kristian Hald og Peter Jørgensen: Sydslesvigs stednavne, 7. bind, Akademisk forlag 1948, s. 70
- ^ Johannes Kok: Det danske folkesprog i Sønderjylland, 2. bind, København 1867, s. 339
- ^ Wolfgang Laur: Historisches Ortsnamenlexikon von Schleswig-Holstein, 2. oplag, Neumünster 1992, s. 600