Albummet består af 50 sange fordelt på de fire album med undertitlerne Tro for to, Det er med hjertet man kan se, På en dag hvor solen skinner, og Størst af alt er kærlighed. Anne Linnet betegner sangene som "skuffesange", da de ældste er skrevet i 2003, og ikke hidtil har været udgivet. Sangene er akkompagneret af pianist Jesper Bo Hansen, og er produceret af Annet Linnet og hendes søn, Marcus.
Om albummet har Anne Linnet udtalt: "Det er helt klart noget andet, end det jeg ellers udgiver. For mig har det, med de her 50 sange, været fantastisk at dykke ned i sangene og opdage, at der er en sammenhæng mellem dem. Den ene sang kommenterer på en anden, og en tredje sang uddyber dele af den fjerde. Det her er et værk, hvor sangene fletter ind i hinanden, både meningsmæssigt og musikalsk, og jeg tror ikke en udgivelse af denne karakter er set før".[1]