Sønder Smedeby
Sønder Smedeby (dansk) eller Süderschmedeby (tysk) er en landsby beliggende i et hedeegn mellem Frørup og Siversted i Lusangel i Sydslesvig. Administrativt hører landsbyen under Siversted Kommune i Slesvig-Flensborg kreds i den nordtyske delstat Slesvig-Holsten. I kirkelig henseende hører landsbyen til Siversted Sogn. Sognet lå i Ugle Herred (Flensborg Amt, Sønderjylland), da området tilhørte Danmark[1].
(Sønder) Smedeby er første gang 1421. På jysk udtales landsbyen Smæjby. Forleddet er glda. smith (≈smed, håndværker, sml. oldn. smiðr). Stednavnet står i sammenhang med jernproduktionen i forhistorisk tid. Det i 1900-tallet tilføjede Sønder- karakteriserer byen i forhold til Nørre Smedeby i Bov Sogn, nu nord for grænsen[2][3]. Vest for byen når Norhøj (også Nordhøj, Nordhöhe) en højde på 62,9 m, Norhøjen er sognets højeste punkt[1].
1837 nævnes 16 gårde og 11 kådnersteder hørende under Ugle Herred (Flensborg Amt) og 3 gårde under Bollingsted Fogderi (Gottorp Amt). Under Treårskrigen i 1850 havde det danske hær her sit kommando-hovedkvarter[4]. Undervisningsprog i Smedeby distrikstskole var indtil 1864 dansk. 1864 nævnes udflyttersteder Østersig, Krittenborg, Hegned (Hain) og (Søndre) Skovkro, hvor Ugle Herredting holdtes[1]. Med under Smedeby regnes derudover Hørupkær, Krittenborg, Norskov (Norderholz), Sorgefri, Sønderskov (Süderholz), Sønder Smedebymark (Süderschmedebymark) og Troldkær (Trollkjer). Troldkær betegner skov og eng ved skellet mod Frørup øst for Flensborg-Slesvig-landevej[5]. Efter den dansk-tyske krig blev Smede 1871 en selvstændig kommune med dengang 217 indbyggere. 1971 kom byen til Siversted Kommune[4].
Noter
[redigér | rediger kildetekst]- ^ a b c M. Mørk Hansen: Kirkelig Statistik over Slesvig Stift: Med historiske og topografiske bemærkninger, Kjøbenhavn 1864, 2. bind, s. 200
- ^ Anders Bjerrum: Sydslesvigs stednavne, 4. bind, København 1979-1984. s. 330
- ^ Wolfgang Laur: Historisches Ortsnamenlexikon von Schleswig-Holstein, 2. oplag, Neumünster 1992, s. 634
- ^ a b Berthold Hamer: Topographie der Landschaft Angeln, 2. bind, Husum 1995, s. 337
- ^ Anders Bjerrum: Sydslesvigs stednavne, 4. bind, København 1979-1984. s. 343