Spring til indhold

Rabih Azad-Ahmad

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Rabih Azad-Ahmad
3. oktober 2016
Personlig information
Født26. februar 1976 (48 år) Rediger på Wikidata
Libanon Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
BeskæftigelseJurist Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Rabih Azad-Ahmad (født 26. februar 1976 i Libanon) er jurist og lokalpolitiker (for Radikale Venstre) i Aarhus. Han er kulturrådmand og tidligere 1. viceborgmester i Aarhus Kommune.

Rabih Azad-Ahmad har palæstinensisk-dansk baggrund, idet han blev født i flygtningelejren El-Buss i det sydlige Libanon i en søskendeflok på i alt syv, hvis forældre var fordrevne palæstinensiske flygtninge. Da Israel invaderede Libanon i 1982, mistede Rabih en 14-årig bror. Fire år senere blev hans ældste bror fængslet og tortureret, og en anden bror mistede livet. Derefter flygtede faren fra landet og havnede tilfældigvis i Danmark, og i 1989, da Rabih var 13 år, fulgte resten af familien med. Efter seks måneder på et asylcenter i Sønderjylland blev de henvist til en lejlighed i Gellerupparken, hvor Rabih boede de næste mange år af sit liv, indtil han i 2015 købte et hus i Tilst.[1]

Rabih har fortalt i et avisinterview, at han havde store problemer med at lære dansk i starten og skiftede skole flere gange for at opnå fremskridt.[2] Efter et højskoleophold på Nørgaards Højskole tog han eksamen fra Langkær Gymnasium og begyndte at arbejde som pædagogmedhjælper i en børnehave i Gellerupparken. Han blev medstifter af og formand for den lokale "Multikulturel Forening", der arbejdede med integrationsspørgsmål i Aarhus, i 1998. Rabih har fortalt, at han oprindelig havde planlagt at læse medicin, men foreningsarbejdet satte ham i kontakt med mange flygtninge og indvandrere, der bad om hjælp til brevvekslingen med offentlige myndigheder. Det fik ham til at interessere sig for det juridiske, og i 1999 begyndte han på jurastudiet.[1][2] Efter sin embedseksamen som cand. jur. i 2007 arbejdede han som nyuddannet i Gellerupparkens retshjælp og var siden i 2012 med til at starte firmaet Advokaterne Vest.[3]

I 2009 blev Rabih Azad-Ahmad portrætteret på den arabiske TV-kanal Al-Jazeera med 40-60 mio. seere i en ½ times udsendelse om hans liv og meninger som led i en programrække, der handler om arabere, der udvandrede fra deres oprindelige hjemland til et andet land i verden, og her klarer sig godt.[4]

Interessen for integrationsspørgsmål og ikke mindst ønsket om, at folkeskolerne skulle have en bedre fordeling af børn med dansk og udenlandsk baggrund, førte ham ind i politik.[1] Siden 2007 har han været medlem af Aarhus Byråd for de radikale. I perioden 2010-13, hvor han var det eneste radikale byrådsmedlem, var han 1. viceborgmester,[5] og fra 2014 har han været rådmand for kultur og borgerservice.

Til arrangementet Palestinians in Europe i april 2019 udtalte Azad-Ahmad at "Retten til at vende tilbage handler om at vende hjem til alle byer, men også om at kunne flytte alle steder hen i det historiske Palæstina, ikke kun 1967-grænserne".

I kølvandet på Hamas' angreb på Israel i Oktober 2023, deltog Azad-Ahmad i en pro-palæstinensisk demonstration, hvor han blev interviewet af Jyllands-Posten. Da han blev spurgt om han vil fordømme angrebet, svarede han modstridigt på den radikale partilinje, da han ikke vil tage stilling til om det var et angreb.[6]

  1. ^ a b c "Han ville blive til noget. Artikel om Rabih Azad-Ahmad i Djøfbladet 19. oktober 2016. Hentet 23. oktober 2016". Arkiveret fra originalen 29. oktober 2016. Hentet 23. oktober 2016.
  2. ^ a b Kampen for at blive dansk. Artikel i Jyllandsposten 24. august 2003. Hentet 23. oktober 2016.
  3. ^ Nye advokater på den hvide gård. Artikel i Skræppebladet (beboerblad for Brabrand Boligforening) februar 2012.
  4. ^ Rabih berømt i den arabiske verden. Artikel i Skræppebladet (beboerblad for Brabrand Boligforening) marts 2009.
  5. ^ Gellerups nye 1. borgmester. Artikel i Skræppebladet (beboerblad for Brabrand Boligforening) december 2009.
  6. ^ Lokale radikale: Her er vores holdning i Israel-Hamas-konflikten

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]