Qunnermiut (bygd, Nanortalik)
- For alternative betydninger, se Qunnermiut. (Se også artikler, som begynder med Qunnermiut)
60°26′29.1″N 45°14′35.3″V / 60.441417°N 45.243139°V
Qunnermiut, var en bygd og et fåreholdersted, som lå i den nordlige del af den tidligere Nanortalik Kommune. På grund af et faldende indbyggertal skiftede Qunnermiut i 1960'erne status fra bygd til fåreholdersted, og i 1977 flyttede de sidste indbyggere fra stedet. Siden da har Qunnermiut ikke været fast beboet.
Det sted, hvor Qunnermiut lå, er efter den grønlandske kommunalreform i 2009 beliggende i den nuværende Kujalleq Kommune i Sydgrønland.
Geografisk placering
[redigér | rediger kildetekst]Qunnermiut ligger 33 km nord for Nanortalik og 18 km øst for bygden Alluitsup Paa. Ad søvejen er afstanden til Nanortalik 40 km.[1] Det tidligere fåreholdersted ligger i bunden af en lille bugt på det let kuperede forland til den bjergrige halvø Niaqornaarsup Qeqertaasaq Kujalleq (med op til cirka 1700 m høje fjelde), som afgrænses mod sydøst af fjorden Sermilik Kujalleq (nordboernes Alpta Fjord) og mod nordvest af fjorden Uunartup Kangerlua (nordboernes Siglufjord).[2]
Om navnet
[redigér | rediger kildetekst]Qunnermiut betyder "de, der bor på stedet ved kløften" eller kortere "kløftboerne"[1], og kommer af det grønlandske ord for kløft "qunneq".[3] Navnet Qunnermiut stavedes Κ'uvnermiut[1] ifølge den gamle retskrivning fra før 1973.
Indbyggertal
[redigér | rediger kildetekst]Bygden Qunnermiut havde i en årrække fra 1940'erne til 1960'erne mellem 50 og 70 indbyggere. Men i 1960'erne faldt indbyggertallet og Qunnermiut skiftede status fra bygd til fårholdersted. [4] [1] [5]
År | Antal indbyggere | Kommentar |
---|---|---|
... | ... | |
1951 | 55 | |
... | ... | |
1955 | 61 | |
1956 | 67 | |
1957 | 62 | |
1958 | 62 | |
1959 | 58 | |
1960 | 56 | 10 husstande. |
... | ... | |
1965 | 14 | |
... | ... | |
1968 | 19 | |
... | ... | |
1977 | 11 | |
... | ... | Ubeboet efter 1977. |
Historie
[redigér | rediger kildetekst]I 1940 var Qunnermiut en boplads.[6] Indbyggerne i bygden levede af fangst, fiskeri og fårehold. I 1951 fik bygden en kirke, idet man flyttede det i 1929 nedlagte udsted Salliits kirkebygning til Qunnermiut, hvor kirken blev genopført.[4] [7] Bygningen blev også brugt som skole. I 1960 blev 10 børn undervist dér, fordelt på 2 klasser, som blev undervist af en kateket.[1] Den kirkelige betjening blev foretaget af kateketen, og af og til af præsten fra Alluitsup Paa, som også var kirkebogsførende.[4]
Hvad angår sundhedsforhold hørte Qunnermiut under Qaqortoq lægedistrikt.[8]
Allerede i 1940'erne var fårehold en af næringsvejene på bopladsen. Bl.a. på grund af fåreholdernes dygtighed slap Qunnermiuts fårebestand ret nådigt gennem vinteren 1948-1949, hvor barske vejrforhold resulterede i at man på mange fåreholdersteder i Sydgrønland mistede næsten halvdelen af fårene.[9] I 1962 ændrede Qunnermiut formelt status fra bygd til fåreholdersted.[6] Der var i 1966 på stedet 5 fåreholdere som havde i omegnen af 550 får.[4]
Siden 1978 har Grønlands Statistik ikke registreret, at nogen har boet fast i Qunnermiut.[5]
Kendte Qunnermiut-borgere
[redigér | rediger kildetekst]Fangeren, fiskeren, fåreavleren og kunstneren Jørgen Aron Kleist (født 1923 i Alluitsup Paa, død 1989 i Qaqortoq), kendt som Aron Kleist, boede i Qunnermiut med sin familie i en årrække frem til 1959.[10]
Kunstneren Cecilie Kleist (født 1948 i Qunnermiut, død 1987 i Ålborg), var datter af Aron Kleist. Hun voksede som barn op i Qunnermiut og lærte af sin far den grønlandske håndværks- og kunsttradition at skære i tand og ben.
Om Aron og Cecilie Kleist har antropologen Birte Haagen i 2003 udgivet bogen "Aron Kleist & Cecilie Kleist : to grønlandske kunstnere og deres magiske verden".[11]
En af de sidste – måske den sidste – der blev døbt af herrnhutiske missionærer inden disse ophørte med deres mission i Grønland i år 1900, Juliane Mouritzen (født cirka 1899 i Illorpaat), har boet i Qunnermiut en del af sit liv.[12]
Bendt Kleist, lærer og politiker, er født i Qunnermiut i 1960. Han blev i 1993 valgt til bygdebestyrelsen i Alluitsup Paa og kandiderede i 1995 til Grønlands Landsting for Siumut.[13]
Administrativt
[redigér | rediger kildetekst]Qunnermiuts lokalitetsnummer og lokalitetskode jævnfør Grønlands Statistik er 01-23 QUN.[5]
I relation til kommunal- og landsrådsvalg udgjorde Qunnermiut sammen med syv andre bygder valgkredsen 'Sydprøven/Alluitsup Paa'. I denne valgkreds valgtes 3 af Nanortalik kommunalbestyrelses i alt 10 medlemmer.[14]
Postadressen var: pr. Julianehåb (cirka 1960[1]), pr. Sydprøven (i 1967[15]).
Qunnermiuts omegn
[redigér | rediger kildetekst]Knap 4 km nord for Qunnermiut ligger resterne af nordboernes kirke Vagar.[16]
Der ligger derudover 3-4 nordboruiner på forlandet omkring Qunnermiut.[16]
Godt 5 km nordøst for det tidligere fåreholdersted hæver fjeldet Anoritooq og flere andre af halvøen Niaqornaarsup Qeqertaasaq Kujalleqs fjeldtoppe sig til over 1.100 meters højde.[2]
8 km mod nordvest ligger øen Uunartoq, der er kendt for sine varme kilder.
Noter
[redigér | rediger kildetekst]- ^ a b c d e f Bogen om Grønland, side 333.
- ^ a b NunaGIS, Grønlands Topografiske Kortværk.
- ^ Grønlandsk-dansk ordbog
- ^ a b c d J.P. Trap: Grønland, side 387.
- ^ a b c Grønlands Statistik, Lokaliteter i Grønland, Tabel 6a. Antal personer med bopæl i andre lokaliteter 1977-1996.
- ^ a b Jens Christian Madsen, side 36.
- ^ J.P. Trap: Grønland, side 390
- ^ J.P. Trap: Grønland, side 392
- ^ Grønlandsposten 01-09-1949
- ^ AG 06-01-1977 side 10, "Kunstneren, der gør vore sagn livagtige"
- ^ Politiken 04-10-2003
- ^ AG 10-02-1988 side 14
- ^ AG 09-02-1995, Valgavis-tillæg, side 4
- ^ J.P. Trap: Grønland, side 375
- ^ AG 05-01-1967 nr. 1, side 28
- ^ a b J.P. Trap: Grønland, side 405
Kilder
[redigér | rediger kildetekst]- NunaGIS, "Grønlands Topografiske Kortværk". Geodætisk Instituts topografiske kort, 1:250.000. http://www.nunagis.gl/da/
- Bogen om Grønland - Kalâtdlit-nunãnik atuagkiaκ. Politikens Forlag, København 1962. Politikens håndbøger nr. 529.
- Atuagagdliutit/Grønlandsposten, http://timarit.is
- Chr. Berthelsen m.fl.: Oqaatsit kalaallisuumiit qallunaatuumut = Grønlandsk dansk ordbog. Atuakkiorfik Ilinniusiorfik, 1997. 6. oplag, 2013, Ilinniusiorfik Undervisningsmiddelforlag.
- J.P. Trap: Danmark, bind XIV, Grønland (Femte udgave, G.E.C. Gads Forlag, 1970. ISBN 87-12-88235-6)
- Jens Christian Madsen: Kalaallit Nunaanni 1901-2000 niuertoruseqarfiit asimioqarfiillu. (Atuagkat, 2009. ISBN 978-87-90133-76-4)
- Grønlands Statistik. stat.gl
Eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]- Birte Haagen: "Aron Kleist & Cecilie Kleist : to grønlandske kunstnere og deres magiske verden". (Tinok, 2003. ISBN 87-987929-3-8)