Portal:USA/Introtekst
Amerikas Forenede Stater, på dansk normalt omtalt som USA (engelsk: United States of America), er en demokratisk forbundsrepublik, der består af 50 stater, et føderalt distrikt (hovedstaden Washington D.C.) og 14 territorier. De 48 af staterne og Washington DC ligger som et samlet landområde i det centrale Nordamerika, afgrænset på hver side af henholdsvis Atlanterhavet og Stillehavet og grænsende til Canada mod nord og Mexico mod syd. Staten Alaska ligger i det nordvestlige hjørne af Nordamerika med Canada mod øst og Rusland mod vest på den anden side af Beringstrædet, og midt i Stillehavet ligger staten Hawaii.
Med mere end 9,6 millioner km² og en befolkning på mere end 300 millioner er USA det fjerdestørste land og tredje folkerigeste land i verden. Da USA er resultatet af stor immigration fra mange lande igennem flere hundrede år, er landet et af de lande i verden med flest etniske grupper. USA's økonomi er, med et bruttonationalprodukt på 13.210 mia. dollar, verdens største økonomi (EU's bruttonationalprodukt er på 15.849 mia. dollar, men EU er ikke et land).