Portal:Tyskland/Månedens artikel/Februar 2008
Otto Eduard Leopold Fürst von Bismarck (1. april 1815 i Schönhausen - 30. juli 1898 i Friedrichsruh) var først greve, og fra 1871 Fyrste, von Bismarck-Schönhausen, Hertug af Lauenburg. Ligesom kejser Wilhelm 1. var han medlem af frimurerordenen. Han var preussisk ministerpræsident og udenrigsminister fra 1862 og fra 1867 forbundskansler for det nordtyske forbund. Han ble 1871 tysk rigskansler (da Wilhelm 1. blev udråbt til kejser over det tyske rige). I 1890 afsat af kejser Wilhelm 2..
Erhvervede tilnavnet Jernkansleren (der eiserne Kanzler) efter en politisk tale i hvilken han proklamerede at staters magt og indbyrdes forhold/problemer ikke kunne løses diplomatisk, men kun med jern og blod (Eisen und Blut). Denne indstilling kendetegnede også den udenrigspolitik, som kansleren stod for. Bismarck arbejde ihærdigt på en samling af de selvstændige tyske stater under Preussens ledelse, og gennem militære sejre over Danmark (1864), Østrig-Ungarn (1866) og Frankrig (1870-1871) lykkedes det ham at genskabe det tyske kejserrige under kejser Wilhelm I af Hohenzollern. Kejserriget stod frem til 1918.