Portal:Sport/Månedens artikel/november 2008
Emanuel Lasker (24. december 1868 - 11. januar 1941) var verdensmester i skak i perioden 1894-1921. Han er den anden i rækken af officielle skakverdensmestre, og han bevarede titlen i 27 år, mere end nogen anden i historien. Desuden var han matematiker og filosof.
Lasker var tysker af jødisk herkomst og kom fra små kår. Hans skakgennembrud kom i 1889, hvor han i Breslau overlegent vandt en turnering, der rangerede lige under hovedturneringen. Han modtog nu invitationer til at spille og vandt herved beløb, der langt oversteg de midler, han ellers havde haft som studerende. Han opgav derpå studiet i 1891 for at spille skak på fuld tid, først i London og senere i New York.
Efter endnu en stor turneringssejr kom han til at møde verdensmesteren Wilhelm Steinitz, og med en sikker sejr blev han verdensmester. De følgende år vandt Lasker en lang række turneringer og matcher og fik desuden færdiggjort sine matematikstudier med en doktorgrad. Efter en periode som verdens ubestridt bedste mistede han VM-titlen til José Raúl Capablanca i 1921. Han var dog fortsat en meget stærk spiller, og først som 68-årig stoppede han med at spille på topniveau.
Laskers spillestil var meget pragmatisk. Han havde et stort kendskab til åbninger og var dygtig til at forsvare sig, alt sammen vigtige egenskaber i turneringsskak. Han udgav flere bøger, både om skak og filosofi, og i Lærebog i skakspillet fra 1925 forenede han de to verdener.