Portal:Sport/Månedens artikel/juni 2012
En passant er et træk i brætspillet skak. En passant er et særligt slag, som kun kan foretages umiddelbart efter, at en spiller flytter en bonde to felter frem fra dens begyndelsesposition. Hvis en af modstanderens bønder kunne have slået den, dersom den i stedet kun var flyttet et felt frem, må modstanderens bonde slå den fremrykkende bonde, som om den kun var flyttet det ene felt frem, altså "idet den passerer" det første felt efter sit startfelt.
Stillingen efter en passant-slaget bliver dermed identisk med den, der ville være opstået, hvis bonden var rykket et felt frem og var blevet slået på sædvanlig måde af en af modstanderens bønder. Modstanderen skal foretage dette slag i det første træk efter, at bonden er flyttet to felter frem. I modsat fald mistes retten til at udføre det.
En passant-slaget er det eneste træk i skak, hvor en brik slår en anden uden selv at komme til at stå på det felt, hvor den slagne brik befandt sig. Hvis et slag en passant er det eneste mulige, lovlige træk i en stilling, er det obligatorisk at foretage det. Slag en passant er et almindeligt tema i skakopgaver.
Reglen om at slå en passant kom til i det 15. århundrede i forbindelse med indførelsen af, at bønder i deres første træk kunne rykke to felter frem. Begrundelsen er, at en bonde ikke skal kunne bruge sit dobbeltskridt til at passere en modstanders bonde uden at løbe risiko for at blive slået.