Portal:Sport/Månedens artikel/december 2009
Michael Madsen (født 24. januar 1974) er en dansk fodboldtræner og forhenværende professionel fodboldspiller.
Som spiller fik Michael Madsen sit gennembrud i midten af 1990'erne som defensiv midtbanespiller i AB. Derfra kom han i 1998 til italienske AS Bari, hvor han på tre sæsoner opnåede 45 kampe. Efterfølgende kom han til VfL Wolfsburg i Tyskland, hvilket dog ikke blev en succes, og han vendte hjem igen og spillede i forskellige klubber, inden han på grund af en skade afsluttede sin karriere i Lyngby Boldklub i 2007. Det sportslige højdepunkt opnåede han, da han i 2002/03 spillede for Farum Boldklub og med denne klub fik bronzemedalje.
Allerede nogle år forinden, hvor Madsen spillede i HIK i 1. division, fik han sin første trænererfaring. Han holdt pause i tiden i Lyngby, men efter afslutningen af den aktive karriere genoptog han trænerjobbet, først i Fremad Amager/FC Amager, og fra sommeren 2009 som cheftræner i Vanløse IF.