Portal:Sport/Månedens artikel/august 2007
Amerikansk fodbold er en sportsgren, der har rødder i rugby. Spillet har sin store udbredelse i Nordamerika, deraf det danske navn på sporten, der vest for Atlanterhavet blot kaldes "football".
Spillet går ud på at løbe eller kaste en oval bold op bag modstanderens mållinje eller sparke bolden i modstanderens mål. Hvert hold har 11 spillere på banen i et play, som er et afsnit af kampen, hvor bolden er i spil. Et af holdene er det angribende, mens det andet er det forsvarende. Holdene står som udgangspunkt på hver side af den tværlinje på banen, hvortil bolden nåede i sidste spil, og det angribende hold sætter bolden i spil ved at kaste den tilbage til den centrale spiller, quarterbacken. Denne er ansvarlig for at aflevere den til en anden spiller, der løber med den så langt som muligt uden at blive fældet af en modstander. Quarterbacken kan også vælge selv at løbe med bolden.
Når en angribende spiller passerer mållinjen med bolden i kontrol, scores der touchdown, som giver seks point samt retten til et kort field goal-forsøg, der giver et eller evt. to point ekstra. Hvis et hold vurderer, at det ikke er muligt at nå til en reel field goal chance, kan det angribende hold i stedet vælge at forsøge et almindeligt field goal fra længere afstand, der i tilfælde af scoring giver tre point.
I Nordamerika er sporten uhyre populær, og de bedste hold spiller i NFL, der hvert år i februar kulminerer med finalen, kaldet Super Bowl. Sporten er traditionelt ikke så udbredt i Europa, men massiv amerikansk kulturpåvirkning har efterhånden gjort sporten kendt her også. I Danmark fik sporten stor bevågenhed, da TV2 Zulu fra 2000 valgte at sende kampe fra NFL direkte.
Sporten er i Danmark organiseret i Dansk Amerikansk Fodbold Forbund (DAFF), der dels arrangerer danske turneringer for ungdom og seniorer, dels deltager i internationale turneringer med landshold. Der findes for tiden i nærheden af 50 klubber i landet.