Portal:Sport/Danske begivenheder/juni 2008
Udseende
Juni
[rediger kildetekst]- 30. juni - Orienteringsløberen Emma Klingenberg fra Faaborg Orienteringsklub vinder sprintkonkurrencen ved junior-VM i orienteringsløb i Göteborg.
- 29. juni - Nicki Sørensen fra Team CSC-Saxo Bank vinder for anden gang i karrieren DM i landevejscykling. Sølv og bronze går til holdkammeraten Matti Breschel og Jens-Erik Madsen (Team Designa Køkken).
- 29. juni - Rasmus Henning vinder DM i triatlon på den olympiske distance.
- 28. juni - Caroline Wozniacki må i tredje runde i Wimbledon-turneringen se sig besejret af den tredjeseedede Jelena Janković med cifrene 6-2, 4-6, 2-6.
- 28. juni - Efter at have vundet enkeltstartskonkurrencen to dage tidligere bliver Linda Villumsen for anden gang dobbelt Danmarksmester i landevejscykling ved også at vinde linjeløbet – Villumsen vandt også begge titler i 2006.
- 27. juni - Fodboldspilleren Per Nielsen meddeler at han stopper sin aktive karriere efter 547 kampe for Brøndby IF og 10 kampe for landsholdet.
- 26. juni - Lars Bak og Linda Villumsen bliver danske mestre i enkeltstart for henholdvis mænd og kvinder ved DM i landevejscykling ved Faaborg.
- 18. juni - Tennisspilleren Caroline Wozniacki besejrer for første gang en spiller fra top fem på WTA's verdensrangliste, da hun vinder med 6-2, 6-2 over Svetlana Kuznetsova i 2. runde ved International Women's Open i Eastbourne, England.
- 15. juni - Mountainbikerytteren Peter Riis Andersen vinder EM-sølv i disciplinen marathon.
- 15. juni - Svømmerne Micha Østergaard og Jeanette Ottesen besætter 1.- og 2.-pladsen i 100 m butterfly ved Mare Nostrum-stævnet i Canet i Frankrig. Begge kvalificerer sig dermed til OL i Beijing senere på året, og Østergaard forbedrer Ottesens danske rekord på distancen til 59,18 sekunder. Ved samme stævne sætter Julie Hjort-Hansen ny nordisk rekord i 400 m medley med tiden 4:40,34 minutter, og Lotte Friis sætter ny nordisk rekord i 400 m fri med 4:09,44.
- 15. juni - Badmintonspilleren Tine Rasmussen vinder sin tredje BWF Super Series-turnering i sæsonen, da hun i finalen i Singapore Open besejrer Zhou Mi fra Hongkong med 21-17, 21-19.
- 14. juni - Mai Ginge Jensen vinder sølv i mastersfinalen ved EM i bowling i Odense i stævnets sidste konkurrence. Danmark opnår i alt fem medaljer: En guld, to sølv og to bronze ved mesterskaberne.
- 14. juni - Cykelrytteren Chris Anker Sørensen fra Team CSC-Saxo Bank vinder 6. etape – den såkaldte kongeetape – i Dauphiné Libéré.
- 14. juni - Brøndby IF besejrer Fortuna Hjørring med 4-0 i sidste runde af 3F Ligaen og sikrer sig dermed DM i kvindefodbold for sjette sæson i træk. Bronzemedaljerne går til Skovlunde IF.
- 11. juni - Det danske bowlinglandshold bestående af Rikke Holm Rasmussen, Anne Gales og Kamilla Kjeldsen vinder triokonkurrencen ved EM i bowling i Odense ved at besejre Frankrig med 544-503 i finalen.
- 10. juni - Cykelholdet Team CSC skifter navn til Team CSC-Saxo Bank efter at have indgået nyt sponsorat med Saxo Bank.
- 10. juni - Ledelserne i Danske Gymnastik- & Idrætsforeninger og Danmarks Idræts-Forbund aftaler at slå de to organisationer sammen med virkning senest fra 2012.
- 9. juni - Søstrene Mai og Anja Ginge Jensen vinder bronze i par ved EM i bowling i Odense.
- 9. juni - Præstationen i French Open sikrer Caroline Wozniacki point nok til at rykke op på en 32.-plads på WTA's verdensrangliste i tennis som den bedst rangerede dansker, siden verdensranglisten blev indført i 1973.
- 7. juni - Længdespringeren Morten Jensen kvalificerer sig til OL med et spring på 8,10 m ved et stævne på Kreta.
- 6. juni - Det danske kvindehåndboldlandshold kvalificerer sig til EM i Makedonien ved at vinde 21-19 over Tyrkiet i Århus i den anden af to playoff-kampe, og danskerne vinder dermed samlet med ét mål: 45-44.
- 1. juni - I den første af to playoff-kampe om kvalifikation til EM i håndbold for kvinder vinder Tyrkiet over Danmark med 25-24 i Ankara.
- 1. juni - En venskabskamp i Chorzów mellem Danmarks fodboldlandshold og Polen ender uafgjort 1-1.