Spring til indhold

Portal:Kristendom/Månedens artikel/Maj 2009

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Kvinder begræder Jesus, en af "Marias syv smerter". Maleri af Albrecht Dürer (ca. 1495).
Se også Pietà

Urmenigheden i Jerusalem var formodentlig den første menighed i kristendommens allertidligste historie. Den blev dannet efter korsfæstelsen af Jesus for at forkynde Jesu opstandelse, syndernes forladelse og Jesu bud for både Israels og for andre folk, og for at man kunne forberede sig på hans genkomst, parusi, og den dermed forbundne ende på verden.

Kilder

Viden om urmenighedens opståen, historie, tro og gudstjenesteformer stammer i det væsentligste fra Lukas' Apostlenes Gerninger, der normalt dateres til mellem 80 og 100. Dertil kommer de traditioner som Paulus har optaget i sine breve. Også den lidelseshistorie der findes i Markusevangeliet blev sandsynligvis forfattet i kredsen omkring disse tidlige kristne i Jerusalem. (Markus 14ff)

Lukas hørte til Paulus' elevkreds, men havde dog inden for den anden kristne generation et stærkt stiliseret historiebillede, bestemt af hans egne teologiske synspunkter og hensigter. Han idealiserede urmenigheden som en overvejende harmonisk sammenlænket enhed fra den "apostolske periode" (ca 30-70) for at fremhæve den som forbillede for alle senere kristne menigheder. Den historiske kritik har på mange måder stillet spørgsmål ved dette billede. Den ældre paulinske og markianske overlevering bekræfter Apostlenes Gerninger i dens grundudsagn om den kristne tro, men udvider og korrigerer også vigtige detaljer.

Ingen af de fire kanoniske evangelier stammer fra urmenigheden. De tillader dog tilbageslutning til deres særlige oplysninger, hvis man sammenligner deres angivelser om Jesu forkyndelse med Apostlenes Gerninger. Indirekte informationer om gudstjenesteformen i Jerusalem og embedsregler giver også ikke-kanoniske kristne skrifter som Didaké, en slags katekismus for jødekristne som teologisk og etisk var tæt på urmenigheden. Vigtige enkeltoplysninger til dens senere histore stammer fra ikke-bibelske kilder som Testimonium Flavianum (ca. 90) af den jødiske historiker Josefus, notitser af Hegesippus (ca. 180), som kirkehistorikeren Eusebius af Cæsarea citerede (ca. 300).

Oprindelse

Jesu tilhængerskare fra Galilæa, som var fulgt med ham til tempelbyen Jerusalem, spredte sig formodentlig snart efter hans pågribelse (Mark 14,50). De fleste yngre vendte efter hans gravlæggelse tilbage til deres landsbyer, da henrettelsen på korset også syntes at stå i modsætning til hans prædiken om det nært forestående gudsrige (Lukas 24,21).

Imidlertid dannedes snart derefter i det datidige religiøse centrum for jødedommen de første menigheder – ved siden af Jerusalem formodentlig omtrent samtidigt i Galilæa, og lidt senere i Damaskus (Galaterbrevet 1,17) – der forkyndte Jesus som Israels og alle folks Messias. Hvad der bevægede Jesustilhængerne dertil, ligger historisk i det dunkle, men hænger sammen med deres opstandelseserfaringer.     ... læs mere