Portal:Historie/Udvalgt artikel/december, 2013
Oplysningstiden var en periode i Europas historie fra omkring 1690 til omkring 1800. Begrebet "oplysning" hentyder til, at filosofien og naturvidenskaben udvidede menneskets viden om verden og brugte resultatet til at sætte spørgsmålstegn ved autoriteter som kongemagt og kirke. Begrebet oplysning har siden oldtiden betydet både religiøst og filosofisk klarsyn. "Oplysningstid" stammer fra Immanuel Kants værk Beantwortung der Frage: Was Ist Aufklärung? fra 1784: "Hvis nogen spørger, lever vi i en oplyst tid? ville svaret være, Nej, vi lever i Oplysningstiden.
Tiden lige før oplysningstiden, dvs. det 17. århundrede, var præget af tiltagende brydninger: Det voksende borgerskab stillede krav om del i magten og angreb dermed enevælden; kirken og religionen mistede hastigt troværdighed i takt med at naturvidenskaben udvikledes og afslørede andre forklaringer på naturfænomener end kirkens. I løbet af århundredet havde videnskabsmænd som Francis Bacon, Robert Boyle, Blaise Pascal og Isaac Newton udviklet den videnskabelige metode og tænkere som Jacques-Bénigne Bossuet, Gottfried Leibniz, René Descartes og Baruch Spinoza havde lagt grunden for rationalismens synspunkter. De åbnede for, at mennesket med sin fornuft var i stand til at finde naturens, og dermed Guds, hemmeligheder. Trods denne revolutionerende måde at anvende videnskaben på, var det dog først i slutningen af det 17. århundrede og især i det 18. århundrede, at oplysningen kom i konflikt med de eksisterende autoriteter: konge og kirke.
... læs mere