Portal:Danmarks historie/Udvalgt artikel/november, 2008
Den danske guldalder eller Københavnerskolen er betegnelser på en periode i dansk - og især københavnsk - kunst- og kulturliv fra ca. 1800 til ca. 1850. Begyndelsen sættes sædvanligvis til sammenfaldet af to begivenheder, nemlig: Heinrich Steffens hjemkomst efter sin dannelsesrejse og hans foredrag om turen og Guldhornstyveriet. Slutningen af perioden sættes almindeligvis til 1848/50 da flere at de betydeligste kunstnere enten døde eller holdt op med at udøve deres kunst. Endvidere fandt andre vigtige begivenheder sted i disse år: den enevældige kongemagts fald, vedtagelsen af Grundloven i 1849, koleraudbruddet i København i 1853 og "voldenes fald", det vil sige at København nu kunne udvide sig uden for den indre by.
Det danske kulturelle liv havde en blomstringsperiode specielt inden for litteratur og billedkunst under den danske guldalder, som nok er mest kendt for sine billedkunstnere, med C.W. Eckersberg som frontfigur; men andre grene af kulturlivet kan regnes med: fysikeren H.C. Ørsted, billedhuggeren Bertel Thorvaldsen, digteren Adam Oehlenschläger, filosoffen Søren Kierkegaard, komponisten C.E.F. Weyse – disse og mange flere var en del af personkredsen i den danske guldalder.
Guldalder-begrebet stammer fra slutningen 1800-tallet hvor litteraturforskere og kunsthisorikere begyndte at beskrive epokens historie. I 1890 brugte Valdemar Vedel i en doktorafhandling med titlen Studier over Guldalderen i dansk Digtning for første gang begrebet guldalder om tiden fra 1800 til 1850, og Vilhelm Andersen tillægger Henrich Steffens at være årsagen til Guldalderens start i disputatsen Guldhornene. Et Bidrag til den danske Romantiks Historie fra 1896. Det var for forskerne indlysende at der her var tale om et af de rigeste afsnit i dansk kulturhistorie.