Portal:Astronomi/Månedens Artikel/september 2007
En Solformørkelse opstår når månen i sin bane rundt om Jorden er i fasen nymåne, altså når månen befinder sig mellem Jorden og solen. I denne fase kan månen obstruere lyset fra solen, hvilket kan resultere i at månen kaster en skygge et sted på Jordens overflade. Månens skygge kan på Jorden opleves som en formørkelse af det normale dagslys – et astronomisk naturfænomen som normalt varer højst 3-4 minutter (den teoretiske grænse ligger på 7 minutter og 40 sekunder). Et tilsvarende astronomisk naturfænomen er en måneformørkelse, hvor det er Jorden, der skygger for månen, der således bliver mørkere at se på.
Totale solformørkelser er meget sjældne for hvert givent sted på jorden eftersom de kun ses hvor den mørkeste del af månens skygge rører jordoverfladen. Hvor skyggen rammer varierer fra formørkelse til formørkelse så selvom der går mange år mellem de totale solformørkelser et sted kan man hvis man er villig til at rejse efter det opleve totale solformørkelser med kun et par års mellemrum. Fænomenets spektakulære natur gør at mange mennesker foretager disse rejser. Den totale solformørkelse i Europa i 1999, der siges at være den mest sete i menneskets historie, hjalp med at få mange flere til at interessere sig for fænomenet. Dette sås i det store antal menensker der rejste for at se den delvise solformørkelse 3. oktober 2005 og den totale solformørkelse 29. marts 2006. Den næste delvise solformørkelse er 11. september 2007 og den næste totale solformørkelse er 1. august 2008.