Plancks strålingslov

Plancks strålingslov som funktion af bølgelængde. Det ses, at radiansen topper ved en kortere bølgelængde, jo højere temperaturen bliver. Den klassiske model - Rayleigh-Jeans' strålingslov - divergerer fejlagtigt for lave bølgelængder, hvilket kaldes for den ultraviolette katastrofe.

Plancks strålingslov beskriver den elektromagnetiske stråling, som udsendes fra et legeme, der ellers er helt sort - et såkaldt sort legeme. Sortlegemestrålingen for hver frekvens $\nu$ er i følge Plancks lov givet ved:

$B_{\nu }={\frac {2h}{c^{2}}}{\frac {\nu ^{3}}{{\text{e}}^{\frac {h\nu }{k_{\text{B}}T}}-1}}$

hvor $B_{\nu }$ er radiansen, hvilket er effekten pr. areal, pr. rumvinkel og pr. frekvens. Plancks konstant er skrevet som $h$, $c$ er lysets hastighed i vakuum, $k_{\text{B}}$ er Boltzmanns konstant, og $T$ er temperaturen af det sorte legeme, målt i Kelvin. Plancks lov kan bruges til at udlede både Wiens forskydningslov og Stefan-Boltzmanns lov.

Radiansen $B_{\lambda }$ pr. bølgelængde $\lambda$ i stedet for frekvens er givet ved:

$B_{\lambda }={\frac {2hc^{2}}{\lambda ^{5}}}{\frac {1}{{\text{e}}^{\frac {hc}{\lambda k_{\text{B}}T}}-1}}$

Historisk var Plancks strålingslov en af de første kvantemekaniske resultater.

Kildehenvisninger

Spire Denne artikel om fysik er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.