Pierre-Narcisse Guérin
Pierre-Narcisse Guérin | |
---|---|
Personlig information | |
Født | 13. marts 1774 Paris, Frankrig |
Død | 16. juli 1833 (59 år) Rom, Italien |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | École nationale supérieure des Beaux-Arts, Franske akademi i Rom (1804-1806) |
Elev af | Hugues Taraval, Nicolas Guy Brenet, Jean-Baptiste Regnault |
Medlem af | Académie des beaux-arts |
Beskæftigelse | Kunstmaler |
Arbejdsgiver | École nationale supérieure des Beaux-Arts, Franske akademi i Rom (1822-1828) |
Arbejdssted | Rom (1803-1805, 1822-1829, 1833), Napoli (1804-1804, 1805, 1829), Paris (1785-1803, 1805-1822, 1829-1833) |
Elever | Paul Huet, Antoine Julien Potier, Théodore Géricault, Édouard Cibot, Guillaume Bodinier med flere |
Kendte værker | M. Sextus, der ved sin hjemkomst finder sin hustru død |
Genre | Portræt |
Bevægelse | Nyklassicisme |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser | Prix de Rome |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Pierre-Narcisse Guérin (født 13. marts 1774 i Paris, død 16. juli 1833 i Rom) var en fransk historiemaler.
Guérin, der var elev af Regnault, repræsenterede ganske den davidske klassicismes grundsætninger og drev disse ud i deres yderste spidse ved en udpræget antik skulpturstil og en stærkt patetisk teatralsk komposition, der vel en tid skaffede ham stor yndest, men også bidrog til at fremkalde tilbageslaget hos den nye skoles mænd. Guérin, der 1796 havde vundet en pris for Catos Død, vakte formelig furore med M. Sextus, der ved sin hjemkomst finder sin hustru død (1799, Louvre); som ofte senere havde han her givet sit arbejde en væsentlig biinteresse ved hentydninger til aktuelle stemninger: her emigranternes hjemkomst; Hippolyt anklaget af Fædra (1802, Louvre), efter Jean Racine, skylder delvis sit held til dets nøje tilslutning til Théâtre français' fremstilling af samme emne. 1802—05 opholdt han sig i Italien, hvor han senere kom til at virke som direktør for det franske akademi i Rom, 1822—29. Hans mange øvrige værker (en del i Louvre), flittigt gjorte med omhyggelig beregning af kompositionens linjer, mangler med deres kolde tillærte arrangement gennemgående følelse, liv og fantasi: Offer til Æskulap, Andromache og Pyrrhos (1810), Æneas beretter Dido sine tildragelser (1813), Klytaimnestra (1817) med dets pirrende motiv (det forestående mord) og effektfulde kunstige belysning, samt Aurora og Kefalos; fra tidligere tid Napoleon tilgiver oprørerne i Kairo. De mange dygtige elever, han uddannede: Théodore Géricault, Eugène Delacroix, Ary Scheffer etc., brød alle med hans kunstprincipper. I 1829 blev han udnævnt til baron.
Kilder
[redigér | rediger kildetekst]- Guérin, Pierre Narcisse i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1920)