Spring til indhold

Mykines

Koordinater: 62°6′30″N 7°35′0″V / 62.10833°N 7.58333°V / 62.10833; -7.58333
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Myggenæs)
62°6′30″N 7°35′0″V / 62.10833°N 7.58333°V / 62.10833; -7.58333
Mykines (Mykines)
ø
Mykines set fra Mykineshólmur
Mykines set fra Mykineshólmur
Land Færøerne
Syssel Vága
Kommune Sørvágs kommuna
koordinater 62°6′30″N 7°35′0″V / 62.10833°N 7.58333°V / 62.10833; -7.58333
Længde 8 km, øst-vest
Bredde 3 km, nord-syd
Areal 9,6 km²
Indbyggertal 14 (1. januar 2019)[1]
Mykines placering i Færøerne
Mykines placering i Færøerne
Mykines placering i Færøerne

Mykines (dansk Myggenæs) er den vestligste ø på Færøerne. På Mykines findes kun bygden Mykines. Indtil slutningen af 2004 udgjorde øen en selvstændig kommune, men er nu sammenlagt med Sørvágur kommune.

Omkring 1925 havde Mykines ca. 180 indbyggere, men på grund af øens isolerede beliggenhed er den langsomt blevet affolket. I sommermånederne vender mange dog tilbage og bebor forfædrenes bygd igen.

Geografi

[redigér | rediger kildetekst]
Mykines, set fra Vágar
Mykines bygd
Fodgængerbroen mellem Mykines og Mykineshólmur

Mykines ligger vest for øen Vágar. Fra Mykines findes en fodgængerbro til Mykineshólmur. På denne breddegrad er landet det vestligste land i Europa, faktisk ligger den så langt vest, at den i virkeligheden ligger i en anden tidszone (GMT -1) end resten af Færøerne, for først ved Grønland findes land igen. Trods sit ringe areal virker Mykines ikke lille. Som Suðuroy består øen af det ældste basalt på Færøerne. Basaltlaget er mellem 20 og 50 meter tykt. På den stejle eroderede nordside findes en af de fuglerigeste klippe-lokaliteter i verden.

Den østlige del af øen består af to store dale: Borgardalur og Kálvadalur. Mod nord ligger den såkaldte Korkadalur, hvor man kan se basaltsøjlerne kaldet steinskógurin (Stenskoven). Dalene ligger mellem stejle bjergsider, hvor den højeste tinde på 560 meter kaldes Knúkur. Fra denne høje del af øen falder landskabet langsomt mod vest, hvor bygden Mykines ligger.

Mykines er den vestligste af de 18 øer, som udgør Færøerne. Den strækker sig 8 km fra øst til vest, og er 2–3 km på sit bredeste fra nord til syd. Mykines måler 9,6 km², men medregnet 86 holme og skær udgør den 10,14 km².

Den nærmeste ø er Vágar, som skilles fra Mykines med det ca. 4 km brede sund Mykinesfjørður. På Vágar skærer Sørvágsfjørður fra Mykinesfjørður og ca. 3,5 km ind i landskabet til bygden Sørvágur. I Mykinesfjørður, ved udløbet af Sørvágsfjørður, ligger Tindhólmur og Gáshólmur. I sommerhalvåret trafikeres Mykinesfjørður jævnlig af færgen mellem Sørvágur og Mykines.[2] Mikkjal á Ryggi har beskrevet sundet som "det værste havområde på Færøerne."[3]

Forbundet til Mykines med en 35 m lang gangbro ligger den 1 km lange Mykineshólmur i vest. Holmen er øgruppens vestligste landfaste punkt. På vestsiden findes mange klippesøjler samt en automatiseret fyrlygte. Det 50 m dybe sund mellem Mykines og Mykineshólmur kaldes Holmgjógv.

Geologisk er Mykines en af de ældste dele af øgruppen, som er af vulkansk oprindelse, og blev dannet for omkring 60 millioner år siden.[4] Mykines præges af et meget kuperet terræn, som når sit højeste punkt på Knúkur, 560 moh. Bygden Mykines ligger i Djúpidalur længst vest på øen, mens andre betydelige dalfører er Kálvadalur og Borgardalur. I Korkadalur på nordkysten findes store basaltsøjler, kendt som steinskógurin. Lige som på Suðuroy, som geologisk ligner på Mykines, findes det nogen kulforekomster.[5]

Fauna

[redigér | rediger kildetekst]

Mykines og Mykineshólmur regnes som et særligt vigtigt fugleområde af BirdLife International, som følge af sin betydning som ynglested for havfugle, især mallemuk (50.000 par), almindelig skråpe (2.500 par), Lille stormsvale (50.000 par), sule (200 par), topskarv (250 par), ride (23.000 par), lunde (125.000 par), lomvi (9.500 individer) og teist (200 par).[6] Havsulen forekommer ikke andre steder på Færøerne. Eroderede tuflag i klipperne langs kysten og græsklædte klippetoppe danner gode ynglepladser. Historisk set har fuglefangst, både i form af fangst af havfugle og indsamling af æg, været en vigtig binæring for øbefolkningen. Omkring år 1900 blev der fanget skønsvis 70.000 lunder årligt på Mykines.[7] Om sensommeren blev der også jagtet på havsuleunger på Mykineshólmur om natten.[7]

  • Lundefangst med fleygastong i 1930erne
    Lundefangst med fleygastong i 1930erne
  • Lunde med tobis i næbet
    Lunde med tobis i næbet
  • Lunde
    Lunde
  • Lunder på Mykines
    Lunder på Mykines
  • Sulen – kongen over Færøernes fugle – yngler kun på Mykines
    Sulen – kongen over Færøernes fugle – yngler kun på Mykines
  • Gråsæler ved Mykines
    Gråsæler ved Mykines

Mykines er kendt for sit rige fugleliv. Mange lidt for ivrige samlere har gennem tiden ladet livet på de stejle klipper. På kystklipperne findes skarv-kolonier, i de eroderede klippespalter findes perfekte redepladser for lomvier, og alke og tusinder af lunder yngler på græssletterne over fuglefjeldet. Sulen – kongen over Færøernes fugle – findes kun på Mykines, nærmere betegnet på den vestlige del af Mykineshólmur. Sulen ankommer omkring den 25. januar og bliver her til 11. november, når ungfuglene er flyvefærdige.

Af anden fauna på Mykines kan sneharerne nævnes, som findes i fjeldområder og dalstrøg.

En egen underart af husmus, Mus musculus mykinessiensis, er unik for øen. Musen kan være blevet introduceret så tidlig som i 500-tallet af irske munke, som drev jordbrug på Færøerne. Arten blev først beskrevet af den norske præst Peder Claussøn Friis i hans optegnelser om øerne fra 1592, som understregede musens særligt lange og kraftige bagben.[8] Artens nærmeste slægtning er den uddøde husmus fra øgruppen Ydre Hebrider ud for Skotland, Mus musculus muralis.[9]

Klima

[redigér | rediger kildetekst]

Mykines har et kystklima stærkt påvirket af Atlanterhavet, med milde vintre, kølige somre og en gennemsnitlig årstemperatur på knap 6,1 °C.[10] Vejrmessigt er øen stærkt udsat for storm, og vinden står som regel fra nordlig, sydvestlig eller sydøstlig retning.[10] I perioden 1961–1969 blev eksempelvis kraftigste vindstyrke målt til 38,1 m/s den 4. december 1967, og den gennemsnitlige styrke lå på 7,8 m/s.[10] Gennemsnitlig årlig nedbør ligger på ca. 800 mm, det laveste på Færøerne.[10]

Vejr for Mykineshólmur
Jan Feb Mar Apr Maj Jun Jul Aug Sep Okt Nov Dec År
Gennemsnitlig maks °C 5,1 5,1 5,2 6,6 8 10,2 10,9 11,3 10,2 8,8 6 4,9 7,69
Gennemsnitlig °C 3,5 3,5 3,5 4,8 6,2 8,5 9,2 9,6 8,7 7,4 4,6 3,3 6,07
Gennemsnitlig min °C 1,7 1,5 1,5 3 4,7 7,1 7,8 8,2 7,3 5,7 2,7 1,5 1,5
Gennemsnitlig nedbør mm 77 56 88 53 31 49 47 61 96 91 80 90 819
Kilde: DMI 1961–1969[10][11]

Historie

[redigér | rediger kildetekst]

Oprindelsen til navnet Mykines er uklart, men det kan komme fra keltisk muc-innis, "svinø".[12] Dette kan henvise til hvaler, som på skotsk-gælisk kaldes muc-mhara, direkte oversat "havsvin" (jf. marsvin på dansk.[12] Et sagn fortæller, at en fisker opdagede øen og kastede kogødning på et næs før han gik i land, Møkjanes. I en jordebog fra 1584 bruges den danske form Myggennes, og på 1600- og 1700-tallet noterede Lucas Debes og Jens Christian Svabo former som Myggenæs, Mikjinees, Mikines og Mikjunes.

Pollenanalyser indikerer, at der blev dyrket havre og byg på Mykines i første halvdel af 600-tallet, muligvis af førnorrøne bosættere som irske munke.[13][14][15] Disse bosætterne var tilsyneladende forsvundet, da norske landnamsmænd kom til Færøerne i 800-tallet.[16]

Mykines er første gang nævnt skriftligt i et brev fra omkring år 1400.[17][18] På kong Olav Haraldssons tid skal færingerne have løjet om hvorvidt det fandtes skov her, for at slippe for beskatning. Da kongen blev fortalt dette, blev skoven forstenet.[19] Selvom Olav aldrig har været på Færøerne, bliver han på den færøske nationaldag, Ólavsøka, æret.

Mykinesar kirkja.

Mykines har lange traditioner som kirkested. I middelalderen var der sandsynligvis både en kirke og et kapel her.[20] Den oprindelig katolske kirke på øen blev revet ned i forbindelse med reformationen i 1500-tallet. Den nuværende Mykinesar kirkja blev indviet i 1879 efter, at den gamle var blevet skadet af uvejr. Kirken er tilsluttet den færøske statskirke, Fólkakirkjan. Christian Matras noterede sig, at Mykines havde en unik tradition for at markere Pátursmessa den 17. marts, trolig en fejlagtig oversættelse af St. Patricks dag, som må være kommet ved direkte påvirkning fra De britiske øer.[21]

Som en såkaldt útoyggj var Mykines længe så isoleret, at en tradition for kvad var levende, da V.U. Hammershaimb kom for at samle folkeminder i 1800-tallet.[22] Mellem jul og faste blev der holdt mange danseaftener.[23] Andre fortæller om en speciel bryllupsskik, som kun var praktiseret på Mykines og Nólsoy: efter, at bryllupsfesten var ovre, blev de nygifte hjulpet med et klædeskifte. De lå der efter påklædte i sengen til en mand kom ind for at "mane brud og brudgom til sengs."[24]

Vejrforhold og fysisk krævende arbejde har gjort, at mange øboere er omkommet i ulykker, især i forbindelse med fiskeri eller fuglefangst. Mange skal også være omkommet under Den Sorte Død.[25] I slutningen af 1500-tallet skal 50 både være forulykkede i en pludselig storm, og alle arbejdsføre mænd på Mykines, mellem 200 og 300 mænd, mistede livet. Dette er den største drukningsulykke i Færøernes historie.[8] Udenlandske skibe er også forliste i farvandene ud for øen, deriblandt det nederlandske "Walcheren" i 1667, hvorefter øboerne plyndrede gods fra vraget.

1778 får indbyggerne på Mykines tilladelse til at komme først i køen ved kramboden i Tórshavn, på grund af den lange rejse til og fra Tórshavn.

1792 omkommer to mænd under fuglefangst, da de efter gammel skik af sikkerhedshensyn er bundet sammen. Ulykken medfører, at man herefter ikke er bundet sammen under det farefulde arbejde. Ulykkerne ved fuglefangst kan dog ikke forhindres af den grund.

1801 havde øen 74 indbyggere, fordelt på 19 børn under 15 år, 30 kvinder, 20 mænd mellem 15 og 60 år og 5 mænd over 60 år. Der er 17 husstande.

1863 ødelægges Mykines kirke i en storm. 1877 ødelægges kirken igen i en storm. 1879 indvies den nye kirke.

1909 bygges fyret på Mykineshólmur og samme år indvies den første bro over Holmgjogv, sundet mellem Mykines og holmen. Det er en skråstagsbro med en spændvidde på 42 en skråstagsbro med en spændvidde på 42 meter og en højde på 27 meter over vandoverfladen. og en højde på 27 meter over vandoverfladen. Før broen blev bygget blev transporten besørget med båd. Efter behov har der været spændt line over Holmgjogv, så man kunne trække en transportkasse frem og tilbage. Nye broer blev byggede i 1955 og 1989.

1928 blev der installeret radiofyr på Mykines og Nólsoy, hvilket gjorde radionavigation mulig. Mykines fik også telefonforbindelse til omverdenen.

1942 under 2. verdenskrig på Færøerne etablerer de britiske styrker en radarstation ved Liðarhaugur.

Fyret blev automatiseret i 1970, og den sidste fyrvogter kunne flytte. Fyrvogterboligen havde været befolket uafbrudt siden 1909 af op til 22 personer, herunder børn.

Om vinteren har Mykines været isoleret i op til flere måneder på grund af uvejr.[26] Dette er også et tema i romanen Barbara, løst baseret på sagnet om Beinta Broberg, hvor præsten Poul Aggersø bliver vejrbundet på øen i 11 dage. Dele af spillefilmen fra 1997 er derfor indspillet på Mykines. Tilgangen til elektricitet kom i slutningen af 1960-erne.

1970 styrtede et fly ned ved Knúkur på Mykines grundet dårlig vejr. Flyet var på vej fra Bergen til Vágar lufthavn, og 8 af 34 ombord mistede livet.[27] De hårdt sårede blev bragt til sygehuset med helikopter. I kirken er der en minde- og takketavle skænket af det islandske luftfartselskab.

1983 etableres der regelmæssig ruteflyvning med helikopter til småøerne inklusive Mykines.

2005 ophører Mykines den 1. januar som kommune og er herefter en del af Sørvágs kommuna.

2008 bliver det istandsatte mindesmærke for de på havet omkomne sømænd fra Mykines indviet. Foruden de opdaterede tavler for forliste sømænd, blev der opsat en tavle for de omkomne under fuglefangst og røgtning af får.

Turisme

[redigér | rediger kildetekst]

Der findes ingen biler på øen. Syd for bygden er der mulighed for at campere nær en å. Om sommeren er der regelmæssig færgeforbindelse fra Sørvágur, mens der hele året er helikopterforbindelse med Atlantic Airways til lufthavnen på Vágar. Mykines er på grund af det barske vejr ofte afskåret fra omverdenen, og stærk brænding og tåge forhindrer ofte både færgen og helikopteren i at komme frem.

Demografi

[redigér | rediger kildetekst]

I 2000-tallet består befolkningen overvejende af ældre mennesker over pensionsalderen.[28]

Oversigt over udviklingen i indbyggertallet:

År Indbyggertal År Indbyggertal
1769 61 1950 153
1801 75 1960 121
1834 93 1966 92
1845 99 1970 63
1850 100 1977 32
1855 111 1989 29
1870 114 1995 18
1890 154 2005 21
1925 179 2013 13

Samfund

[redigér | rediger kildetekst]
Bygden Mykines.
Foto: Arne List

Mykines ligger i Sørvágs kommuna, med administrationscentrum og offentlige servicefunktioner i Sørvágur. Øen har i mange år delt funktioner som køb af skolepladser, ældreomsorg, sundhedstjeneste, affaldshåndtering og elektricitetsforsyning med kommunerne på Vágar.[29] Skolen på Mykines blev bygget i 1894 og havde én elev i skoleåret 2012/2013.[30] Kirken tilhører samme prestegjeld som Vágar, og de søndage, hvor der ikke er præst til stede, afholdes der en lægmandsgudstjeneste. Postvæsenet har haft en fast poståbner på Mykines siden 1903.[31]

Ved bygden ligger et kajanlæg og bådehuse, men Mykines har ingen beskyttet havn. Kajen anløbes af en passagerfærge 1–3 gange ugentlig fra 1. maj til 1. november, men vejrforholdene gør ikke dette tilrådelig om vinteren.[32] Overfarten tager omkring 45 minutter. Strandfaraskip Landsins opererer også en helikopterrute, som besøger øen 3 dage i ugen hele året, med et yderligere besøg i ugen om sommeren.[33]

Den dominerende næringsvej på øen er landbrug i form af fårehold. Fåreracerne, som har været avlet på Mykines, kommer oprindelig fra Island og Skotland. Det har også været holdt kvæg og geder her. Landbrugsarealet på Mykines svarer til ca. 40 marker, og deles mellem flere småbrug,[29] henholdsvis 12 og 27 marker kongsjord og odelsjord.[34] Tidligere har øfolket også drevet fiskeri og fuglefangst ved siden af husdyrholdet. Øens indtægter kommer i nutiden overvejende fra turisme.

Politisk har vælgerne i bygden ofte foretrukket det borgerlige og unionsvenlige Sambandsflokkurin.[35]

Mykines og Vágar deler en dialekt af færøsk, ofte kaldet vágamál.[36]

Film

[redigér | rediger kildetekst]
  • Leif Hjortshøj (Prod.): På Færøerne. tilrettelæggelse Søren Ryge Petersen. – Søborg: Danmarks Radio, DR-Video, 1991. (3 VHS-Kassetter: 3. del handler om Mykines og fuglene)
  • Øen har desuden været repræsenteret i filmen Barbara hvor den unge præst Hr. Poul bliver holdt tilbage af et uvejr der noget tid.

Noter

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ "IB01030 Population by sex, age and village/city, 1st January (1985-2019)". Statbank. Færøernes Statistik. Arkiveret fra originalen 21. februar 2021. Hentet 28. juli 2019.
  2. ^ "Oyggjaleiðir (Ferry). Mykines - Sørvágur". Strandfaraskip Landsins. Arkiveret fra originalen 2014-12-21. Hentet 16. juli 2013.
  3. ^ Mohr, Janus (12. december 1979), "Um lundafleyggj í Mykinesi", Oyggjatiðindi (færøsk), no. 58, arkiveret fra originalen den 12. december 2014, hentet 29. marts 2016{{citation}}: CS1-vedligeholdelse: BOT: original-url status ukendt (link)
  4. ^ Rasmussen, J. (1982). "The Faeroe Islands: geology". I Rutherford, G.K. (red.). The Physical Environment of the Faeroe Islands (engelsk). Springer. s. 15–34. ISBN 978-94-009-7979-6.
  5. ^ Rasmussen, Jóannes; Koch, B. Eske (1963), "Fossil Metasequoia From Mikines, Faroe Islands", Fróðskaparrit (engelsk), s. 83–96{{citation}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  6. ^ "FO001. Mykines and Mykineshólmur" (engelsk). BirdLife International. Hentet 15. juli 2013.
  7. ^ a b Joensen, Anders Holm (1966), "Fuglefangst i Upernavik og på Færøerne", Tidsskriftet Grønland, Det grønlandske Selskab, vol. 9, no. 9, s. 297–305
  8. ^ a b Madsen, Heini (1999). Færøerne, hvornår skete det. Forlagið Skúvanes.
  9. ^ Berry, R.J.; Jakobson, Michael; Peters, Josephine (1978), "The House mice of the Faroe Islands: a study in microdifferentiation", Journal of Zoology (engelsk), no. 1, s. 73–92{{citation}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  10. ^ a b c d e Cappelen, John; Laursen, Ellen Vaarby (1998). "The Climate of The Faroe Islands – with Climatological Standard Normals, 1961-1990" (PDF). Danmarks Meteorologiske Institut. Hentet 15. juli 2013.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  11. ^ Brandt, Marie Louise (1994). Dokumenteret stationshistorie for klima- og synopstationer i Tórshavn og Mykines, Færøerne 1872-1994. Danmarks Meteorologiske Institut.
  12. ^ a b Arge, Símun V.; Sveinbjarnardóttir, Guðrún; Edwards, Kevin J.; Buckland, Paul C. (2005), "Viking and Medieval Settlement in the Faroes: People, Place and Environment", Human Ecology (engelsk), no. 5, s. 597–620{{citation}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  13. ^ Johansen, Johannes (1979). "Cereal cultivation in Mykines, Faroe Islands AD 600". Årbog 1978 (engelsk). Danmarks geologiske Undersøgelse. s. 93–103.
  14. ^ Buckland, Paul C.; Panagiotakopulu, Eva (2008). "A palaeoecologist's view of landnám. A case still not proven?". I Paulsen, Caroline Paulsen; Michelsen, Helgi D. (red.). Símunarbók. Heiðursrit til Símun V. Arge á 60 ára degnum (engelsk). Faroe University Press.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  15. ^ Hannona, Gina E.; Rundgrenb, Mats; Jessen, Catherine A. (2010), "Dynamic early Holocene vegetation development on the Faroe Islands inferred from high-resolution plant macrofossil and pollen data", Quaternary Research (engelsk), no. 2, s. 163–172{{citation}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  16. ^ Nielssen, Alf Ragnar (2003), "Norrøne forbindelser og innflytelse i Vestnorden gjennom tidene", Inussuk, Arktisk Forskningsjournal (norsk), no. 2
  17. ^ Joensen, Robert (1968). "Hvussu gomul er bygdin". Varðin (færøsk). Arkiveret fra originalen 15. juli 2015. Hentet 15. juli 2013.
  18. ^ Weyhe, Eivind (2005), "Um at lesa 'Skipan um tingfaratoll'", Varðin (færøsk), s. 147–154
  19. ^ Langslet, Lars Roar (1998). Olav den hellige (2 udgave). Oslo: Gyldendal. s. 128. ISBN 82-0525-501-6.
  20. ^ Dahl, Sverri (1976), "Skráseting av føroyskum miðaldar kirkjugripum", Fróðskaparrit (færøsk), s. 82–109
  21. ^ Lockwood, William B. (1990), "Etymological Notes on roysni etc, smæra and ælabogi", Fróðskaparrit (engelsk), s. 115–120
  22. ^ Schier, Kurt (1994), "Om kvæði-diktingen på Færøyene i det 19. århundre. Noen resepsjonsforhold", Fróðskaparrit (norsk), s. 37–51
  23. ^ Andreassen, Eyðun (1992). Folkelig offentlighed. En undersøgelse af kulturelle former på Færøerne i 100 år. København: Museum Tusculanum Press. s. 144–145. ISBN 87-7289-171-8.
  24. ^ Joensen, Jóan Pauli (2003). I ærlige brudefolk. Bryllup på Færøerne. København: Museum Tusculanum Press. s. 148. ISBN 87-7289-808-9.
  25. ^ Gregoriussen, J.P.; Zachariassen, Petur (1997). Kirkjunar í Føroyum. Eldru hválvkirkjunar (færøsk). Forlagið í Støplum.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  26. ^ Stove, Sverre (1944). Færøyane. En skildring av landet og folket, dets historie, kultur og næringsliv (norsk). Oslo: Tanum. s. 18.
  27. ^ Magnussen, Grækaris D. (2000). SOS-Knúkur. Flogvanlukkan í Mykinesi hin 26. september 1970 (færøsk). Forlagið Steyrin. ISBN 87-8950-135-7.
  28. ^ "Fólkið skift á kyn, 1 ára aldur og bygd 1. januar" (færøsk). Hagstova Føroya. Hentet 16. juli 2013.
  29. ^ a b Kommununevndin (1998). Frágreiðing um kommunur. Nýggj kommunal skipan í Føroyum (PDF) (færøsk). Tórshavn: Føroya landsstýri. s. 326–333. ISBN 99918-3-044-8.
  30. ^ "Fólkaskúlin, næmingatal skift á skúli, flokk og ár" (færøsk). Hagstova Føroya. Hentet 17. juli 2013.
  31. ^ "Posthistorie i Mykines". Posta. 2001. Hentet 16. juli 2013.
  32. ^ "Oyggjaleiðir (Ferry). Mykines - Sørvágur" (færøsk). Strandfaraskip Landsins. Hentet 16. juli 2013.
  33. ^ "Tyrlan (Helicopter)" (færøsk). Strandfaraskip Landsins. Hentet 16. juli 2013.
  34. ^ "Ogn skift á markatalsbygdir, eind og ognarar" (færøsk). Hagstova Føroyar. Hentet 16. juli 2013.
  35. ^ Wylie, Jonathan (2011). "Eg oyggjar veit? Views, Overviews and Oversights". I Gaïni, Firouz (red.). Among the Islanders of the North. An Anthropology of the Faroe Islands (engelsk). Faroe University Press. s. 11–56. ISBN 99-9186-534-9.
  36. ^ Petersen, Hjalmar P. (1996), "Vágamálføri", Fróðskaparrit (færøsk), s. 5–21

Litteratur

[redigér | rediger kildetekst]
  • Alwin Pedersen: Myggenæs – Gyldendal 1935 – København
  • Mykines -længst mod vest – P. O. Hansen – Clausen Offset 1993
  • Gensyn med Mykines – P. O. Hansen – OAB-Tryk 2000

Eksterne henvisninger og kilder

[redigér | rediger kildetekst]

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Mykines&oldid=11595925"