Max Friedlaender (musikvidenskabsmand)
Denne artikel eller dette afsnit er forældet. Teksten er helt eller delvist kopieret fra et gammelt opslagsværk (Salmonsens Konversationsleksikon), og det er rimeligt at formode, at der findes nyere viden om emnet. |
Max Friedlaender | |
---|---|
![]() Max Friedlaender (1925) | |
Personlig information | |
Født | 12. oktober 1852 ![]() Brzeg, Polen ![]() |
Død | 2. maj 1934 (81 år) ![]() Berlin, Tyskland ![]() |
Gravsted | Südwestkirchhof Stahnsdorf ![]() |
Søskende | Carl Friedländer ![]() |
Ægtefælle | Alice Friedländer ![]() |
Barn | Franz Röhn ![]() |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Universität Rostock ![]() |
Beskæftigelse | Musikolog, universitetsunderviser, musikhistoriker, komponist, filosof ![]() |
Arbejdsgiver | Harvard Universitet, Humboldt-Universität zu Berlin ![]() |
Arbejdssted | Berlin ![]() |
Information med symbolet ![]() |
For alternative betydninger, se Max Friedlaender. (Se også artikler, som begynder med Max Friedlaender)
Max Friedlaender (født 12. oktober 1852 i Brieg, Schlesien, død 2. maj 1934 i Berlin) var en tysk musikforfatter.
Friedlaender uddannede sig efter at have opgivet købmandsvirksomheden som sanger. Han havde allerede optrådt med held i denne egenskab i England og Tyskland, da han under Spittas vejledning gik over til musikhistoriske studier og efter at have taget doktorgraden blev ansat ved Berlins Universitet, fra 1903 som professor og akademisk musikdirektør. Friedlaenders speciale var oprindelig Schubertstudier, af hvilke han har udgivet en del tillige med hidtil utrykte sange af Schubert og en nyredaktion af dennes (samt Schumanns og Mendelssohns) sange; senere har Friedlaender ved siden af indsamling af folkeviser og arbejder om Goethes forhold til musikken kastet sig over studiet af enkeltsangens historie og efter indsamling af et stort materiale udgivet det anselige værk: Das deutsche Lied im 18. Jahrhundert (2 bind, 1902).
Kilder
[redigér | rediger kildetekst]- Friedländer, Max i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1919)