Louis James Alfred Lefébure-Wély
| Louis James Alfred Lefébure-Wély | |
|---|---|
1840 | |
| Personlig information | |
| Født | 13. november 1817  Paris, Frankrig |
| Død | 31. december 1869 (52 år) 18. arrondissement i Paris, Frankrig |
| Gravsted | Grave of Lefébure-Wély[1], Cimetière du Père-Lachaise |
| Far | Isaac-François Lefébure-Wely |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted | Conservatoire de Paris |
| Elev af | Pierre-Joseph-Guillaume Zimmermann, François Benoist |
| Beskæftigelse | Komponist, pianist, organist |
| Genre | Opera |
| Bevægelse | Romantikkens musik |
| Signatur | |
 | |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Louis Alfred Lefébure-Wely (13. november 1817 i Paris – 31. december 1869 i Paris) var en fransk komponist og organist, én af en række af berømte organister ved Saint-Sulpice i Paris.
Han var en yderst populær koncertgiver, bl.a. som improvisator, med sine marcher og fanfarer, musik, der er tydeligt inspireret af bl.a. Rossini. Han var kendt for sin virtuose pedalteknik; således er César Francks Finale i B-dur med fremtrædende pedalstemme tilegnet Lefébure-Wely.
Hans ofte salonprægede musik havde også sin plads i den katolske messe.
Af hans mere seriøse værker kan nævnes en opera, messer og symfonier, værker der er gået i glemmebogen.
