Louis Gallait
 | Denne artikel eller dette afsnit er forældet. Teksten er helt eller delvist kopieret fra et gammelt opslagsværk (Salmonsens Konversationsleksikon), og det er rimeligt at formode, at der findes nyere viden om emnet. (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked) |  |
| Louis Gallait | |
|---|---|
| |
| Personlig information | |
| Født | 10. marts 1810, 10. februar 1810, 10. maj 1810  Tournai, Belgien |
| Død | 20. november 1887 Schaerbeek, Belgien |
| Uddannelse og virke | |
| Elev af | Philippe Auguste Hennequin, Paul Delaroche, Mathieu Ignace van Bree |
| Medlem af | Kungliga Akademien för de fria konsterna, Det Kongelige Nederlandske Videnskabsakademi, Royal Academy, Académie royale des sciences, des lettres et des beaux-arts de Belgique |
| Beskæftigelse | Kunstmaler, akvarelmaler, gravør, billedkunstner |
| Arbejdssted | Bruxelles, Paris |
| Elever | Friederike Emilie August O'Connell |
| Kendte værker | Abdikation af Karl V af Louis Gallait, Endelig hyldest til Egmont og Hoorn, Fiskerens familie, De Avond (le soir), Verlaten (l'abandon) med flere |
| Genre | Portræt |
| Påvirket af | Bartolomé Esteban Murillo, Jusepe de Ribera, Peter Paul Rubens |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser | Ridder af Æreslegionen, Pour le Mérite for videnskab og kunst |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Louis Gallait (født 9. maj 1810 i Tournai, død 20. november 1887 i Bryssel) var en belgisk historiemaler.
I sin fødeby oplærtes han under Hennequin nærmest i den Davidske kunstretning, i Antwerpen fik studiet af Rubens og van Dyck betydning for hans kolorit (udførte her Kristus helbreder en blind, 1833, katedralen i Tournai); men først opholdet i Paris og bekendtskabet med Delaroche virkede afgørende på hans opfattelse af historiemaleriets mål og midler. Her malede han blandt andet Farende musikanter (museet i Liège), Hertugen af Alba, Hiob og hans venner (i Luxembourgmuseet), Antiochias erobring (1840), et slagbillede for Versailles. Hans berømmelse daterer sig dog først fra Karl V's tronfrasigelse (1841, museet i Bryssel); dets efter datidens opfattelse glimrende farverige teknik vakte furore under dets turné i Tyskland og andre steder. Lignende lykke gjorde Egmonts sidste øjeblikke (1848) og det gribende, grandiost, men lidt melodramatisk virkende Skyttegildet i Bryssel viser Egmont og Hoorn den sidste ære (1851, rådhuset i Tournai, replika i Antwerpens museum).
Så højt samtiden hævede disse — kunsthistorisk altid fremragende — værker med den lysende farvepragt, der dog smagte stærkt af atelierbryg og udvortes effekt, og med sans for prægnant, men lidt teatermæssig karakterskildring, så lavt på rangstigen stillede et senere kunstsyn dem. Med de her nævnte arbejder havde Gallait væsentlig udtømt sin evne; i de mange senere hviler han på de alt vundne laurbær: Tasso i fængslet, det smukke Den fangnes familie (1855), Johanne den Vanvittige (1856, museet i Bryssel), Frants I hos den døende Lionardo da Vinci (1857), Alba underskriver dødsdommen (1863), Pesten i Tournai (1882, museet i Bryssel) med mange flere; i Berlins Nationalgalleri: Grev Egmonts sidste øjeblikke (1858), i Bryssels museum Violinspilleren. Gallait malede en del portrætter, Pius IX (1861) m. v. Om hans anseelse vidner blandt andet hans udnævnelse til medlem af adskillige akademier; til ære for Karl V's tronfrasigelse lod byen Bryssel slå en medalje.
 |
Wikimedia Commons har medier relateret til: |
Kilder[redigér | rediger kildetekst]
- Gallait, Louis i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1920)