Lars Peter Larsen
- Der er flere personer med dette navn, se Lars Larsen (flertydig).
Lars Peter Larsen | |
---|---|
Født | 8. november 1862 Bårse, Danmark |
Død | 23. juni 1940 (77 år) Hellerup, Danmark |
Uddannelse og virke | |
Medlem af | Det Danske Missionsselskab (1889-1899) |
Beskæftigelse | Missionær (1889-1899), lærer (til 1910) |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser | Doktorgrad (1918) |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Lars Peter Larsen (født 8. november 1862 i Bårse i Sydsjælland[1], død 23. juni 1940 på Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup[2]) var en dansk missionær i Indien.
Hans fader var smed. Han blev student i 1882 og cand.teol. i 1888.[1]
I 1889 blev han i Det Danske Missionsselskabs tjeneste sendt til Indien, hvor han virkede i Madras, særlig blandt unge engelskdannede hinduer. Under et ophold i hjemmet trådte han ud af missionsselskabets tjeneste i 1899 og optog derpå et missionsarbejde blandt studenterne i Madras, understøttet af et udvalg i Danmark med professor P. Madsen som formand.[1] I 1910 blev han professor i bibelsk eksegese og religionshistorie ved The United Theological College i Bangalore, en præsteskole, som flere missionsselskaber, der arbejder i Sydindien, havde oprettet i fællesskab. Hans løn blev fortsat betalt af det danske "Udvalg for Lars Peter Larsen’s Mission", hvis formand var professor V. Ammundsen.[1]
Ved sin karakterfulde kristne personlighed, sin klare tanke og sin sympatiske forståelse for indisk tankegang vandt Lars Peter Larsen i hele Sydindien en overordentlig stor anseelse både hos europæere og indere, kristne og ikke-kristne, og under sine ophold i Danmark forestod han en skattet og indflydelsesrig virksomhed som foredragsholder og prædikant. Ved Københavns Universitet holdt han flere gange missionshistoriske forelæsninger, og en sådan forelæsningsrække blev udgivet i hans fortrinlige bog, "Hindu-Aands-liv og Kristendommen" i 1907.[1] Desuden udgav han flere bibelske studier:
- Gaven og Opgaven. Vejledning til Fordybelse i Efeserbrevet (1906),
- Tro (1907),
- Vejledning til Fordybelse i Korintherbrevene (1908),
- Bøn (1915).
Særlig opmærksomhed vakte Korset (1912) ved sin vægtige, om end i formen nænsomme kritik af den overleverede forestilling om Kristi død som en stedfortrædende straflidelse, der skulle forandre Guds sind fra vrede til kærlighed.[1]
I 1918 blev han af universitetet i Lund udnævnt til Dr.theol., honoris causa.[1]
Noter
[redigér | rediger kildetekst]Eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]- Opslag: Larsen, Lars Peter i Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind XV (1923), s. 466;
- Eric J. Sharpe: "The Legacy of Lars Peter Larsen" i International Bulletin of Missionairy Research 1994, s. 119-125
- Danmissions fotoarkiv - foto fra 1910 og mini-biografi Arkiveret 28. februar 2018 hos Wayback Machine