Kurt Kristensen
Kurt Kristensen | |
---|---|
Født | 31. marts 1933 (91 år) Randers, Danmark |
Nationalitet | Dansk |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Birkerød Gymnasium, HF, IB & Kostskole, Læreruddannelsen i Århus, Københavns Universitet |
Beskæftigelse | Psykolog |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Kurt Kristensen (født 31. marts 1933 i Randers) er en dansk psykolog, der er pioner inden for uddannelse af børn og unge med særlige behov, herunder børn og unge med handicap.
Uddannelse
[redigér | rediger kildetekst]Kurt Kristensen blev student (Birkerød Statsskole) i 1952 og tog lærereksamen (Århus Seminarium) i 1956. Han blev uddannet tale- hørepædagog (Århus Taleinstitut) samme år og videreuddannet som skolepsykolog i 1960 (Danmarks Lærerhøjskole). Endelig blev han dr. med. 1972 (Københavns Universitet).
Faglig karriere
[redigér | rediger kildetekst]Kurt Kristensens arbejdsliv har såvel i nationalt regi, som i internationalt regi været koncentreret om børn med særlige behov. Som ledende skolepsykolog i Herning (1958-66) var Kurt Kristensen i 1961 initiativtager til det første undervisningscenter for børn med svære handicap i folkeskolen.[1] Han var desuden initiativtager til og første formand for Den Pædagogiske Central i Herning, senere Amtscentralen for Undervisningsmidler 1963-66.[1]
Kurt Kristensen var derefter forstander for Blindeinstituttet på Refsnæs (1966-72), hvor han medvirkede til, at alle blinde børn med støtte kunne undervises i Folkeskolen. Blandt andet ved at gøre Blindeinstituttet til et center, der kunne give konsulentbistand til alle blinde og svagtseende børn og unge i Danmark. Instituttet hedder i dag Synscenter Refsnæs.
Fra 1972 til 1983 var han udsendt af Udenrigsministeriet for sammen med hustru Kirsten Kristensen at assistere ved opbygningen af undervisningen for børn og unge med handicap i Tunesien og for at assistere ved oprettelsen af en speciallærerhøjskole i Tunesien for fransk- og arabisktalende.
Som skoledirektør i Hobro Kommune (1977-83) etablerede Kurt Kristensen bl.a. den første ungdomsgarantiordning i Danmark og landets første produktionsskole (Hobro Produktionshøjskole)
I 1983 flyttede Kurt Kristensen til Kenya, hvor han var chefrådgiver (1983-92) ved opbygningen af Kenya Institute of Special Education. Efterfølgende var han chefrådgiver (1992-1998) ved opbygningen af Uganda National Institute of Special Education. Fra 1998-2008 har han været freelance-konsulent i specialpædagogik for en række afrikanske lande.[2]
Han har været konsulent for bl.a. UNESCO, UNICEF og en række Non Governmental Organizations (NGO'er) i spørgsmål om specialundervisning/inkluderende undervisning af børn og unge med særlige behov. Han har modtaget en række priser, bl.a. N.E. Bank-Mikkelsen-Prisen sammen med sin kone Kirsten Kirstensen i november 2011.[3]
Kurt Kristensen flyttede sammen med sin kone Kirsten tilbage til Danmark i 2012.
Kurt Kristensen er optaget i Kraks Blå Bog.
Bibliografi
[redigér | rediger kildetekst]Kurt Kristensen har blandt andet udgivet En undersøgelse af tre årgange skolebørn med cerebral parese[4] (disputats 1972). Desuden har han udgivet en lang række artikler og bøger, bl.a. om børn og unge med handicap. Han har sammen med hustru Kirsten Kristensen udgivet to test til undersøgelse af børns sprog. Bogen "Mod til at forandre" indeholder flere detaljer om Kurt Kristensen, bl.a. en detaljeret bibliografi.[5]
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ a b Strandsbjerg, Niels. (2019) Refsnæsskolen. Institut for Blinde og Svagsynede Børn og Unge i Danmark, 100 års jubilæum. Nota Bibliotek (Lydbog med tekst)
- ^ 35 år i Kenya og Uganda, globalnyt.dk, 31. marts 2018, hentet 3. maj 2021
- ^ Petersen, Tenna (25. november 2011), "Hobro-par får pris for deres Afrika-indsats", Nordjyske Stiftstidende, arkiveret fra originalen 3. maj 2021, hentet 3. maj 2021
- ^ En undersøgelse af 3 årgange skolebørn med cerebral parese, ncbi.nlm.nih.gov, hentet 3. maj 2021
- ^ Mod til at forandre, nota.dk, hentet 3. maj 2021