Spring til indhold

Kunstnerens mor Ane Hedvig Brøndum i den røde stue

Koordinater: 55°41′20″N 12°34′43″Ø / 55.6889°N 12.5786°Ø / 55.6889; 12.5786
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Kunstnerens mor Ane Hedvig Brøndum i den røde stue
Interiør med fru Brøndum siddende i den røde stue, Fru Brøndum i den røde stue
Anna Ancher 1909
Olie på lærred
38,8 × 56,8 cm
Statens Museum for Kunst, København

Kunstnerens mor Ane Hedvig Brøndum i den røde stue er et maleri af Anna Ancher fra 1909.

Anna Ancher lavede flere malerier af sin mor, Anna Hedvig (Ane) Brøndum (1826-1916), som var gift med købmand og gæstgiver Erik Andersen Brøndum (1820-90). Efter sin mands død i 1890 drev hun sammen med sønnen Degn Brøndum Brøndums Hotel indtil 70-årsalderen. Portrættet er fra den røde stue med kik ind i den blå stue på hotellet, hvor hun boede, da hun blev portrætteret, og her læste hun bøger og breve. Flere af Anna Anchers portrætter af Ane Brøndum har stuerne som ramme.

I maleriet samles mange af de karakteristika, som kendetegner Anchers værker efter 1900. Det er blandt andet bestræbelsen på at frisætte farven og lyset, betoningen af flade frem for dybde og ikke mindst interessen for konstruktive elementer, som kommer til syne i beskæringen og arbejdet med de to søjler af lysreflekser, som ses midt i billedet. Som i andre interiørbilleder er rummet rigt på genstande, men alt selv fra gamle fru Brøndum til bord, stole og malerier på væggene er underordnet den koloristiske helhedsvirkning og lyset fra vinduet[1].

Anna Ancher skildrede især de nære omgivelser – hjemmet, kvinders og børns verden, og hun malede flere portrætter af sin moder. Anchers forhold til sin moder bestod af dyb hengivenhed, og efter moderens død skrev hun; "Ja, nu har vi desværre ikke moder mere iblandt os; Stuerne er så tomme, og det milde ansigt indrammet af den hvide kappe i kurvestolen savnes umådelig. Men vi må være taknemmelige vi har beholdt hende så længe, at vi var sammen nu de sidste dage[2].

I 2024 indgik maleriet i udstillingen Against All Odds – Historiske kvinder og nye algoritmerStatens Museum for Kunst. I samme udstilling vistes også Anchers Portræt af den norske maler Kitty Kielland.[3]

  • Dansk privateje.
  • Solgt hos Bukowski, København, 22. april 1991, katalognummer 3.
  • Solgt hos Bruun Rasmussen, Vejle, auktion 115, 12. august 2008, katalognummer 5 ("Interiør med fru Brøndum siddende i den blå stue").
  • Solgt på auktion hos Bruun Rasmussen, auktion nr. 825, 28. november 2011, katalognummer 28 ("Fru Brøndum i den blå stue"). Købt af Ny Carlsbergfondet og foræret som gave til Statens Museum for Kunst.
  1. ^ "Kunstnerens mor Ane Hedvig Brøndum i den blå stue | Anna Ancher".
  2. ^ Ancher, Anna (2014). Maleren Anna Ancher - Et kunstnerliv i lys. Strandberg Publishing. s. 161. Ja, nu har vi desværre ikke moder mere iblandt os; Stuerne er så tomme, og det milde ansigt indrammet af den hvide kappe i kurvestolen savnes umådelig. Men vi må være taknemmelige vi har beholdt hende så længe, at vi var sammen nu de sidste dage. (Fra bogen A. Ancher af Lise Svanholm, 2014)
  3. ^ Emilie Boe Bierlich; Cecilie Høgsbro Østergaard, red. (31. august 2024), Against All Odds - Historiske kvinder og nye algoritmer, København: Statens Museum for Kunst, ISBN 978-87-7551-212-6Wikidata Q128934913
KunstSpire
Denne artikel om kunst er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.

55°41′20″N 12°34′43″Ø / 55.6889°N 12.5786°Ø / 55.6889; 12.5786