Spring til indhold

Johnny Kuhr

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Johnny Kuhr
Født18. november 1957 Rediger på Wikidata
Død30. juli 2014 (56 år) Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
BeskæftigelseFagforeningsperson, forretningsperson Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Johnny Kuhr (født 18. november 1957 i Vejle, død 30. juli 2014) var en dansk fysioterapeut, som var formand for fagforbundet Danske Fysioterapeuter fra 2000 til 2012.

Kuhr blev uddannet fysioterapeut i 1982 og arbejdede derefter på Frederiksborg Amts Sygehus i Hillerød og på Klinik for Fysioterapi i Taastrup. Johnny Kuhr drev fra 1983 Klinik for Fysioterapi i Hinnerup og fra 1984 desuden Klinik for Fysioterapi i Langå med tilhørende træningscentre. Fra 1991 var han tillige tillige ansvarshavende redaktør for Fysioterapeuternes Temablad. I 2004 afsluttede han en MPA ved Copenhagen Business School.

Hans faglige virke begyndte som formand for fraktionen af Klinikker for Fysioterapi i Danske Fysioterapeuter 1991-1999. I 1996 blev han desuden medlem af forbundets hovedbestyrelsen. Fra 2000 var han forbundets formand, indtil han i oktober 2012 måtte trække sig som følge af en malign tumor i hjernen. Under hans formandskab etableredes et forskningsmiljø og en kandidatuddannelse i fysioterapi på Syddansk Universitet, hvilket Danske Fysioterapeuter bidrag til.

Gennem en årrække var han desuden medlem af hovedbestyrelsen i Gigtforeningen, bestyrelsesformand for den selvejende institution Skodsborgs Fysioterapiskoles Fond, næstformand for Praksisfonden vedr. fysioterapi til udvikling, forskning og efteruddannelse under Amtsrådsforeningen, næstformand i forhandlingsudvalget for sygesikringsoverenskomsten og næstformand i Landssamarbejdsudvalget for sygesikringsområdet under Amtsrådsforeningen. Fra 2008 til 2009 var han desuden næstformand og fungerende formand for Sundhedskartellet.

Kilder og eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]