Spring til indhold

John Lewis (politiker)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
John Lewis
Lewis i 2019
Medlem af Repræsentanternes Hus for Georgia's 5. kongresdistrikt
Embedsperiode
3. januar 1987 – 17. juli 2020
ForegåendeWyche Fowler
Efterfulgt afLedigt
Formand for Student Nonviolent Coordinating Committee
Embedsperiode
juni 1963 – maj 1966
ForegåendeCharles McDew
Efterfulgt afKwame Ture
Personlige detaljer
Født21. februar 1940
Troy, Alabama, USA
Død17. juli 2020 (80 år)
Atlanta, Georgia, USA
DødsårsagBugspytkirtelkræft
GravstedSouth-View Cemetery
Fulde navnJohn Robert Lewis
NationalitetUSA Amerikaner
Politisk partiDemokratiske Parti
Ægtefælle(r)Lillian Miles (g. 1968; d. 2012)
BørnJohn-Miles Lewis
Uddannelses­stedAmerican Baptist College (Bacelor)
Fisk University (Bachelor)
ReligionBaptistkirken
Underskrift
Links
John Lewis' hjemmeside
Informationen kan være hentet fra Wikidata.
For alternative betydninger, se John Lewis. (Se også artikler, som begynder med John Lewis)

John Robert Lewis (født den 21. februar 1940 i Troy, Alabama, død den 17. juli 2020 i Atlanta, Georgia[1]) var en amerikansk politiker og borgerrettighedsforkæmper, der fra 1987 og frem til sin død var medlem af Repræsentanternes Hus for Georgias femte kongresdistrikt for Det Demokratiske Parti. Han var en fremtrædende leder i den amerikanske borgerrettighedsbevægelse og var fra 1963 til 1966 formand for Student Nonviolent Coordinating Committee (forkortet SNCC – på dansk: De Studerendes Ikke-voldelige Koordineringskomité) og spillede en nøglerolle i den politiske kamp for ophævningen af raceadskillelsen i USA.

Tidligt liv, uddannelse og karriere

[redigér | rediger kildetekst]

Lewis blev født lidt udenfor Troy i delstaten Alabama som den tredje søn af Willie Mae (født Carter) og Eddie Lewis. Hans forældre var begge jordforpagtere. [2][3] Han blev uddannet i Brundige samt ved American Baptist College og Fisk University, der begge lå i Nashville, Tennessee, hvor han blandt andet arrangerede sit-ins på caféer som demonstration mod raceadskillelsen på stederne.[3] Som studerende undersøgte han systematisk tenkikkerne og filosofien til ikke-vold. Han var én af de 13 oprindelige såkaldte Freedom Riders, (dansk: Frihedsrejsende) hvor demonstranter blandt andet kørte med busser fra Nord- til Sydstaterne med det formål at ophæve raceadskillelsen i netop de Sydstater hvor Lewis boede.[4][3][5]

Han fik en bachelor i religion og filosofi fra Fisk University.[6]

I et invterview udtalte Lewis senere, at "Da jeg voksede op i Alabama så jeg overalt systemet af raceadskillelse og -diskrimination."[a] Han fortalte i et senere interview, at da han som 16-årig tog på biblioteket for at få et lånerkort afviste bibliotekaren ham og hans søskende med begrundelsen, at biblioteket var for hvide og ikke farvede.[8] Lewis fulgte med i kampen for borgerrettigheder, og særligt Martin Luther King Jr. og Rosa Parks i radioen, da busboykotten i Montgomery og den efterfølgende borgerrettighedskamp blussede op.[3] Det var på dét tidspunkt, han valgte at gå ind i kampen for afroamerikanskes borgerrettigheder.[3]

Borgerrettighedsaktivisme

[redigér | rediger kildetekst]
Lewis 1964

I 1961 blev Lewis engageret i Student Nonviolent Coordinating Committee og blev i 1963 leder af komitéen og sad som formand frem til 1966.[3] Han citeres i dag som en anerkendt og en af de mest betydningsfulde ledere af borgerrettighedsbevægelsen. Han var heriblandt én af de 13 oprindelige Freedom Riders, der tog med busser til Sydstaterne og demonstrerede for ophævelsen af raceadskillelsen på blandt andet busterminalerne.[4] Lewis og andre borgerrettighedsaktivister fik flere gange dødstrusler og blev ofte både arresteret samt alvorligt skadede, efter de var blevet banket af raceadskillelsesstøtter under flere af deres aktioner.[9] Som følge af sin aktivisme har Lewis været arresteret mindst 45 gange, nyligst i 2013, da han demonstrerede for gennemgribende immigrationsreform.[10]

Lewis blev i 1963 anerkendt som en af de "Big Six" (dansk: Seks store) ledere af borgerrettighedsbevægelsen, sammen med blandt andre Martin Luther King Jr., A. Philip Randolph og Whitney Young.[1][11] Samme år var Lewis med til at arrangere The March on Washington for Jobs and Freedom i august 1963, hvor Martin Luther King Jr. holdt sin berømte "I Have a Dream"-tale,[1] og hvor Lewis også, som den yngste af alle talere,[12] talte.[13]

I 1964 koordinerede Lewis SNCC's indsats under "Mississippis frihedssommer", en kampagne for at registrere sorte vælgere i hele Sydstatsområdet.[14] Lewis blev nationalt kendt gennem hans rolle i Selma–Montgomery-marchene, der havde til formål at kræve ende på diskriminering i vælgerregistreringsprocessen.[15] Den 7. marts 1965, der senere blev kendt som "Bloody Sunday" (dansk: "den blodige søndag")[15] ledte Lewis og medaktivisten Hosea Williams over 600 aktivister mod Edmund Pettus-broen i Selma i Alabama. Ved broen blev de mødt at Alabamas statspoliti som beordrede dem til at sprede sig.[16][17][18] Da de stoppede op for at bede udløste politiet tåregas mod demonstranterne, og betjente på heste angreb gruppen og slog dem politistave.[16][17][18] Lewis' kranie blev skadet, og han blev efterfølgende indlagt på hospitalet.[16][17] Lewis havde hele livet synlige ar på hovedet som følge af skaderne fra dette sammenstød.[18]

Historikeren Howard Zinn skrev i 1994, at "Ved den store march ved Washington i marts 1963 talte formanden for SNCC, John Lewis, til den samme enorme menneskemængde, som hørte Martin Luther King Jr.s "I Have a Dream"-tale. Han var forberedt på at stille det rigtige spørgsmål: "Hvilken side er de føderale myndigheder på?" Sætningen blev fjernet af marchens organisatorer for at undgå at fornærme Kennedy-regeringen. Men Lewis og hans medarbejdere i SNCC havde, igen og igen, oplevet den underlige passivitet fra den nationale regering efter volden i Syden."[b][19]

Da han var 21 år gammel var Lewis var den første Freedom Rider til at blive overfaldet. Dette skete da han prøvede at gå ind i et venteværelse, der var forbeholdt hvide, i Rock Hill i South Carolina. To mænd overfaldt ham og og sparkede ham i hovedet og ribbenene. Trods sit overfald tog Lewis under to uger senere på endnu en frihedsrejse, denne gang til Jackson i Mississippi. "Vi var fast besluttet på ikke at lade nogen form for vold holde os fra vores mål. ... Vi vidste, at vores liv potentielt kunne komme i fare, men vi havde gjort op med os selv, at vi ikke ville vende om."[c][20]

I et interview for 40-års jubilæet for frihedsrejserne fortalte han i 2001 om den vold, han og de tolv andre oprindelse frihedsrejsende havde mødt. I Anniston i Alabama blev bussen, de frihedsrejsende sad i, brandbombet efter at medlemmer af Ku Klux Klan havde punkteret dækkene og dermed tvunget bussen til at stoppe.[21] I Birmingham blev de frihedsrejsende også banket, og i Montgomery blev de mødt af en vred hob af folk, og Lewis blev slået i hovedet med en trækasse.[21] "Det var meget voldsomt. Jeg troede, jeg skulle dø. Jeg blev efterladt liggende bevidstløs ved Greyhound-busstationen i Montgomery," fortalte Lewis i interviewet.[d][21] Lewis fortalte, at meningen med disse frihedsrejser var for at teste en ny lov, der var blevet vedtaget af USA's Højesteret, der forbød raceadskillelse på offentlig transport.[21]

De føderale mynigheder havde givet sin tillid til, at det – ifølge Howard Zinn – notorisk racistiske politi[19] i Alabama ville beskytte de frihedsrejsende og stillede ikke selv nogen beskyttelse til rådighed, udover at have FBI-agenter til at tage noter. Kennedy-regeringen talte for en såkaldt "nedkølingsperiode" – et moratorium – på frihedsrejserne.[19] Lewis sad fyrre dage på maximum security-afdelingen i delstatsfængslet i Mississippi efter at have deltaget i en frihedsrejse i Jackson. Hans forbrydelse var at sidde som sort i et venteværelse på en busstation, der var forbeholdt hvide.[22]

I februar 2009, otteogfyrre år efter, at han var blevet blodigt banket af Ku Klux Klan under borgerrettighedsmarcher, modtog Lewis en undskyldning på nationalt TV af det tidligere Klanmedlem Elwin Wilson, der 1961 havde angrebet Lewis under et freedom ride i South Carolina.[23]

Politisk karriere

[redigér | rediger kildetekst]

Lewis stillede for første gang op til et valg, da pladsen i Repræsentanternes Hus tildelt Georgias 5. kongresdistrikt blev ledigt, efter præsident Jimmy Carter udpegede det daværende kongresmedlem Andrew Young til at være USA's ambassadør i FN i 1977.[24] Lewis tabte valget til den senere senator, Wyche Fowler, med 38% mod Fowlers 62%.[25]

Efter hans mislykkede forsøg på at blive valgt til i Kongressen i 1977 stod Lewis uden job, og var tilmed i gæld fra hans kampagne. Han accepterede en position i Carter-administrationen som meddirektør for ACTION, et statsligt bureau med ansvaret for bl.a. AmeriCorps VISTA, et nationalt program for at bekæmpe fattigdom. Han havde jobbet i 2½ år, men gik af, da præsidentvalget i 1980 nærmede sig.[26]

I 1981 stillede han op til Atlanta byråd og blev valgt med 69% af stemmerne.[27] Han sad indtil 1986, da han blev valgt til Repræsentanternes Hus.[28]

Efter ni år som medlem af Repræsentanternes Hus valgte Fowler ikke at genopstille og derimod fokusere på at blive valgt til Senatet. Lewis besluttede sig for endnu engang at forsøge at blive valgt for Georgias 5. kongresdistrikt. I primærvalget vandt delstatssenatoren Julian Bond over Lewis med 47% mod Lewis' 35%. I anden primærvalgrunde besejrede Lewis Bond med 52% mod Bonds 48%.[29] Under valgkampen havde Lewis kørt reklamer, hvor han beskyldte Fowler for at være korrupt, antydede, at han havde et misbrug af kokain samt at han havde løjet om sin borgerrettighedsaktivisme.[30] Ved valget i november 1986 vandt Lewis stort over sin Republikanske modstander, Portia Scott, med 75% mod Scotts 25%.[31]

Lewis blev gennem hans karriere genvalgt 17 gange til Repræsentanternes Hus, hver gang med mindst 68% af stemmerne. Hans dårligste valg var i 1994, da han besejrede Republikaneren Dale Dixon med 69% mod 31%,[32] og hans bedste var, da han i 1996, 2002, 2004, 2014 og 2018 stillede op uden modkandidat og modtog samtlige 100% af stemmerne.[33]

Lewis taler ved sidstedagen af Demokraternes Nationale Konvent i Denver, Colorado i 2008.

Avisen Washington Post beskrev i 1998 Lewis som værende "en strengt partisk Demokrat, men ... også strengt partiuafhængig."[e][34] Avisen The Atlanta Journal-Constitution skrev i 2006, at Lewis var den "eneste tidligere ledende figur borgerrettighedsbevægelsen, der udvidede sin kamp for menneskerettigheder og raceforsoning til også at foregå indenfor Kongressens mure."[f][35] Avisen beskrev også, hvordan man blandt Lewis' bekendte "fra Senatorer til hans nogen-og-tyve medarbejdere" kaldte ham for "Kongressens samvittighed."[g][35] Han har været talsmand for homoseksuelles rettigheder samt støttet en national universal sundhedsforsikring.[34]

Lewis modsatte sig USA's intervenering i Golfkrigen i 1991,[36] NAFTA-frihandelsaftalen[37] og USA's handelsaftale med Kina i 2000.[38]

Da præsident Bill Clinton overvejede at invadere Haiti, modsatte Lewis sig en væbnet intervenering, som det eneste medlem af Kongressens afroamerikanske gruppe.[39] Da Clinton senere sendte tropper til Haiti samlede Lewis sig om tropperne, opfordrede til at støtte dem, og kaldte interventionen en "fredsmission".[40]

Lewis var stor kritiker af præsident George W. Bush og Irakkrigen.[41] Associated Press har sagt, at han var den "første vigtige medlem af Repræsentanternes Hus til at foreslå at stille George W. Bush for en rigsretssag" og argumenterede for, at præsidenten "bevidst [og] systeatisk overtrådte loven" ved at tillade NSA at aflytte borgere uden en kendelse.[h] Lewis udtalte, at "han er ikke konge, han er præsident."[i][42][43]

Ofte trak Lewis sammenligninger fra hans historiske deltagelse borgerrettighedsbevægelsen til hans politik. Han tog hvert år på en årlig pilgrimsrejse til Alabama for at gå ruten, hvor marchen, han ledte fra Selma til Montgomery i 1965, gik.[44] Ruten blev senere en del af USA's National Historic Trail-system.[45]

I marts 2003 talte Lewis til 30.000 mennesker i Portland i Oregon under en antigkrigsprotest kort før Irakkrigen begyndte.[46] Lewis blev anholdt flere gange gennem hans tid som kongresmedlem,[10]heriblandt i 2009, da han udenfor Sudans ambassade demonstrererede mod folkedrabet i Darfur.[47]

Op mod Demokraternes primærvalg til præsidentvalget i 2008 støttede Lewis oprindeligt Hillary Clinton,[48] men i februar 2008 ændrede han sin støtte og valgte i stedet at bakke op om Barack Obama. "Der sker noget i USA, og folk er forberedt på at gøre et stort spring for at få det til at ske," udtalte han i den forbindelse.[j][49][50] Samtidig var han strækt kritisk overfor John McCain og Sarah Palin, henholdsvis den Republikanske præsident- og vicepræsidentkandidat, og udtalte i oktober 2008, at de "såede had og splittelse,"[k] på en måde, der mindede Lewis om Alabamas tidligere guvernør George Wallace og "endnu en destruktiv periode" i amerikansk politik.[l][51] Disse var dog udtalelser, Obama ikke kunne støtte, og Lewis ændrede senere sine udtalelser.[52]

Selvbiografi

[redigér | rediger kildetekst]

Lewis' selvbiografi, Walking with the Wind: A Memoir of the Movement, blev udgivet i 1999.

Noter

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Citat frit oversat fra engelsk: "As I was growing up in rural Alabama, I saw all around me the system of segregation and racial discrimination."[7]
  2. ^ Citat/uddrag frit oversat fra engelsk: "At the great Washington March of 1963, the chairman of the Student Non-Violent Coordinating Committee, John Lewis, speaking to the same enormous crowd that heard Martin Luther King's "I Have a Dream," was prepared to ask the right question: "Which side is the federal government on?" That sentence was eliminated from his speech by organizers of the March to avoid offending the Kennedy Administration. But Lewis and his fellow Sncc workers had experienced, again and again, the strange passivity of the national government in the face of Southern violence,"[19]
  3. ^ Citat frit oversat fra engelsk: ""We were determined not to let any act of violence keep us from our goal," og "We knew our lives could be threatened, but we had made up our minds not to turn back."[20]
  4. ^ Citat frit oversat fra engelsk: "It was very violent. I thought I was going to die. I was left lying at the Greyhound bus station in Montgomery unconscious."[21]
  5. ^ Citat oversat frit fra engelsk: "a fiercely partisan Democrat but ... also fiercely independent."[34]
  6. ^ Citat frit oversat fra engelsk: "only former major civil rights leader who extended his fight for human rights and racial reconciliation to the halls of Congress."[35]
  7. ^ Citat frit oversat fra engelsk: "those who know him, from U.S. senators to 20-something congressional aides," og "conscience of Congress."[35]
  8. ^ Citat er frit oversat fra engelsk: "the first major House figure to suggest impeaching George W. Bush," og "deliberately, systematically violated the law"[42][43]
  9. ^ Citat er frit oversat fra engelsk: "He is not king; he is president."[42][43]
  10. ^ Citat frit oversat fra engelsk: "Something is happening in America, and people are prepared and ready to make that great leap."[49]
  11. ^ Citat frit oversat fra engelsk: "sowing the seeds of hatred and division"[51]
  12. ^ Citat frit oversat engelsk: "another destructive period"[51]

Referencer

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ a b c "John Lewis: Civil rights icon and congressman dies aged 80" (engelsk). BBC. 18. juli 2020. Hentet 18. juli 2020.
  2. ^ "FINDING YOUR ROOTS Season 1 Episode 1 – John Lewis and Cory Booker" (engelsk). Public Broadcasting Service. 24. marts 2012. Hentet 18. juli 2020.
  3. ^ a b c d e f "FINDING YOUR ROOTS – Meet Our Guests: John Lewis" (engelsk). Public Broadcasting Service. 24. marts 2012. Arkiveret fra originalen 23. februar 2020. Hentet 18. juli 2020.
  4. ^ a b Seelye, Katharine Q. (17. juli 2020). "John Lewis, Towering Figure of Civil Rights Era, Dies at 80" (amerikansk engelsk). The New York Times. Hentet 19. juli 2020.
  5. ^ Carson, Clayborne; Garrow, David J.; Kovach, Bill; Polsgrove, Carol (2003). Reporting Civil Rights: American Journalism 1963–1973, Part Two. New York City: Library of America. s. 15-16, 48, 56, 84, 323, 374, 384, 392, 491-94, 503, 505, 513, 556, 726, 751, 846, 873. ISBN 978-1-931082-29-7.
  6. ^ "Biography – Congressman John Lewis" (amerikansk engelsk). The Office of U.S. Congressman John Lewis. Arkiveret fra originalen 30. juni 2020. Hentet 19. juli 2020.
  7. ^ "From Rep. John Lewis, quotes in a long life of activism" (engelsk). Associated Press. 18. juli 2020. Hentet 19. juli 2020.
  8. ^ Hauck, Grace (18. juli 2020). "John Lewis 'Note to Self': 'One day, you'll be elected to the Congress,' Lewis tells younger self" (amerikansk engelsk). USA Today. Hentet 19. juli 2020.
  9. ^ Gilbert, Sarah (18. juli 2020). "Civil rights activist and politician John Lewis – a life in picture" (engelsk). The Guardian. Hentet 19. juli 2020.
  10. ^ a b Blakemore, Erin (1. december 2016). "John Lewis' Arrest Records Are Finally Uncovered" (amerikansk engelsk). Smithsonian Magazine. Hentet 19. juli 2020.
  11. ^ "Rep. John Lewis, 'Big Six' Leader" (amerikansk engelsk). National Public Radio. 28. august 2003. Hentet 19. juli 2020.
  12. ^ "SNCC's Speech Delivered by John Lewis at the March on Washington" (amerikansk engelsk). Zinn Education Project. Arkiveret fra originalen 20. juli 2020. Hentet 20. juli 2020.
  13. ^ Bates, Josiah (18. juli 2020). "John Lewis' March on Washington Speech Inspired a Generation. Here's How He Recalled Its Impact to TIME" (engelsk). TIME. Hentet 19. juli 2020.
  14. ^ Beveridge, Lici; Vicory, Justin (18. juli 2020). "Rep. John Lewis spent 37 days at Parchman as a Freedom Rider for Mississippi civil rights" (amerikansk engelsk). The Clarion-Ledger. Hentet 20. juli 2020.
  15. ^ a b "1965 Selma to Montgomery March Fast Facts". CNN Editorial Research (amerikansk engelsk). CNN. 2. marts 2020. Hentet 20. juli 2020.
  16. ^ a b c Lyman, Brian (19. juli 2020). "Rename Edmund Pettus Bridge for John Lewis? Some civil rights veterans say no" (amerikansk engelsk). Montgomery Advertiser. Hentet 20. juli 2020.
  17. ^ a b c Cohen, Li (18. juli 2020). "John Lewis' death sparks surge in support to rename Edmund Pettus Bridge, the site of Bloody Sunday, in his honor" (amerikansk engelsk). CBS News. Hentet 20. juli 2020.
  18. ^ a b c Page, Susan (24. februar 2015). "50 years after Selma, John Lewis on unfinished business" (amerikansk engelsk). USA Today. Hentet 20. juli 2020.
  19. ^ a b c d "My Name Is Freedom: Albany, Georgia". You Can't Be Neutral on A Moving Train (amerikansk engelsk). Boston, Massachusetts: Beacon Press. Arkiveret fra originalen 19. februar 1999. Hentet 20. juli 2020.
  20. ^ a b Holmes, Marian Smith (februar 2009). "The Freedom Riders, Then and Now" (amerikansk engelsk). Smithsonian Magazine. Hentet 20. juli 2020.
  21. ^ a b c d e "John Lewis: 'I thought I was going to die'" (amerikansk engelsk). CNN. 10. maj 2001. Arkiveret fra originalen 8. august 2012. Hentet 20. juli 2020.
  22. ^ Minor, Bill (2. april 2010). "Arkiveret kopi" (amerikansk engelsk). Desoto Times Tribune. Arkiveret fra originalen 18. juli 2020. Hentet 20. juli 2020.
  23. ^ Shipman, Claire; Smith, Cindy; Ferran, Lee (6. februar 2009). "Man Asks Entire Town for Forgiveness for Racism" (amerikansk engelsk). ABC News. Arkiveret fra originalen 19. juli 2020. Hentet 20. juli 2020.
  24. ^ "Andrew Young Fast Facts". CNN Editorial Research (amerikansk engelsk). CNN. 8. marts 2020. Hentet 20. juli 2020.
  25. ^ "GA District 5 – Special Election Race – Apr 05, 1977" (engelsk). Our Campaigns. Hentet 20. juli 2020.
  26. ^ Lewis, John: Walking with the Wind, s. 446–451.
  27. ^ Press, Robert M. (28. februar 1985). "Civil rights veteran John Lewis still marches to unmistakable drumbeat" (amerikansk engelsk). Christian Science Monitor. Hentet 20. juli 2020.
  28. ^ "People – Lewis, John". GeorgiaInfo (engelsk). University System of Georgia. Arkiveret fra originalen 31. maj 2020. Hentet 18. april 2020.
  29. ^ "GA District 5 – D Runoff Race – Sep 02, 1986" (engelsk). Our Campaigns. Hentet 20. juli 2020.
  30. ^ Clendinen, Dudley (3. september 1986). "Ex-Colleague Upsets Julian Bond in Atlanta Congressional Runoff". The New York Times. New York City: New York Times Company. Arkiveret fra originalen 20. august 2015. Hentet 16. august 2015.
  31. ^ "GA District 5 Race – Nov 04, 1986" (engelsk). Our Campaigns. Hentet 21. juli 2020.
  32. ^ "GA District 5 Race – Nov 08, 1994" (engelsk). Our Campaigns. Hentet 22. juli 2020.
  33. ^ "Candidate – John Lewis" (engelsk). Our Campaigns. Hentet 22. juli 2020.
  34. ^ a b c "Nonviolent Fighter; John Lewis Retraces the Route That Led to the Future": Carlson, Peter. The Washington Post [Washington, D.C] June 9, 1998: 01.
  35. ^ a b c d Kemper, Bob (21. maj 2006). "John Lewis: 'Conscience' carries clout: Civil rights icon's moral authority enhanced". The Atlanta Journal-Constitution. Atlanta, Georgia: Cox Media.
  36. ^ Steinberg, Marty (17. juli 2020). "Rep. John Lewis, civil rights freedom fighter who rose to Congress, dies at 80" (amerikansk engelsk). CNBC. Hentet 22. juli 2020.
  37. ^ "REP. JOHN LEWIS STRONGLY OPPOSES CURRENT TRADE BILL" (amerikansk engelsk). Office of U.S. Congressman John Lewis. 12. juni 2015. Arkiveret fra originalen 26. juli 2020. Hentet 26. juli 2020.
  38. ^ Schmitt, Eric; Kahn, Joseph (25. maj 2000). "THE CHINA TRADE VOTE: A CLINTON TRIUMPH; HOUSE, IN 237-197 VOTE, APPROVES NORMAL TRADE RIGHTS FOR CHINA" (amerikansk engelsk). The New York Times. Hentet 22. juli 2020.
  39. ^ Blain, Keisha N. (21. juli 2020). "John Lewis' Fight for Equality Was Never Limited to Just the United States" (amerikansk engelsk). TIME. Hentet 26. juli 2020.
  40. ^ «Shared power, foreign policy, and Haiti, 1994. Public memories of war and race». Goodnight, G. Thomas; Olson, Kathryn M.; Rhetoric & Public Affairs 9. 4 (Vinter 2006), s. 601–634.
  41. ^ Davis, Charles (18. juli 2020). "Rep. John Lewis, civil rights icon, was a powerful voice against war with Iraq" (engelsk). Business Insider. Hentet 26. juli 2020.
  42. ^ a b c Hobbes, Dwight (18. juli 2020). "Beloved civil rights icon John Lewis dies at age 80" (amerikansk engelsk). Minnesota Spokesman-Recorder. Hentet 26. juli 2020.
  43. ^ a b c Heuvel, Katrina Vanden (2. januar 2006). "The I-Word is Gaining Ground--UPDATED" (amerikansk engelsk). The Nation. Arkiveret fra originalen 20. november 2007. Hentet 26. juli 2020.
  44. ^ Reeves, Jay; Chandler, Kim (2. marts 2019). "Members of Congress make civil rights pilgrimage in Alabama" (amerikansk engelsk). Associated Press. Hentet 26. juli 2020.
  45. ^ Harney, Erin (2. december 2016). "Selma to Montgomery trail leads to Alabama, national history" (amerikansk engelsk). Alabama Newscenter. Hentet 26. juli 2020.
  46. ^ Lichtblau, Eric (16. marts 2003). "THREATS AND RESPONSES: DISSENT; Tens of Thousands March Against Iraq War" (amerikansk engelsk). The New York Times. Hentet 26. juli 2020.
  47. ^ Courson, Paul (27. april 2009). "U.S. lawmakers arrested in Darfur protest at Sudan embassy" (amerikansk engelsk). CNN. Arkiveret fra originalen 30. april 2009. Hentet 26. juli 2020.
  48. ^ "Rep. Lewis endorses Clinton" (amerikansk engelsk). CNN. 12. oktober 2007. Arkiveret fra originalen 18. juli 2020. Hentet 26. juli 2020.
  49. ^ a b Zeleny, Jeff; Healy, Patrick (15. februar 2008). "Black Leader, a Clinton Ally, Tilts to Obama" (amerikansk engelsk). The New York Times. Hentet 26. juli 2020.
  50. ^ "Rep. Lewis switches to Obama". Associated Press (amerikansk engelsk). Los Angeles Times. 28. februar 2008. Hentet 26. juli 2020.
  51. ^ a b c Bumiller, Elisabeth (11. oktober 2008). "Congressman Rebukes McCain for Recent Rallies" (amerikansk engelsk). The New York Times. Hentet 26. juli 2020.
  52. ^ "John McCain equal to George Wallace? Barack Obama says 'no,' and John Lewis says he's been misunderstood" (amerikansk engelsk). The Atlanta Journal-Constitution. 11. oktober 2008. Arkiveret fra originalen 4. juni 2011. Hentet 26. juli 2020.

Bibliografi

[redigér | rediger kildetekst]
  • Reporting Civil Rights: American Journalism 1963–1973, Library of America: 2003. ISBN 1-931082-29-4
  • Lewis, John med Michael D'Orso (1999): Walking with the Wind: A Memoir of the Movement, Harvest Books. ISBN 0-15-600708-8.
  • Haskins, Jim & Benson, Kathleen; illustrasjoner av Andrews, Benny (2006): John Lewis in the Lead: A Story of the Civil Rights Movement, Lee & Low Books, ISBN 978-1-58430-250-6.
  • Hill, Christine M. (2002): John Lewis: From Freedom Rider to Congressman, Enslow Publishers, Inc., ISBN 0-7660-1768-0. (Biografi skrevet for ungdom)

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=John_Lewis_(politiker)&oldid=11915484"