Spring til indhold

Jelena Slesarenko

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jelena Slesarenko
Personlig information
Født28. februar 1982 (42 år) Rediger på Wikidata
Volgograd, Volgograd oblast, Rusland Rediger på Wikidata
NationalitetRusland Russisk
Højde179 cm Rediger på Wikidata
Vægt54 kg Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­stedVolgograds statslige akademi for fysisk kultur Rediger på Wikidata
BeskæftigelseAtletikudøver, højdespringer Rediger på Wikidata
Deltog isommer-OL 2004,
sommer-OL 2008 Rediger på Wikidata
Nomineringer og priser
UdmærkelserVenskabsordenen Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Jelena Vladimirovna Slesarenko, fødselsnavn Sivusjenko (russisk: Елена Владимировна Слесаренко (Сивушенко) ; født 28. februar 1982 i Volgograd) er en russisk tidligere højdespringer.

Før 2004-sæsonen var hun stort set ukendt, men ved indendørs-VM dette år sprang hun 2,04 m og vandt guld. Senere samme år forbedrede hun også sit bedste resultat udendørs til 2,04 m,[1] og hun blev dermed også en af favoritterne ved OL 2004 i Athen. I kvalifikationsrunden sprang hun 1,95 m, hvilket var finalekravet. I finalen var der seks springere, der kom over 1,96 m, heriblandt Slesarenko, og sammen med den dobbelte verdensmester, sydafrikaneren Hestrie Storbeck-Cloete og ukraineren Vita Stopina kom hun også over 2,02 m. Slesarenko sprang derpå 2,04 m i første forsøg og var den eneste der kom over denne højde, hvilket var ny olympisk rekord. Storbeck-Cloete forsøgte sig en enkelt gang på 2,06 m, men rev ned, mens Slesarenko igen kom over i første forsøg. Hun forsøgte tre gange at sætte ny verdensrekord på 2,10 m, men uden held. Guldmedaljen var dog sikret, mens Storbeck-Cloete blev nummer to og Stopina nummer tre.[2]

Hun vandt også World Athletics Final i september 2004, hvilket fuldendte et fantastisk år for hende. Hun genvandt VM-guldet indendørs i 2006 i Moskva og vandt indendørs-VM-sølv i 2008 i Valencia.[1]

Ved OL 2008 var hun igen blandt favoritterne, og her kvalificerede hun sig til finalen med et spring på 1,93 m. I finalen nåede hun over 2,01 m, hvilket var nok til en fjerdeplads, men i efteråret 2016 blev hun sammen med to andre deltagere i konkurrencen diskvalificeret for brug af doping, og hendes resultater her[3] og de følgende par år blev slettet i de internationale lister. Efter en graviditet og fødsel i 2012 samt knæproblemer vendte hun i 2013 tilbage til sporten, men nåede ikke igen de samme resultater som tidligere, og i 2014 indstillede hun sin aktive karriere.[4]

  1. ^ a b Yelena Slesarenko, worldathletics.org, hentet 31. januar 2022
  2. ^ High Jump, Women, olympedia.org, hentet 31. januar 2022
  3. ^ IOC sanctions 16 athletes for failing anti-doping tests at Beijing 2008, olympics.com, 17. november 2016, hentet 31. januar 2022
  4. ^ 2004 Olympic high jump champion Slesarenko retires, worldathletics.org, 9. december 2014, hentet 31. januar 2022

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Spire
Denne biografi om en atletikudøver er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.