Spring til indhold

International orden

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Internationale verdensorden)
Sammenskrivningsforslag
Artiklen International orden er foreslået føjet ind i Folkeret. (Siden marts 2024)  Diskutér forslaget
Kort begrundelse:  Artiklen "International orden" ser ud til at beskrive, eller at være påfaldende nært beslægtet med, det samme tema.

Indenfor internationale relationer refererer international orden eller verdensorden til et sæt globale, regelbaserede, strukturerede relationer mellem aktører på internationalt plan.[1][2][3]

Definition

[redigér | rediger kildetekst]

David Lake, Lisa Martin og Thomas Risse definerer "orden" som "mønstrede eller strukturerede relationer mellem enheder".[2]

Michael Barnett definerer en international orden som "mønstre for at forholde sig og handle" afledt af og vedligeholdt af regler, institutioner, lovgivning og normer.[4] International orden har både en materiel og social komponent.[4][5] Legitimitet (den generelle opfattelse af, at handlinger er ønskværdige, korrekte eller passende) er afgørende for politiske orden.[4][5] George Lawson har defineret en international orden som "regulariseret praksis for udveksling blandt diskrete politiske enheder, der anerkender hinanden for at være uafhængige".[6] John Mearsheimer definerer en international orden "en organiseret gruppe af internationale institutioner, der hjælper med at styre interaktionerne mellem medlemsstater".[6]

I After Victory (2001) definerer John Ikenberry en politisk orden som "de styrende ordninger blandt en gruppe af stater, herunder dens grundlæggende regler, principper og institutioner."[7]

De Forenede Nationer er blevet karakteriseret som en proxy for, hvordan stater generelt opfatter den internationale orden.[8]

Jeff Colgan har karakteriseret international orden som omfattende flere delsystemer.[9] Disse delsystemer kan opleve drastiske ændringer uden at ændre den internationale orden fundamentalt.[9]

Liberal international orden

[redigér | rediger kildetekst]
Uddybende Uddybende artikel: Liberal international orden

Den liberale internationale orden (LIO) beskriver et sæt globale, regelbaserede, strukturerede relationer baseret på politisk liberalisme, økonomisk liberalisme og liberal internationalisme siden slutningen af 1940'erne.[10] Mere specifikt indebærer den liberale internationale orden et internationale samarbejde gennem multilaterale institutioner (som De Forenede Nationer, Verdenshandelsorganisationen og Den Internationale Valutafond). Den liberale internationale orden udgøres af menneskelig lighed (frihed, retsstatsprincipper og menneskerettigheder), åbne markeder, kollektiv sikkerhed - og fremmer liberalt demokrati og monetært samarbejde.[10][11][12] Ordenen blev etableret i kølvandet på Anden Verdenskrig, ledet i vid udstrækning af USA.[10][13]

Naturen af den liberale internationale orden, såvel som dens eksistens, er blevet diskuteret af forskere.[14][15][16][10] LIO er blevet krediteret for at udvide frihandel, øge kapitalmobilitet, udbrede demokrati, fremme menneskerettigheder og i fællesskab forsvare Vesten fra Sovjetunionen.[10] LIO lettede et hidtil uset samarbejde mellem staterne i Nordamerika, Vesteuropa og Japan.[10] Over tid lettede LIO udbredelsen af økonomisk liberalisme til resten af verden, samt hjalp med at konsolidere demokratiet i tidligere fascistiske eller kommunistiske lande.[10]

Oprindelsen af LIO er almindeligvis blevet identificeret som 1940'erne, normalt begyndende i 1945.[10] John Mearsheimer har afvist dette synspunkt og hævder, at LIO først opstod efter afslutningen af den kolde krig.[17] Grundlæggende medlemmer af LIO omfatter staterne Nordamerika, Vesteuropa og Japan; disse stater danner et sikkerhedsfællesskab.[10] LIO'ens egenskaber har varieret over tid.[10] Nogle forskere henviser til en koldkrigsvariation af LIO og en variant efter den kolde krig.[18] Den kolde krigs variation var primært begrænset til Vesten og indebar svage globale institutioner, hvorimod variationen efter den kolde krig var verdensomspændende og indebar globale institutioner med "påtrængende" beføjelser.[18]

Aspekter af LIO udfordres internt i liberale stater af populisme, protektionisme og nationalisme.[19][20][17][21] Forskere har hævdet, at indlejret liberalisme (eller logikken i den dobbelte bevægelse) er nøglen til at opretholde offentlig støtte til LIO's planker; nogle forskere har rejst spørgsmål om, hvorvidt aspekter af indlejret liberalisme er blevet undermineret, hvilket har ført til et tilbageslag mod LIO.[22][23][21]

Udadtil er LIO udfordret af autoritære stater, illiberale stater og stater, der er utilfredse med deres roller i verdenspolitik.[17][24][25][26][27] Kina og Rusland er blevet karakteriseret som fremtrædende udfordrere til LIO.[17][25][26][28][29] Nogle forskere har hævdet, at LIO indeholder selvunderminerende aspekter, der kan udløse tilbageslag eller kollaps.[24][29]

Se også

[redigér | rediger kildetekst]

Referencer

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Lascurettes, Kyle M.; Poznansky, Michael (2021). "International Order in Theory and Practice". Oxford Research Encyclopedia of International Studies (engelsk). doi:10.1093/acrefore/9780190846626.013.673. ISBN 978-0-19-084662-6.
  2. ^ a b Lake, David A.; Martin, Lisa L.; Risse, Thomas (2021). "Challenges to the Liberal Order: Reflections on International Organization". International Organization (engelsk). 75 (2): 225-257. doi:10.1017/S0020818320000636. ISSN 0020-8183.
  3. ^ Lascurettes, Kyle M. (2020). Orders of Exclusion: Great Powers and the Strategic Sources of Foundational Rules in International Relations (engelsk). Oxford University Press. ISBN 978-0-19-006854-7.
  4. ^ a b c Barnett, Michael (2021). "International Progress, International Order, and the Liberal International Order". The Chinese Journal of International Politics. 14 (1): 1-22. doi:10.1093/cjip/poaa019. ISSN 1750-8916. PMC 7989545.
  5. ^ a b Martha Finnemore (2009). "Legitimacy, Hypocrisy, and the Social Structure of Unipolarity: Why Being a Unipole Isn't All It's Cracked Up to Be". World Politics. 61 (1): 58-85. doi:10.1353/wp.0.0027. ISSN 1086-3338.
  6. ^ a b Lawson, George (2016). The rise of modern international order (amerikansk engelsk). Oxford University Press. doi:10.1093/hepl/9780198739852.003.0002. ISBN 978-0-19-185085-1. Arkiveret fra originalen 2021-08-04. Hentet 2021-09-02.
  7. ^ Ikenberry, G. John (2001). After Victory: Institutions, Strategic Restraint, and the Rebuilding of Order After Major Wars (engelsk). Princeton University Press. s. 23, 29-31. ISBN 978-0-691-05091-1.
  8. ^ Barnett, Michael (1995). "The New United Nations Politics of Peace: From Juridical Sovereignty to Empirical Sovereignty". Global Governance. 1 (1): 79-97. doi:10.1163/19426720-001-01-90000007. ISSN 1075-2846. JSTOR 27800102.
  9. ^ a b Colgan, Jeff D. (2021). Partial Hegemony: Oil Politics and International Order (engelsk). Oxford University Press. ISBN 978-0-19-754640-6.
  10. ^ a b c d e f g h i j Lake, David A.; Martin, Lisa L.; Risse, Thomas (2021). "Challenges to the Liberal Order: Reflections on International Organization". International Organization (engelsk). 75 (2): 225-257. doi:10.1017/S0020818320000636. ISSN 0020-8183.
  11. ^ Ikenberry, G. John (2018). "The end of liberal international order?" (PDF). International Affairs. 94 (1): 7-23. doi:10.1093/ia/iix241. Arkiveret fra originalen (PDF) 2. juli 2020 – via OpenScholar @ Princeton.
  12. ^ Norrlof, Carla; Poast, Paul; Cohen, Benjamin J; Croteau, Sabreena; Khanna, Aashna; McDowell, Daniel; Wang, Hongying; Winecoff, W Kindred (2020). "Global Monetary Order and the Liberal Order Debate". International Studies Perspectives. 21 (2): 109-153. doi:10.1093/isp/ekaa001. ISSN 1528-3577.
  13. ^ Wright, Thomas (12. september 2018). "The Return to Great-Power Rivalry Was Inevitable". The Atlantic. Arkiveret fra originalen 2. juli 2020. Hentet 23. juli 2020.
  14. ^ Ikenberry, G. John (2001). After Victory: Institutions, Strategic Restraint, and the Rebuilding of Order after Major Wars. Princeton University Press. doi:10.2307/j.ctt7t1s5. ISBN 978-0-691-05090-4. JSTOR j.ctt7t1s5.
  15. ^ Mearsheimer, John J. (2018). Great Delusion: Liberal Dreams and International Realities. Yale University Press. doi:10.2307/j.ctv5cgb1w. ISBN 978-0-300-23419-0. JSTOR j.ctv5cgb1w. S2CID 240217170.
  16. ^ Barnett, Michael (2019). "The End of a Liberal International Order That Never Existed • The Global". The Global (amerikansk engelsk). Hentet 2021-02-23.
  17. ^ a b c d Mearsheimer, John J. (2019). "Bound to Fail: The Rise and Fall of the Liberal International Order". International Security. 43 (4): 7-50. doi:10.1162/isec_a_00342. ISSN 0162-2889.
  18. ^ a b Börzel, Tanja A.; Zürn, Michael (2021). "Contestations of the Liberal International Order: From Liberal Multilateralism to Postnational Liberalism". International Organization (engelsk). 75 (2): 282-305. doi:10.1017/S0020818320000570. hdl:10419/249777. ISSN 0020-8183.
  19. ^ Flaherty, Thomas M.; Rogowski, Ronald (2021). "Rising Inequality As a Threat to the Liberal International Order". International Organization (engelsk). 75 (2): 495-523. doi:10.1017/S0020818321000163. ISSN 0020-8183.
  20. ^ Broz, J. Lawrence; Frieden, Jeffry; Weymouth, Stephen (2021). "Populism in Place: The Economic Geography of the Globalization Backlash". International Organization (engelsk). 75 (2): 464-494. doi:10.1017/S0020818320000314. ISSN 0020-8183.
  21. ^ a b Goldstein, Judith; Gulotty, Robert (2021). "America and the Trade Regime: What Went Wrong?". International Organization (engelsk). 75 (2): 524-557. doi:10.1017/S002081832000065X. ISSN 0020-8183.
  22. ^ Ruggie, John Gerard (1982). "International Regimes, Transactions, and Change: Embedded Liberalism in the Postwar Economic Order". International Organization. 36 (2): 379-415. doi:10.1017/S0020818300018993. ISSN 0020-8183. JSTOR 2706527.
  23. ^ Mansfield, Edward D.; Rudra, Nita (2021). "Embedded Liberalism in the Digital Era". International Organization (engelsk). 75 (2): 558-585. doi:10.1017/S0020818320000569. ISSN 0020-8183. SSRN 3719975.
  24. ^ a b Farrell, Henry; Newman, Abraham L. (2021). "The Janus Face of the Liberal International Information Order: When Global Institutions Are Self-Undermining". International Organization (engelsk). 75 (2): 333-358. doi:10.1017/S0020818320000302. ISSN 0020-8183.
  25. ^ a b Weiss, Jessica Chen; Wallace, Jeremy L. (2021). "Domestic Politics, China's Rise, and the Future of the Liberal International Order". International Organization (engelsk). 75 (2): 635-664. doi:10.1017/S002081832000048X. ISSN 0020-8183.
  26. ^ a b Adler-Nissen, Rebecca; Zarakol, Ayşe (2021). "Struggles for Recognition: The Liberal International Order and the Merger of Its Discontents". International Organization (engelsk). 75 (2): 611-634. doi:10.1017/S0020818320000454. ISSN 0020-8183. S2CID 234364938.
  27. ^ Cooley, Alexander; Nexon, Daniel (2021-04-29). "The Illiberal Tide". Foreign Affairs (amerikansk engelsk). ISSN 0015-7120. Hentet 2021-12-08.
  28. ^ Kristinsson, Thorsteinn (2021). "Networks of order in East Asia: Beyond hegemonic theories of the Liberal International Order". International Politics (engelsk). 60: 1-24. doi:10.1057/s41311-021-00361-w. ISSN 1740-3898. S2CID 240415250.
  29. ^ a b Beckley, Michael (2022-02-15). "Enemies of My Enemy". Foreign Affairs (amerikansk engelsk). ISSN 0015-7120. Hentet 2022-02-19. The liberal order, like all international orders, is a form of organized hypocrisy that contains the seeds of its own demise. To forge a cohesive community, order builders have to exclude hostile nations, outlaw uncooperative behaviors, and squelch domestic opposition to international rule-making. These inherently repressive acts eventually trigger a backlash.
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=International_orden&oldid=11918607"