Harald Goldschmidt
Harald Naphtali Julius Goldschmidt (født 12. november 1857 i København, død 9. december 1923 på Frederiksberg) var en dansk veterinær.
Liv og gerning
[redigér | rediger kildetekst]Efter afsluttet skolegang blev han sat i handelslære, men efter 2 års forløb fik han lov til at følge sin barndomslyst at komme til landvæsenet. Efter i 3 år at have beskæftiget sig med det praktiske landbrug kom han til Veterinær- og Landbohøjskolen, hvor han tog landbrugseksamen i 1880. Snart efter tog han fat på veterinærstudiet og bestod dyrlægeeksamen i 1882 (1. karakter med udmærkelse). Derefter praktiserede han som dyrlæge i København og læste samtidig til artium, som han tog 1884, hvorefter han begyndte på studiet af lægevidenskaben. I 1885 bestod han den filosofiske prøve. Samme år døde Prosch, og Goldschmidt besluttede da at uddanne sig til at overtage lærerposten i husdyrbrug ved Veterinær- og Landbohøjskolen.
Forfatter om husdyrbruget
[redigér | rediger kildetekst]Han rejste til Dresden og kastede sig der med stor iver over studiet af dyrefysiologien under Ellenbergers ledelse, men allerede efter 1/2 års forløb måtte han rejse hjem for at deltage i konkurrencen i anledning af den vakante lærerpost. Efter på en tilfredsstillende måde at have besvaret den ham stillede opgave (En Oversigt over Kvægbrugets Udvikling her i Landet i de sidste 25-35 Aar og en paa egne Undersøgelser grundet Fremstilling af den for Sorø og Præstø Amter karakteristiske Kvægbestands Udvikling i det samme Tidsrum) foretog han med statsunderstøttelse en studierejse af omtrent 1/2 års varighed til England, Skotland, Frankrig og Tyskland. I 1888 blev han konstitueret og 1889 fast ansat som lærer i husdyrbrug ved Veterinær- og Landbohøjskolen.
Goldschmidt foretog efter sin ansættelse som lærer flere mindre rejser i ind- og udland for at studere husdyrbruget, og han tog livlig del i diskussionen om husdyrbrugsforhold. Som resultat af sine studier i Dresden meddelte han i Hoppe-Seylers fysiologiske tidsskrift (på tysk) nogle mindre afhandlinger om fordøjelsen hos hesten og om spyttets fysiologi. I 1885 skrev Goldschmidt Regler for Arbejdshestens Behandling i Stalden og under Brugen, en afhandling, der blev prisbelønnet og udgivet af Foreningen til Dyrenes Beskyttelse, og som senere er oversat til svensk og finsk. Hans konkurrenceafhandling blev i 1890 udgivet af Det kgl. danske Landhusholdningsselskab.
Han var medudgiver af "Landmandsbogen" og udgav en vejledning i bedømmelsen af hestens ydre.
Hædersbevisninger
[redigér | rediger kildetekst]I 1912 blev han Ridder af Dannebrog.
Gravsted
[redigér | rediger kildetekst]Han er begravet på Bispebjerg Kirkegård.
Kilder
[redigér | rediger kildetekst]Eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]- Harald Goldschmidt på gravsted.dk
- Goldschmidt, Harald Naptali Julius i Dansk Biografisk Leksikon (1. udgave, bind 6, 1892), forfattet af Bernhard Bang
- Goldschmidt, Harald i Kraks Blå Bog, udgivet af Ove Krak (1910)
- Gravsted.dk
- Født i 1857
- Døde i 1923
- Personer i Dansk Biografisk Leksikon
- Personer i Kraks Blå Bog (1910)
- Dyrlæger fra Danmark
- Danskere i 1800-tallet
- Danskere i 1900-tallet
- Ansatte ved Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole
- Riddere af Dannebrog
- Jøder fra Danmark
- Personer der er konverteret til kristendommen
- Faglitterære forfattere fra Danmark
- Personer fra København
- Dansksprogede forfattere fra Danmark