Spring til indhold

Gustav Mahler

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gustav Mahler
1907
Information
Født7. juli 1860 Rediger på Wikidata
Kaliště[1], Tjekkiet, Kaliště, Tjekkiet Rediger på Wikidata
Død18. maj 1911 (50 år) Rediger på Wikidata
Wien, Østrig Rediger på Wikidata
DødsmådeNaturlige årsager Rediger på Wikidata
DødsårsagSepsis, Endocarditis Rediger på Wikidata
GravstedGrinzing kirkegård Rediger på Wikidata
StatsborgerØstrig-Ungarn Østrig-Ungarn
FarBernhard Mahler Rediger på Wikidata
MorMarie Herrmann Rediger på Wikidata
ÆgtefælleAlma Maria Schindler (1902-1911) Rediger på Wikidata
BørnMaria Anna Mahler,
Anna Mahler Rediger på Wikidata
SprogTysk Rediger på Wikidata
GenreKammermusik, klassisk musik, symfoni Rediger på Wikidata
BeskæftigelseDirigent, klassisk komponist, komponist, bandleader Rediger på Wikidata
Kendte værker
Symfoni nr. 1, Symfoni nr. 2, Symfoni nr. 5, Symfoni nr. 8, Symfoni nr. 9 Rediger på Wikidata
Signatur
Eksterne henvisninger
Gustav Mahlers hjemmeside Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.

Gustav Mahler (født 7. juli 1860, død 18. maj 1911) var en østrigsk komponist og dirigent. Han regnes for en nøglefigur i overgangen fra det 19. århundredes romantik til det 20. århundredes modernisme. Mens Mahler allerede i sin levetid blev anerkendt som en af musikhistoriens største dirigenter, opnåede hans egne værker først bred anerkendelse efter hans død. Hans musik blev glemt og endda gjort forbudt i store dele af Europa under naziregimet, men i slutningen af det 20. århundrede blev hans værker genopdaget af en ny generation af musikelskere. I dag er Mahler en af de mest opførte og indspillede komponister nogensinde, og i 2016 blev tre af hans symfonier rangeret blandt musikhistoriens ti bedste af BBC Music Magazine.

Mahler blev født i Bøhmen, det nuværende Tjekkiet, som dengang var en del af Kejserriget Østrig. Han voksede op i en tysktalende, jødisk familie og udviste allerede som barn et bemærkelsesværdigt musikalsk talent. Efter sin dimission fra konservatoriet i Wien i 1878 påbegyndte han en opadgående karriere som dirigent ved forskellige europæiske operahuse. I 1897 nåede hans karriere et højdepunkt, da han blev udnævnt til direktør for Wiener Hofoper. For at sikre sig denne prestigefyldte stilling konverterede Mahler til katolicismen. Alligevel blev hans tid i Wien præget af vedvarende antisemitisk kritik fra byens presse. Trods modgangen opnåede han stor anerkendelse for sine innovative opsætninger og fortolkninger af komponister som Richard Wagner, Wolfgang Amadeus Mozart og Pjotr Iljitj Tjajkovskij. I sine sidste leveår arbejdede Mahler som direktør for både Metropolitan Opera og New York Philharmonic i USA.

Mahlers oeuvre er relativt begrænset, da han som aktiv operadirigent kun havde sparsom fritid til at komponere. Hans værker er dog præget af stor ambition og omfatter primært orkester- og korværker. Med undtagelse af hans 2. og 8. symfoni, som ved deres uropførelser i henholdsvis 1895 og 1910 blev modtaget med begejstring, fik hans værker ofte en kølig modtagelse i samtiden. Det tog mange år, før Mahlers musik opnåede bred anerkendelse. Blandt hans umiddelbare arvtagere finder man den såkaldte Anden Wienerskole med komponisterne Arnold Schönberg, Alban Berg og Anton Webern. Senere blev også Dmitrij Sjostakovitj og Benjamin Britten stærkt inspireret af Mahler. I 1955 blev Internationale Gustav Mahler Gesellschaft grundlagt med det formål at udbrede kendskabet til Mahlers liv og virke.

Biografi

[redigér | rediger kildetekst]

Tidlige liv (1860-1880)

[redigér | rediger kildetekst]

Barndom

[redigér | rediger kildetekst]
View of a street of old buildings, the largest of which is a tall clock tower with an archway
Mahlers barndomsby, Jihlava.

Gustav Mahler blev født den 7. juli 1860 i Kaliště, det nuværende Tjekkiet, i en fattig familie.[2] Hans bedstemor havde ernæret sig som omvandrende bissekræmmer.[3] På det tidspunkt var Bøhmen en del af Østrig, og Mahler-familien tilhørte en tysktalende, jødisk minoritet i et område domineret af et tjekkisk flertal. Allerede i barndommen udviklede Mahler derfor en livslang følelse af ikke at passe ind.[4] Hans mor, Marie Frank, var datter af en sæbemager, og hans far, Bernhard Mahler, arbejdede som kusk.

I december 1860 år flyttede familien til Jihlava, hvor Bernhard med nogen succes etablerede et destilleri.[5] Familien voksede hurtigt, men ud af 12 børn overlevede kun seks barndommen.[2] Jihlava var på det tidspunkt en blomstrende købstad med omkring 20.000 indbyggere. Mahler blev tidligt eksponeret for musikkens verden gennem gademusikanternes folkemelodier og det lokale militærorkesters parader.[6] Disse forskellige musikalske udtryk kom senere til at præge hans unikke musikalske stil.

Allerede som 4-årig blev Mahler stærkt optaget af klaveret. Han blev hurtigt anerkendt som et vidunderbarn, og som 10-årig afholdt han sin første offentlige koncert på byens teater.[5] Selvom Mahler var musikalsk begavet, var han tilsyneladende bogligt udfordret.[7] I 1871 sendte hans forældre ham derfor på Det Nye Gymnasium i Prag. Han følte sig imidlertid så ulykkelig og fremmedgjort i storbyen, at han kort efter vendte hjem til Jihlava.[5] I 1875 mistede Mahler sin lillebror Ernst, der døde efter længere tids sygdom. Dette tab påvirkede Mahler dybt, og med et ønske om at udtrykke sin sorg gennem musikken påbegyndte han sammen med vennen Josef Steiner en opera, Herzog Ernst von Schwaben, dedikeret til sin afdøde bror. Desværre er hverken partituret eller librettoen bevaret til i dag.[7]

Studietid

[redigér | rediger kildetekst]

I 1875 blev Mahler, med støtte fra sine forældre, optaget på konservatoriet i Wien.[8] I de første to studieår fokuserede han på klaverspil under vejledning af den berømte pianist Julius Epstein.[5] Mahler var selv en dygtig pianist og vandt flere priser ved konservatoriets årlige konkurrencer. I de sidste to studieår skiftede han fokus til komposition og harmonik, som han studerede hos Robert Fuchs og Franz Krenn.[9] Kun få af Mahlers tidlige værker fra denne periode er bevaret, da han ofte forkastede sine kompositioner. Han var sjældent tilfreds med egne evner og brændte blandt andet partituret til en symfonisk sats, der var blevet kritisk bedømt af konservatoriets rektor, Joseph Hellmesberger.[10] Mahler gjorde sig også sine første erfaringer som dirigent med konservatoriets studenterorkester, hvor han dog primært spillede slagtøj.[11]

Man wearing a cloak and an outsized bow tie, facing to the right with a severe expression
Richard Wagner blev en vigtig inspirationskilde for den unge Mahler, der senere skulle blive en stor fortolker af Wagners værker.

Blandt Mahlers medstuderende var den senere sangkomponist Hugo Wolf, som han udviklede et nært venskab med. Wolf blev imidlertid bortvist fra konservatoriet på grund af manglende evne til at følge skolens regler. Mahler undgik kun samme skæbne ved at skrive et angrende brev til rektor Hellmesberger.[10] I sin fritid deltog Mahler i musikforelæsninger af Anton Bruckner, der blev en vigtig inspirationskilde for ham. Mahler var blandt publikum ved den katastrofale uropførelse af Bruckners 3. symfoni i december 1877, hvor mange tilhørere forlod koncertsalen. Som en gestus fremførte Mahler og hans venner senere en klaverreduktion af symfonien for Bruckner.[11] Ligesom mange andre unge musikere i sin generation blev Mahler også stærkt inspireret af Richard Wagners musikalske udtryk.[12]

Mahler dimitterede fra konservatoriet i 1878 og søgte derefter ind på Wiens Universitet for at studere litteratur og filosofi.[5][13] Under sin tid på konservatoriet havde han udviklet en interesse for tysk filosofi, som han blev introduceret til af sin ven Siegfried Lipiner. Arthur Schopenhauer, Friedrich Nietzsche, Gustav Fechner og Hermann Lotze var blandt de filosoffer, der senere skulle præge Mahlers virke. Efter blot et år forlod Mahler dog universitetet for at undervise i klaver, mens han komponerede. I 1880 færdiggjorde han sin kantate Das klagende Lied, der regnes for at være hans første egentlige værk.[14] Det blev dog først uropført i sin reviderede form i 1901.

Tidlige karriere (1880-1888)

[redigér | rediger kildetekst]

Første ansættelser

[redigér | rediger kildetekst]

I juni 1880 blev Mahler ansat som dirigent ved et lille sommerteater i kurbyen Bad Hall nær Linz.[13] Teatret opførte udelukkende lette operetter, og Mahler accepterede kun den sæsonbetonede stilling, fordi hans tidligere lærer, Julius Epstein, forsikrede ham om, at det ville blive et springbræt til større muligheder.[15] I 1881 blev Mahler da også midlertidigt ansat som dirigent ved Landestheater i Ljubljana, det nuværende Slovenien, hvor han fik mulighed for at arbejde med et mere ambitiøst repertoire. Her dirigerede han for første gang en opera, Giuseppe Verdis Il trovatore (1853), som blev efterfulgt af yderligere ni operaer og adskillige operetter.[16] Efter seks måneder ved Landestheater vendte Mahler tilbage til Wien, hvor han blev ansat som korleder ved Carltheater på deltid.[5]

I januar 1883 blev Mahler ansat som dirigent ved Det Kongelige Stadsteater, i dag Det Mähriske Teater, i den bøhmiske by Olomouc.[16] Han skrev senere: "Jeg havde en fornemmelse af, at jeg ville møde Guds vrede, da jeg første gang trådte over dørtærsklen til teatret i Olomouc." Selvom Mahler havde et anstrengt forhold til orkestermusikerne, dirigerede han ni operaer med dem, heriblandt Georges Bizets Carmen (1875). Han formåede også at vinde lokalpressen over på sin side, selvom den i begyndelsen havde været skeptisk over for ham.[17]

Efter en uges prøveperiode blev Mahler i august samme år tilbudt stillingen som musik- og kordirektør ved Det Kongelige Teater i den tyske by Kassel.[5] Han var i praksis underlagt teatrets kapelmester, Wilhelm Treibe, der tilsyneladende hadede ham og aktivt modarbejdede hans arbejde. I januar 1884, da Meiningen Hofkapelle under den anerkendte dirigent Hans von Bülow besøgte Kassel, forsøgte Mahler derfor uden held at blive Bülows assistent. På trods af det vanskelige arbejdsmiljø opnåede Mahler en vis succes i Kassel. Han dirigerede blandt andet sin yndlingsopera, Carl Maria von Webers Der Freischütz (1821), samt 25 andre operaer. Den 23. juni 1884 dirigerede han endda sin egen musik til Joseph Victor von Scheffels skuespil Der Trompeter von Säckingen, hvilket markerede den første offentlige opførelse af en Mahler-komposition. Det var også i denne periode, at Mahler indledte en lidenskabelig, men ulykkelig kærlighedsaffære med sopranen Johanna Richter, som inspirerede ham til at skrive sangcyklussen Lieder eines fahrenden Gesellen (1884-85).[18]

I 1885 fik Mahler endelig mulighed for at forlade Kassel, da han skrev kontrakt med operaen i Leipzig med ansættelse fra august 1886. Da han dog ikke ønskede at blive i Kassel hele det følgende år, sagde han sin stilling op allerede i juni 1885 og fik en midlertidig ansættelse som dirigent ved Neues Deutsches Theater, nu Statsoperaen, i Prag under direktør Angelo Neumann.[5]

Prag og Leipzig

[redigér | rediger kildetekst]
Light-coloured two-storey stone building with an ornamental ledge below the roof. There are rows of five windows at ground level and the floor above, with a balcony at the middle upper window.
Mahlers hjem i Leipzig, hvor han komponerede sin 1. symfoni.

I 1880'erne var Prags åndsliv præget af en nationalromantisk bølge, som også påvirkede scenekunsten. Det nye tjekkiske Nationalteater vandt således frem på bekostning af det ældre tysksprogede Neues Deutsches Theater. Mahler fik til opgave at vende publikumsflugten ved at iscenesætte ambitiøse opsætninger af store tyske operaer. Han opnåede succes med sine fortolkninger af Wolfgang Amadeus Mozart og Richard Wagner, som han resten af sin karriere blev særligt forbundet med. Hans egenrådige ledelsesstil førte dog til flere interne konflikter på operaen, herunder et opgør med hans meddirigent Ludvík Slánský. Gennem sine 12 måneder i Prag dirigerede Mahler 68 opførelser af i alt 14 operaer, hvoraf 12 var nye i hans personlige repertoire. Han dirigerede også Ludwig van Beethovens 9. symfoni (1824) for første gang i sin karriere.[5]

I juli 1886 forlod Mahler Prag til fordel for sin nye stilling ved operaen i Leipzig. Her kom han straks i konflikt med sin ældre kollega Arthur Nikisch over, hvem der skulle dirigere husets nyopsætning af Wagners operacyklus Der Ring des Nibelungen (1848-74). Da Nikisch meldte sig syg fra februar til april 1887, endte Mahler med at dirigere hele cyklussen. Hans fortolkninger blev mødt med stor begejstring fra både anmeldere og publikum, men gjorde intet for at forbedre hans i forvejen anstrengte forhold til orkestret, som foragtede hans autoritære ledelsesstil og lange prøveforløb.[5][19]

I Leipzig blev Mahler gode venner med kaptajn Carl von Weber, som var barnebarn af komponisten Carl Maria von Weber. Mahler indvilligede i at færdiggøre og orkestrere den ældre Webers ufuldendte opera Die drei Pintos. Han fandt inspiration i Webers øvrige værker, men tilføjede også sine egne ideer.[20] Premieren i Leipzig den 20. januar 1888 blev en historisk begivenhed, hvor mange prominente operadirektører deltog. Ved operaens tredje opførelse den 29. januar var også komponisten Pjotr Iljitj Tjajkovskij til stede.[5] Mahlers bearbejdning blev positivt modtaget og gjorde ham internationalt berømt.[20] Hans forhold til Weber-familien blev dog ødelagt af hans kortvarige affære med kaptajn Webers hustru, Marion Mathilde. I februar og marts samme år komponerede Mahler sin 1. symfoni. Det var også på dette tidspunkt, han opdagede Achim von Arnim og Clemens Brentanos samling af tyske folkeviser, Des Knaben Wunderhorn (1805-08), som kom til at dominere hans kompositoriske arbejde de næste 12 år.[5]

I maj 1888 opsagde Mahler pludselig sin stilling i Leipzig, angiveligt efter en konflikt med operaens direktør, Albert Goldberg.[21] Det viste sig dog, at Mahler i hemmelighed var blevet inviteret tilbage til operaen i Prag for at dirigere sin version af Die drei Pintos samt Peter Cornelius' Der Barbier von Bagdad (1858). Hans ophold i Prag blev dog kortvarigt, da han efter blot tre måneder blev afskediget efter et voldsomt vredesudbrud under en prøve. Han fik hurtigt en ny stilling. Takket være støtte fra gamle venner i Wien, Guido Adler og David Popper, blev Mahler taget i betragtning som ny direktør for Den Kongelige Opera i Budapest, og ved samtalen gjorde han så stort indtryk, at han blev ansat med virkning fra oktober 1888.[22]

Første kompositioner

[redigér | rediger kildetekst]
Young dark-haired man wearing a loose necktie with a white shirt and a dark jacket
Mahler i 1892.
Uddrag fra Mahlers 1. symfoni.

I begyndelsen af sin dirigentkarriere komponerede Mahler kun som en fritidsbeskæftigelse. Mellem sine ansættelser i Ljubljana og Olomouc satte han musik til digte af Richard Leander og Tirso de Molina, som senere blev inkluderet i hans Lieder und Gesänge (1892).[23] Hans første sangcyklus, Lieder eines fahrenden Gesellen, blev komponeret i Kassel og byggede på egne digte.[24] Mahler inkorporerede senere cyklussens anden og fjerde sang i sin 1. symfoni, som blev færdiggjort i 1888 under hans affære med Marion Mathilde von Weber. Mahlers intense følelser i denne periode afspejles i musikken, der oprindeligt var skrevet som et symfonisk digt i fem satser. En af disse satser, "Blumine," var baseret på hans musik til teaterstykket Der Trompeter von Säckingen, men blev senere kasseret.[5][20] Efter at have færdiggjort sin 1. symfoni komponerede Mahler det symfoniske digt Totenfeier (1888), der senere blev omarbejdet til førstesatsen i hans 2. symfoni.[25]

Der har været adskillige spekulationer om eksistensen af nu forsvundne eller ødelagte værker fra Mahlers tidlige år.[5] Den nederlandske dirigent Willem Mengelberg mente for eksempel, at Mahlers 1. symfoni var for modent et værk til at være hans første. I 1938 hævdede Mengelberg, at der fandtes et såkaldt "Dresden-arkiv" med Mahler-partiturer i Marion Mathilde von Webers eje. Ifølge musikologen Donald Mitchell er det ganske tænkeligt, at tidlige Mahler-partiturer blev opbevaret i netop Dresden, men hvis et sådant arkiv har eksisteret, blev det dog med al sandsynlighed ødelagt under luftangrebet på byen i 1945.[20][26]

Budapest og Hamborg (1888-1897)

[redigér | rediger kildetekst]

Den Kongelige Opera i Budapest

[redigér | rediger kildetekst]

I oktober 1888 ankom Mahler til Budapest, der var præget af ideologiske spændinger mellem konservative nationalister, der ønskede en gennemgribende magyarisering af kulturlivet, og liberale multikulturalister, der arbejdede for at bevare landets tyske traditioner. Den Kongelige Opera havde hidtil været domineret af en konservativ bestyrelse under Sándor Erkel, som havde fastholdt et relativt begrænset repertoire af nationalromantiske operaer.[5] Da Mahler tiltrådte som ny direktør, var magtbalancen imidlertid skiftet, idet de liberale netop havde vundet frem med ansættelsen af Ferenc von Beniczky som ny intendant. Mahler var bevidst om den betændte situation og udskød sin debut som dirigent til januar 1889, hvor han med stor succes dirigerede en ungarsk udgave af Wagners Das Rheingold og Die Walküre. Hans succes blev dog kortvarig, da hans planer om at opsætte de øvrige operaer i Der Ring des Nibelungen-cyklussen blev stoppet af operahusets konservative fløj, som krævede et mere "ungarsk" program. For at udvide sit repertoire med flere ikke-tysksprogede operaer rejste Mahler i foråret 1890 til Italien, hvor han blandt andet opdagede Pietro Mascagnis nylige sensation Cavalleria rusticana (1890), som fik sin ungarske premiere i Budapest den 26. december 1890.[5]

I februar 1889 døde Mahlers far, Bernhard Mahler, og senere samme år mistede han også sin søster Leopoldine og sin mor, Marie.[5] Mahler overtog herefter ansvaret for sine fire yngre søskende, Alois, Otto, Justine og Emma, som han installerede i en lejlighed i Wien. Selv led Mahler under hyppige helbredsproblemer, herunder hæmorider, migræneanfald og halsbetændelser.[27] Ud over de personlige tragedier blev hans år også præget af den dårlige modtagelse af hans 1. symfoni, der blev uropført i Budapest den 20. november. Ifølge musikanmelderen August Beer steg publikums utilfredshed for hver sats.[28] Mahler blev særligt hårdt ramt af en negativ anmeldelse fra sin tidligere medstuderende Viktor von Herzfeld, der blandt andet skrev, at Mahler, ligesom mange dirigenter før ham, havde bevist, at han aldrig ville blive ægte komponist.[29]

I februar 1891 blev Beniczky erstattet af den konservative grev Géza Zichy, der som ny intendant overtog kontrollen med operahuset i Budapest.[5] Mahler havde fulgt nøje med i byens politiske højredrejning og havde i over et år forhandlet om en chefdirigentstilling ved operaen i Hamborg. I januar 1891 indgik han en hemmelig aftale med operadirektør Bernhard Pollini og begyndte aktivt at arbejde for at blive afskediget fra sin stilling i Budapest, hvilket lykkedes i marts samme år.[30] En af Mahlers sidste store triumfer i Budapest var hans fortolkning af Mozarts Don Giovanni (1787), som blev overværet og rost af blandt andre Johannes Brahms.[31] Under sin tid i Budapest satte han også musik til flere viser fra Des Knaben Wunderhorn, der senere blev en del af hans Lieder und Gesänge, men ellers komponerede han ikke i denne periode.

Operaen i Hamborg

[redigér | rediger kildetekst]
A small lakeside building showing a single window in a white wall below a sloping red roof
Mahlers første skrivehytte, hvor han komponerede om sommeren fra 1893 til 1896.

Mahler blev ansat som chefdirigent ved operaen i Hamborg under direktør Bernhard Pollini. Pollini var villig til at give Mahler betydelig frihed, så længe han udviste både kommercielt og kunstnerisk ansvar. Mahler imponerede hurtigt under sin første sæson i Hamborg, hvor han blandt andet dirigerede Wagners Tristan und Isolde (1865) for første gang. Han fortolkede også Wagners Tannhäuser (1845) og Siegfried (1875) til stor begejstring hos anmelderne.[5] En yderligere triumf kom med hans tysksprogede opsætning af Tjajkovskijs Eugen Onegin (1879), som blev overværet af komponisten selv. Tjajkovskij beskrev Mahlers dirigentstil som "utrolig" og kaldte ham senere "et sandt geni."[32] Mahlers krævende prøveforløb førte som forventet til frustration blandt operahusets sangere og orkester, der både foragtede og respekterede deres dirigent.[5]

I sommeren 1892 tog Mahler sammen med Hamborg-operaen på et otte uger langt gæstespil i London, hvor de opførte tyske operaer. Hans fortolkning af Tristan und Isolde gjorde et så dybt indtryk på den unge Ralph Vaughan Williams, at han "[efterfølgende] ikke kunne sove i flere nætter."[33] Efter denne turné afviste Mahler konsekvent lignende tilbud, da han ønskede at bruge sin sparsomme fritid på at komponere. I 1893 købte han en lille hytte i den østrigske by Steinbach, og fra da af var hans sommerferier helliget kompositionen – først i Steinbach-hytten og senere i lignende skrivehytter. I Steinbach satte han musik til flere viser fra Des Knaben Wunderhorn og komponerede både sin 2. (1894) og 3. symfoni (1896).[5]

Mahlers værker blev stadig sjældent opført, men hans kompositoriske produktion var også begrænset. I oktober 1893 dirigerede han en forkortet udgave af sin 1. symfoni i Konzerthaus Ludwig i Hamborg.[34] Ved samme koncert blev hans seks seneste Des Knaben Wunderhorn-sange også uropført. Mahler oplevede først større succes som komponist ved uropførelsen af sin 2. symfoni den 13. december 1895 i Berlin. Hans assistent, Bruno Walter, udtalte senere, at "man kunne datere [Mahlers] berømmelse som komponist til denne dag."[35]

Som chefdirigent i Hamborg dirigerede Mahler i alt 66 forskellige operaer over 744 forestillinger. Blandt disse var samtidige værker som Giuseppe Verdis Falstaff (1893) og Engelbert Humperdincks Hänsel und Gretel (1893). Allerede som ung havde Mahler dog gjort det klart, at hans livsmål var at blive direktør for den prestigefyldte Wiener Hofoper. Fra 1895 arbejdede han målrettet på at opnå denne stilling gennem indflydelsesrige venner i Wien. I februar 1897 konverterede Mahler, som reelt var agnostiker, til katolicismen, da jøder på det tidspunkt var udelukket fra at besidde højtstående samfundspositioner i Østrig.[36][37]

Wien (1897-1907)

[redigér | rediger kildetekst]
An imposing, heavily ornamented building in a city location, with numerous horsedrawn vehicles and pedestrians passing. There are visible tramlines in the street.
Hofoper i Wien, 1898.

Mens Mahler afventede kejser Franz Joseph 1.s endelige godkendelse af sin ansøgning, blev han midlertidigt ansat som husdirigent ved Wiener Hofoper. Han delte stillingen med Joseph Hellmesberger 2., søn af Mahlers gamle rektor, og den internationalt berømte Wagner-fortolker Hans Richter, der i 1876 havde dirigeret uropførelsen af Der Ring des Nibelungen i Bayreuth.[38] Operaens afgående direktør, Wilhelm Jahn, havde undladt at informere Richter om Mahlers forestående overtagelse af ledelsen. For at afværge potentiel konflikt skrev Mahler et storrosende brev til den ældre dirigent, hvori han udtrykte sin dybeste beundring. Selvom Mahler og Richter sjældent var enige fremover, sørgede de for at holde deres uoverensstemmelser interne.[39]

Kort før Mahlers ankomst til Wien blev den antisemitiske, konservative Karl Lueger valgt som borgmester. Lueger havde blandt andet udtalt: "Jeg bestemmer, hvem der er jøde og ikke er [jøde]."[40] I dette fjendtlige politiske klima måtte Mahler hurtigt bevise sin loyalitet over for byens tyske borgerskab. Det lykkedes ham til dels gennem anmelderroste opsætninger af Wagners Lohengrin (1850) og Mozarts Die Zauberflöte (1791) i maj 1897.[5] Kort efter blev Mahler dog syg og måtte trække sig fra arbejdet i adskillige uger. Han blev plejet af sin søster Justine og sin nære ven, bratschisten Natalie Bauer-Lechner.[41] I juli vendte han tilbage og begyndte straks forberedelserne til Hofopers første fulde opsætning af Der Ring des Nibelungen. Opsætningen blev positivt modtaget ved premieren i august. Mahlers ven, komponisten Hugo Wolf, udtalte til Bauer-Lechner: "For første gang nogensinde hørte jeg Der Ring des Nibelungen, som jeg altid har drømt om at høre den."[42]

A series of line drawings of a man in exaggerated poses, holding a conductor's baton
Karikaturtegning af Mahlers teatralske dirigentstil, 1901.

I oktober 1897 blev Mahler officielt udnævnt til direktør for Hofoper.[43] Hans første opsætning var den tjekkiske komponist Bedřich Smetanas nationalromantiske opera Dalibor (1868), hvilket vakte stor forargelse blandt Wiens tyske nationalister. I et anonymt brev blev Mahler beskyldt for at "fraternisere med det antimonarkiske, underlegne tjekkiske folk."[44] I sine erindringer Verden af i går (1942) beskrev den østrigske forfatter Stefan Zweig, hvordan Mahlers udnævnelse blotlagde den wienske offentligheds mistro over for unge kunstnere: "Da der en enkelt gang forekom en overraskende undtagelse, og Gustav Mahler i en alder af otteogtredive blev udnævnt til direktør for [Hofoper], gik der en forskrækket hvisken og tisken gennem hele Wien, over at man havde betroet et 'så ung menneske' den mest fremtrædende kunstinstitution […] Denne mistanke om, at et ungt menneske nok 'ikke var helt til at stole på,' fandtes dengang i alle kredse."[45] Zweig bemærkede også: "At have set Gustav Mahler på gaden [i Wien] var en begivenhed, som man næste morgen stolt kunne fortælle sine kammerater om, som var den en personlig triumf."[46] Som direktør føjede Mahler 33 nye operaer til Hofopers repertoire og iscenesatte yderligere 55 moderne opsætninger af tidligere opførte værker.[47] Hans ambition om at opsætte Richard Strauss' kontroversielle opera Salome (1905) blev dog forhindret af Wiens censorer.[48]

I 1902 mødte Mahler kunstneren Alfred Roller, der var en del af gruppen Wiener Secession. Et år senere udnævnte Mahler ham til chefscenograf for Hofoper. Rollers debut som chefscenograf blev en nyopsætning af Tristan und Isolde, som markerede begyndelsen på et langvarigt samarbejde mellem Mahler og Roller.[49][50] Sammen skabte de over 20 anmelderroste opsætninger af klassiske operaer, heriblandt Beethovens Fidelio (1805), Christoph Willibald Glucks Iphigénie en Aulide (1774) og Mozarts Le nozze di Figaro (1786).[47] Sidstnævnte opsætning vakte en vis forargelse blandt nogle purister, da Mahler valgte at tilføje en ekstra scene til operaens tredje akt.[51]

A dark plaque with white lettering in which the composer's name is shown in extra large characters on the left, the main message in smaller characters on the right
Mindeplade på Auenbruggergasse 2 i Wien, hvor Mahler boede fra 1898 til 1909.

På trods af de mange succeser var Mahlers tid ved Hofoper præget af store konflikter. Han lå i konstant strid med både medarbejdere og ledelse, og selvom hans metoder utvivlsomt højnede operahusets kunstneriske niveau, blev hans koleriske og enevældige ledelsesstil mødt med modstand blandt de ansatte.[52][53] I december 1903 gjorde sceneteknikerne oprør og krævede bedre arbejdsvilkår, men Mahler afviste deres krav med den begrundelse, at højreekstreme kræfter stod bag oprøret.[54] Mahler blev ubønhørligt angrebet af Wiens antisemitiske miljøer, som fra 1907 iværksatte en aktiv pressekampagne mod ham. Samtidig kæmpede han med operaens bestyrelse om retten til at dedikere mere tid til komposition. Følelsen af at være presset fra alle sider fik ham til sidst til at søge nye muligheder. I maj 1907 indledte han forhandlinger med Metropolitan Opera i New York City, og i juni underskrev han en yderst favorabel kontrakt med det amerikanske operahus.[55] Mahler indgav sin opsigelse til Hofoper og dirigerede sin sidste forestilling, Fidelio, den 15. oktober 1907 – hans 645. optræden i huset. I løbet af sine ti år som direktør havde Mahler bragt fornyet energi til operahuset og afviklet dets gæld, men han havde vundet få venner.[56] Det blev sagt om ham, at han behandlede sine musikere som en løvetæmmer.[57] Hans afskedsbrev til operaen, som han hængte på en opslagstavle, blev prompte revet itu.[58]

Senere kompositioner

[redigér | rediger kildetekst]
A small grey hut, surrounded by woods, with an open door to which is affixed a picture of the composer
Mahlers anden skrivehytte i Maiernigg, hvor han komponerede om sommeren fra 1900 til 1907.

I sine første år som operadirektør i Wien komponerede Mahler kun ganske lidt, men fra 1899 tog hans arbejde som komponist for alvor fart. Han færdiggjorde de sidste Des Knaben Wunderhorn-sange og påbegyndte sin 4. symfoni, som blev afsluttet i 1900.[59] På dette tidspunkt havde han fundet en ny skrivehytte i Maiernigg, hvor han senere også fik opført en sommervilla.[60] Til daglig boede han i en moderne herskabslejlighed på Auenbruggergasse 2 i Wien.[5] I Maiernigg indledte Mahler, hvad der senere er blevet kaldt hans "mellemperiode" eller "post-Wunderhorn-periode."[61] Fra 1901 til 1904 satte han musik til ti digte af Friedrich Rückert, hvoraf fem blev samlet i Rückert-Lieder og fem kom til at udgøre sangcyklussen Kindertotenlieder. I samme periode komponerede Mahler også sin 5., 6., og 7. symfoni, mens hans 8. symfoni blev skrevet i en kreativ raptus over blot otte uger i sommeren 1906.[62]

Efter århundredeskiftet begyndte Mahlers værker at blive opført med større hyppighed. I 1901 blev hans tidlige værk Das klagende Lied omsider uropført i en revideret udgave. Samme år dirigerede Mahler selv uropførelsen af sin 4. symfoni i München, og i 1902 dirigerede han uropførelsen af sin 3. symfoni i Krefeld. I 1904 og 1906 dirigerede han uropførelserne af henholdsvis sin 5. og 6. symfoni i Köln og Essen. Rückert-Lieder og Kindertotenlieder blev fremført i Wien i januar 1905.[5]

Ægteskab, familieliv og personlige tragedier

[redigér | rediger kildetekst]
Head and shoulders photo portrait of an attractive dark-haired young woman looking left with a thoughtful expression
Alma Schindler, ca. 1902.

I november 1901 mødte Mahler kunstneren Carl Molls steddatter, Alma Schindler, til en fest i Wien, hvor også teaterdirektøren Max Burckhard var til stede.[63] Alma, som studerede komposition, var oprindeligt ikke synderligt interesseret i at møde Mahler på grund af "de skandaler, der omgav ham og alle [Wiens] håbefulde operasangerinder."[64] Under festen endte de i en ophedet diskussion om en af Alexander von Zemlinskys balletter, men aftalte alligevel at mødes i Wiener Hofoper næste dag. Deres forhold udviklede sig hurtigt, og den 9. marts 1902 blev Alma og Mahler gift ved en privat bryllupsceremoni. På dette tidspunkt var Alma allerede gravid med deres første barn, datteren Maria, som blev født den 3. november samme år. Endnu en datter, Anna, kom til verden i 1904.[65]

Emil Orlíks portræt af Mahler fra 1902.

Parrets venner var både overraskede og bekymrede over ægteskabet. Burckhard beskrev Mahler som en "sygelig, degenereret jøde," mens Mahlers familie omvendt betragtede Alma som udsvævende og utilregnelig.[66][67] Mahler var af natur humørsyg og autoritær, og hans nære veninde Natalie Bauer-Lechner udtalte, at et forhold med Mahler føltes "som en båd, der ubønhørligt bliver kastet frem og tilbage af bølgerne."[68] Mahler insisterede blandt andet på, at der kun måtte være én komponist i familien, og han krævede, at Alma opgav sine musikalske ambitioner: "Rollen som komponist og forsørger tilfalder mig. [Rollen] som hengiven og forstående hustru tilfalder dig. Jeg ved, at jeg forlanger meget [af dig], men det kan jeg tillade mig, fordi jeg ved, hvad jeg omvendt tilbyder."[69] Alma hadede sin mand for denne indstilling og skrev i sin dagbog: "Det er ubærligt så nådesløst at blive frarøvet dét, der står ens hjerte nærmest [dvs. musikken]."[70] Selvom deres ægteskab i perioder var præget af stor lidenskab, skabte Mahlers krav om et samliv centreret omkring hans kreative udfoldelser en dyb kløft mellem dem. Alma gjorde derfor gentagne gange oprør mod sin mands kontrol.[71]

I sommeren 1907 rejste Mahler med sin familie til sommervillaen i Maiernigg for at undslippe den vedvarende kampagne mod ham. Kort efter deres ankomst blev begge hans døtre syge af henholdsvis skarlagensfeber og difteri. Maria døde efter 14 dages sygdom.[5] Få dage senere blev Mahler selv diagnosticeret med en hjertefejl og blev pålagt at undgå fysisk aktivitet. Der er uenighed om, hvor alvorlig hans sygdom faktisk var.[72] Mens Mahler i et brev til Alma hævdede, at han kunne leve et normalt liv, betragtede Alma diagnosen som en dødsdom. Pressehetzen, datterens død og den nyligt konstaterede hjertefejl førte til, at Mahler udviklede en depression.[73]

Sidste leveår (1908-1911)

[redigér | rediger kildetekst]

New York City

[redigér | rediger kildetekst]
A tall, imposing stone building in an almost empty city street with tramcar passing. A tower in the background is the only other highrise building.
Metropolitan Opera i New York City, ca. 1908.

Den 1. januar 1908 debuterede Mahler som dirigent ved Metropolitan Opera i New York City med Tristan und Isolde.[5] Hans første tid i USA blev mødt med begejstrede anmeldelser, især hans opsætning af Fidelio i foråret, hvor han genskabte Alfred Rollers originale scenografi fra Wiener Hofoper.[74] I sommeren 1908 rejste Mahler tilbage til Østrig og grundlagde sit tredje skriverefugium i en skov nær Toblach. Her satte han musik til Hans Bethges tyske oversættelser af kinesiske digte i Das Lied von der Erde (1908).[5] På trods af værkets symfoniske karakter nægtede Mahler at betegne den som en symfoni, da han frygtede "den 9. symfonis forbandelse," som han mente havde ramt Beethoven, Franz Schubert og Bruckner. Samme år blev hans 7. symfoni uropført i Prag den 19. september.[75]

Fra januar 1909 måtte Mahler dele sine forpligtelser ved Metropolitan med den nyansatte dirigent Arturo Toscanini, hvilket begrænsede hans egen dirigentvirksomhed til blot 19 aftener i sæsonen. Hans fortolkning af Smetanas Den solgte brud den 19. februar blev særligt positivt modtaget. Derudover gæstedirigerede han ved tre koncerter med New York Symphony Orchestra, en oplevelse der inspirerede ham til at fokusere mere på orkestermusik frem for opera. Som følge heraf opsagde Mahler sin stilling ved Metropolitan og blev i stedet ansat ved New York Philharmonic.

Mahlers tredje skrivehytte i Toblach, hvor han komponerede om sommeren fra 1908 til 1910.

Mahler tilbragte sommeren 1909 i Toblach, hvor han arbejdede på sin 9. symfoni.[5] Den kommende sæson med New York Philharmonic viste sig lang og krævende. Han øvede og dirigerede 46 koncerter, men hans repertoire faldt sjældent i amerikanernes smag. Den amerikanske premiere på hans 1. symfoni i december 1909 blev dårligt modtaget.[76] Til gengæld omtales uropførelsen af hans 8. symfoni i september 1910 ofte som den største bedrift i hans liv.[77] Mahler havde dog svært ved at nyde sin succes, da han kort forinden havde opdaget, at Alma havde en affære med den unge arkitekt Walter Gropius. Dybt nedslået søgte han hjælp hos Sigmund Freud, som blandt andet påpegede, hvordan han havde påført sin hustru stor skade ved at afholde hende fra musikken. Opmuntret og påvirket af Freuds råd begyndte Mahler derfor at støtte Almas musikalske ambitioner. Han hjalp hende med at orkestrere og promovere hendes værker, og som et tegn på sin kærlighed dedikerede han sin 8. symfoni til hende. Selvom Alma gik med til at forblive gift, fortsatte hun i hemmelighed sin affære med Gropius.[5]

Sygdom og død

[redigér | rediger kildetekst]
Auguste Rodins buste af Mahler fra 1909.
A tall stone column bearing the words "Gustav Mahler", surrounded by a low green hedge, with a floral bloom in the foreground
Mahlers grav på Friedhof Grinzing i Wien.

I sommeren 1910 begyndte Mahler arbejdet på sin 10. symfoni i Toblach, inden han i oktober vendte tilbage til USA.[78][79] Omkring jul begyndte han at lide af vedvarende halsbetændelse. Den 21. februar 1911 insisterede Mahler på at gennemføre en koncert i Carnegie Hall, selvom han havde en temperatur på 40 grader. Koncerten, der inkluderede uropførelsen af Ferruccio Busonis Berceuse élégiaque, blev hans sidste.[80][81] Efter flere uger som sengeliggende blev Mahler diagnosticeret med hjertebetændelse. På trods af den alvorlige prognose bevarede han håbet og fulgte med stor interesse sopranen Frances Aldas uropførelse af et af Almas værker i marts.[82] I begyndelsen af april rejste Mahler med sin familie og en sygeplejerske til Europa om bord på SS Amerika. De ankom til Paris ti dage senere, hvor Mahler blev indlagt på en klinik i Neuilly-sur-Seine. Han blev senere overflyttet til et sanatorium i Wien, hvor han udviklede lungebetændelse og gik i koma. Hundredevis af beundrere strømmede til sanatoriet for at vise deres støtte til den store dirigent. Efter behandling med radium og morfin døde Mahler den 18. maj 1911.[83]

Mahler blev begravet den 22. maj 1911 på Friedhof Grinzing i Wien ved siden af sin datter, Maria. Efter eget ønske blev kun hans navn indgraveret på gravstenen: "Dem, som kommer for at besøge [min grav], ved allerede, hvem jeg var, og resten behøver ikke vide det."[84] Alma deltog ikke i begravelsen på sin læges opfordring. Blandt de fremmødte var til gengæld Bruno Walter, Alfred Roller, Gustav Klimt og repræsentanter for Europas store operahuse. Arnold Schönbergs bårekrans omtalte Mahler som "den hellige Gustav Mahler."[85] I New York Times blev Mahler hyldet som "en af vor tids største musikere," mens The Times bemærkede, at han som dirigent kun var blevet overgået af Hans Richter. Begge aviser udtrykte dog forbehold over for Mahlers egne kompositioner.[86]

Alma Mahler overlevede sin mand med mere end 50 år og døde først i 1964. I 1915 blev hun gift med Walter Gropius, men ægteskabet endte i skilsmisse fem år senere. I 1929 giftede hun sig med forfatteren Franz Werfel.[87] Alma udgav erindringsbogen Gustav Mahler: Erinnerungen und Briefe (1940), hvor hun beskrev sit ægteskab med Mahler. Bogen er siden blevet voldsomt kritiseret af historikere for at være mangelfuld, selektiv og præget af selviscenesættelse.[88] Parrets datter, billedhuggeren Anna Mahler, døde i 1988. I 1955 blev Internationale Gustav Mahler Gesellschaft grundlagt med Bruno Walter som formand og Alma som æresmedlem. Selskabet arbejder fortsat for at mindes og fremme Mahlers musikalske arv.

Udvalgte værker

[redigér | rediger kildetekst]
Otto Böhlers silhuet af Mahler fra ca. 1900.

Symfonier

[redigér | rediger kildetekst]

Vokalværker

[redigér | rediger kildetekst]
  • Das klagende Lied (1878-80)
  • Drei Lieder (1878)
  • Lieder und Gesänge (1880-90)
  • Lieder eines fahrenden Gesellen (1884)
  • Rückert-Lieder (1901-02)
  • Kindertotenlieder (1901-04)
  • Das Lied von der Erde (1908-09)

Litteraturliste

[redigér | rediger kildetekst]

Noter

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Navnet er anført på svensk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
  2. ^ a b Blaukopf, Gustav, 18-19.
  3. ^ Blaukopf, Gustav, 15-16.
  4. ^ Cooke, Gustav, 7.
  5. ^ a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å Franklin, "Mahler."
  6. ^ Carr, Mahler, 8-9.
  7. ^ a b Blaukopf, Gustav, 20-22.
  8. ^ Blaukopf, Gustav, 25-26.
  9. ^ Mitchell, Gustav 2, 33-38.
  10. ^ a b Blaukopf, Gustav, 30-31.
  11. ^ a b Blaukopf, Gustav, 33-35.
  12. ^ Blaukopf, Gustav, 39-40.
  13. ^ a b Carr, Mahler, 23-24.
  14. ^ Cooke, Gustav, 22.
  15. ^ Carr, Mahler, 24-28.
  16. ^ a b Carr, Mahler, 30-31.
  17. ^ Carr, Mahler, 32-34.
  18. ^ Carr, Mahler, 35-40.
  19. ^ Carr, Mahler, 43.
  20. ^ a b c d Carr, Mahler, 44-47.
  21. ^ Carr, Mahler, 49.
  22. ^ Carr, Mahler, 50.
  23. ^ Cooke, Gustav, 27-30.
  24. ^ Blaukopf, Gustav, 61-62.
  25. ^ Carr, Mahler, 48-49.
  26. ^ Mitchell, Gustav 2, 51-53.
  27. ^ Carr, Mahler, 52.
  28. ^ Mitchell, Gustav 2, 154.
  29. ^ Carr, Mahler, 53-54.
  30. ^ Carr, Mahler, 56.
  31. ^ Blaukopf, Gustav, 83.
  32. ^ Steen, Lives, 750.
  33. ^ Carr, Mahler, 59.
  34. ^ Mitchell, Gustav 2, 158.
  35. ^ Blaukopf, Gustav, 119.
  36. ^ Carr, Mahler, 81-84.
  37. ^ Smith, Celebrities, 76-77.
  38. ^ La Grange, Gustav 2, 20.
  39. ^ La Grange, Gustav 2, 21.
  40. ^ La Grange, Gustav 2, 5.
  41. ^ La Grange, Gustav 2, 32-36.
  42. ^ La Grange, Gustav 2, 49-51.
  43. ^ La Grange, Gustav 2, 54.
  44. ^ La Grange, Gustav 2, 65-67.
  45. ^ Zweig, Verden, 48.
  46. ^ Zweig, Verden, 55.
  47. ^ a b La Grange, Gustav 3, 941-944.
  48. ^ La Grange, Gustav 3, 249-252.
  49. ^ La Grange, Gustav 2, 515-516.
  50. ^ La Grange, Gustav 2, 560-561.
  51. ^ Mitchell, Gustav 2, 419-422.
  52. ^ La Grange, Gustav 2, 130-131.
  53. ^ La Grange, Gustav 2, 630-631.
  54. ^ La Grange, Gustav 2, 632-633.
  55. ^ Carr, Mahler, 150-151.
  56. ^ Schonberg, Lives, 140.
  57. ^ Snowman, Gilded, 246.
  58. ^ Carr, Mahler, 154-155.
  59. ^ Carr, Mahler, 233.
  60. ^ Blaukopf, Gustav, 137.
  61. ^ Cooke, Gustav, 71-94.
  62. ^ Carr, Mahler, 148.
  63. ^ La Grange, Gustav 2, 418-420.
  64. ^ Mahler, Gustav, 3-5.
  65. ^ La Grange, Gustav 2, 487-489.
  66. ^ La Grange, Gustav 2, 432.
  67. ^ La Grange, Gustav 2, 442.
  68. ^ Carr, Mahler, 108.
  69. ^ Connolly, "Alma."
  70. ^ Carr, Mahler, 143-144.
  71. ^ Mahler, Gustav, 334-338.
  72. ^ Carr, Mahler, 152-154.
  73. ^ Blaukopf, Gustav, 217.
  74. ^ Carr, Mahler, 163.
  75. ^ Mahler, Gustav, 143.
  76. ^ Carr, Mahler, 172-173.
  77. ^ Carr, Mahler, 207.
  78. ^ Blaukopf, Gustav, 254.
  79. ^ Cooke, Gustav, 118-119.
  80. ^ Lebrecht, Why Mahler?, 217.
  81. ^ Blaukopf, Gustav, 233.
  82. ^ Carr, Mahler, 214.
  83. ^ Fischer, Gustav, 683.
  84. ^ Mahler, Gustav, 197.
  85. ^ Carr, Mahler, 2-3.
  86. ^ Mitchell, Gustav 2, 413-415.
  87. ^ Steen, Lives, 164-165.
  88. ^ Carr, Mahler, 106-114.

Litteraturliste

[redigér | rediger kildetekst]
  • Blaukopf, Kurt. Gustav Mahler. Harmondsworth: Futura Publications, 1974.
  • Carr, Jonathan. Mahler: A Biography. Woodstock: The Overlook Press, 1998.
  • Connolly, Sarah. "The Alma Problem." I The Guardian, 2. december 2010.
  • Cooke, Deryck. Gustav Mahler: An Introduction to His Music. London: Faber Music, 1980.
  • Fischer, Jens Malte. Gustav Mahler. New Haven: Yale University Press, 2011.
  • Franklin, Peter. "Mahler, Gustav." I Grove Music Online. Oxford: Oxford University Press, 2001.
  • La Grange, Henry-Louis de. Gustav Mahler Volume 2: Vienna: The Years of Challenge (1897-1904). Oxford: Oxford University Press, 1995.
  • La Grange, Henry-Louis de. Gustav Mahler Volume 3: Vienna: Triumph and Disillusion (1904-1907). Oxford: Oxford University Press, 2000.
  • Lebrecht, Norman. Why Mahler? How One Man and Ten Symphonies Changed the World. London: Faber and Faber, 2011.
  • Mahler, Alma. Gustav Mahler: Memories and Letters. London: John Murray, 1968.
  • Mitchell, Donald. Gustav Mahler Volume 2: The Wunderhorn Years: Chronicles and Commentaries. London: Faber and Faber, 1975.
  • Schonberg, Harold. The Lives of the Great Composers Volume 2. London: Futura Publications, 1970.
  • Smith, Warren Allen. Celebrities in Hell. Fort Lee: Barricade Books, 2002.
  • Snowman, Daniel. The Gilded Stage: A Social History of Opera. London: Atlantic Books, 2009.
  • Steen, Michael. The Lives and Times of the Great Composers. London: Icon Books, 2003.
  • Zweig, Stefan. Verden af i går. København: Gyldendal, 2023.

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]


Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Gustav_Mahler&oldid=11927982"