Spring til indhold

Gens Cornelia

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
"Cornelius" omdirigeres hertil. For andre betydninger, se Cornelius (flertydig).
Indgang til Scipios grav i Rom.

Gens Cornelia, eller Cornelii (hankøn: Cornelius og hunkøn: Cornelia), var et af de største patriciske slægter (gens) i det antikke Rom med etruskiske rødder.[1] I mere end syv hundrede år – fra de tidlige årtier af Republikken til det tredje århundrede e.Kr. – producerede Cornelii flere fremtrædende statsmænd og generaler end nogen anden gens. Mindst 75 romerske konsuler under Republikken var medlem af denne familie, begyndende med Servius Cornelius Maluginensis i 485 f.Kr.

Sammen med Aemilii, Claudii, Fabii, Manlii og Valerii var Cornelii var de med stor sandsynlighed blandt gentes maiores (de vigtigste og mest magtfulde familier i Rom), som i århundreder dominerede Republikkens forskellige magistrat-embeder. Alle de store grene (stirpes) af gens cornelia var patriciske, men der var også plebejiske Cornelii, hvoraf mindst nogle af disse nedstammede fra frigivne slaver.

Familien var relativt ung blandt patricierne, eftersom den først fik et konsulembede med Servius Cornelius Maluginensis Cossus i 485 f.Kr., men den steg hurtigt i graderne og begyndte at konkurrere om konsulembederne med Fabii og Valerii fra det tredje århundrede f.Kr. Over tredive procent af alle konsulembederne blev besat af mænd fra denne slægt (gens) udover deres besættelse af flere andre betydningsfulde poster.

Nedenfor er gengivet en liste over forskellige medlemmer af Gens Cornelia. Disse er opgjort efter forskellige grene af familien, som anvendte forskellige cognomina.

Cornelii Cinnae

[redigér | rediger kildetekst]

Cornelii Scipiones

[redigér | rediger kildetekst]
Uddybende Uddybende artikel: Scipio

Cornelii Rufini et Sullae

[redigér | rediger kildetekst]

Andre Cornelii under Republikken

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Chase, p. 124.
  • George Davis Chase, "The Origin of Roman Praenomina", in Harvard Studies in Classical Philology, vol. VIII (1897).