Spring til indhold

Frederik 1.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Frederik 1. af Danmark)
Frederik 1.
Valgsprog:
NIHIL SINE NUMINE
(Intet uden den guddommelige vilje)
Af Guds Nåde Konge af Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig og Holsten, Greve udi Oldenburg
Kroning7. august 1524
Vor Frue Kirke, København
Regerede13. april 1523
10. april 1533
ForgængerChristian 2.
RegentFrederik 1.
EfterfølgerChristian 3.
ÆgtefællerAnna af Brandenburg (g. 1502)
Sophie af Pommern (g. 1518)
BørnMed Hertuginde Anna:Med Dronning Sophie:
HusHuset Oldenburg
FarChristian 1.
MorDorothea af Brandenburg
Født7. oktober 1471(1471-10-07)
Haderslevhus
Død10. april 1533 (61 år)
Gottorp Slot
Hvilested1533
Slesvig Domkirke

Frederik 1./Frederik af Holsten (7. oktober 1471Haderslevhus10. april 1533Gottorp Slot[1]) var konge af Danmark og Norge fra 1523 til 1533.

Liv og gerning

[redigér | rediger kildetekst]

Fødsel og opvækst

[redigér | rediger kildetekst]

Frederik blev født som den anden og yngste søn af Christian 1. og Dorothea af Brandenburg og voksede op i hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Nogen udsigt til kongeværdigheden havde han ikke, da hans ældre broder Hans for længst var udset til konge.

Hertug i Slesvig og Holsten

[redigér | rediger kildetekst]

I 1481 døde Christian 1., og dronning Dorothea ønskede, at både Hans og Frederik skulle tilgodeses, og helst sådan at Frederik fik hertugdømmerne Slesvig og Holsten. I hertugdømmerne Slesvig og Holsten var en del af ridderskabet utilfreds med personalforbindelsen med Danmark, som forholdene havde udviklet sig under Christian 1. Kort før hans død havde ridderskabet derfor ansøgt om, at Frederik blev opdraget i hertugdømmerne som landenes tilkommende hersker, hvilket kongen samtykkede til. Efter faderens død mente hertug Frederik, at han havde ret til hertugdømmerne og fandt straks en støtte i moderen. Men da Hans ikke ville opgive sine rettigheder til landene og fik støtte i det danske rigsråd, enedes man til sidst på en landdag i Kiel i november 1482 om at hylde begge brødrene som arveherrer. Hertug Frederik blev bragt til hertugdømmerne og opdroges her under sin moders formynderskab; til lærer havde han holsteneren Enevold Sovenbroder, provst ved Slesvig Domkirke.

Først efter at han var blevet myndig, foretoges den 10. august 1490 en deling af landene: i den gottorpske og segebergske del, dog således, at der tillagdes hver del spredte besiddelser i begge lande, og at højheden over ridderskab og prælater blev hos begge fyrster i forening, hvorved man mente at redde Ribe-Overenskomsten af 1460 om landenes udelelighed. Som yngre broder fik Frederik ret til at vælge først og valgte den gottorpske del med hovedsæde på Gottorp Slot.

Frederik anså delingen af hertugdømmerne som en forurettelse. Til gengæld gjorde han i kraft af sin formentlige arveret også krav på del i kongerigerne, nemlig på halvdelen af Norge og, ifølge tidligere skik i middelalderen, også på len i Danmark, nemlig Lolland, Falster og Møn. Rent grebne ud af luften var disse krav ikke, omend de navnlig for Norges vedkommende var i høj grad overdrevne; i unionstraktaten i Bergen 1450 var nemlig udtrykkelig udtalt, at de af kongernes børn, der ikke opnåede kongeværdigheden, skulle forsørges i hvert af rigerne på tilbørlig måde. En sådan forsørgelse opnåede Frederik imidlertid ikke: for Danmarks vedkommende blev hans fordringer afvist på en af alle stænder sammensat rigsdag i Kalundborg, der fastslog Danmarks udelelighed ifølge dets stilling som valgrige (21. maj 1494). Der var således tidligt en personlig strid mellem de to brødre.

Fra 1490-1523 regerede hertug Frederik på Gottorp og bragte både fred og stigende velstand til sin del af hertugdømmerne.

Oprøret mod Christian II

[redigér | rediger kildetekst]

Nye stridsspørgsmål kom stadig til, især da hertug Frederik under kong Hans' langvarige strid med Lübeck holdt sig neutral og optrådte som mægler, hvorved der pålagdes kongen forpligtelser, som hverken han eller hans efterfølger, Christian II, ville anerkende berettigelsen af.

Værre endnu blev forholdet til Christian II. Christian havde overtaget tronen efter sin fader, kong Hans. Christian II viste sig som en meget virksom konge med lyst til store foretagender, men springende og urolig. Hans fremfusende og egenrådige fremfærd gjorde, at han blev mere og mere upopulær. Frederik var helt anderledes rolig, jævn og sparsommelig, tilbageholdende med reformer. Det gjorde, at der var stormænd i kongeriget, som allerede ved kong Hans' død havde overvejet at få ham på tronen, men dette var ikke lykkedes i første omgang. Da Christian II's fremfærd stadig blev mere egenrådig, og da han på det dybeste krænkede hertugen ved at få forleningsretten over Holsten overdraget til sig, benyttede hertugen sig af de mange vanskeligheder, hvori Christian II havde indviklet sig, og optog atter de gamle fordringer fra broderens tid. På et møde i Bordesholm i august 1522 henvistes spørgsmålet om rigernes deling til en voldgiftskendelse af tyske fyrster, men inden denne var faldet, udbrød det jyske oprør. Den 8. marts 1523 erklærede hertug Frederik kongen Christian 2. krig, og allerede 18 dage senere, den 26. marts 1523, hyldedes Frederik som konge på Viborg ting og udstedte en foreløbig håndfæstning, der endelig vedtoges i Roskilde den 5. august samme år. København og Malmø overgav sig dog først i januar 1524 efter 8 måneders belejring, hvorpå kroningen fandt sted i København den 7. august samme år.

Også Norge anerkendte Frederik som konge, idet han dog måtte udstede en særlig norsk håndfæstning den 24. november 1524, hvori landet anerkendtes som et valgrige. Han havde således opnået et langt større landområde, end han tidligere havde tænkt sig, men landene var kun løst forbundne ved kongens person. I Norge, hvortil han aldrig selv kom, var hans magt i virkeligheden højst ubetydelig; i Danmark indskrænkedes den stærkt ved håndfæstningens bestemmelser. Rigsrådet fik en størrelse og magt som ingen sinde tidligere. I hertugdømmerne, der stod som en politisk enhed over for kongeriget, havde han derimod friere hænder, og han støttede sig til sine kraftige holstenske råder, Johan Rantzau og Melchior Rantzau, kansler Utenhof og flere andre. Det var disse mænd, der søgte at bevare den store stilling, det gottorpske hus havde vundet i Norden, og som derigennem også fik stor indflydelse i Danmark.

Christian II og hans dronning Elisabeth forlod København om bord på orlogsskibet Løven og flygtede til Holland. Det var en sorgens dag for Københavns indbyggere og Danmarks almue og borgerskab. Voldene og stranden var efter sigende fulde af bedrøvede mennesker, som fulgte deres bortsejlende konge med øjnene. Christian 2.'s love blev erklæret for fordærvelige, og hans lovbøger blev brændt på bålet.

Konge af Danmark

[redigér | rediger kildetekst]

Frederiks stilling var yderst vanskelig. Udadtil truedes han stadig af Christian II, og han måtte da støtte sig til Lübeck og Sverige, men det var upålidelige forbundsfæller, som kun frygten for Christian IIs genindsættelse holdt sammen. Indad til havde kongen sine magtkampe med rigsrådet. Frederik havde måttet belønne den danske adel med så mange len på gode vilkår, at det svækkede kronens økonomi. Samtidig var han tvunget til at holde en stående hær under indtryk af truslen fra Christian II og for, at "man altid kunne være almuen mægtig". For at få penge i kassen måtte han udskrive skatter, hvilket var upopulært blandt bønderne og førte til uro. Desuden måtte han optage lån mod pant i de kongelige len; da han døde i 1533, var 3/5 af landets len pantsatte til lensmændene.[2] For at sætte sin mening igennem truede han af og til med at nedlægge regeringen eller at søge forlig med Christian II[3], så måtte rigsrådet og gejstligheden falde til føje og spæde til, men forholdet vedblev at være usikkert. Under disse forhold opholdt Frederik sig helst på Gottorp og kom sjældent og da kun for kortere tid til kongeriget. Det gav imidlertid adelen større råderum.[2]

Under de usikre forhold måtte kongen handle varsomt. Han forstod nødvendigheden af at vinde de lavere stænder for sig, og blandt befolkningen i hertugdømmerne færdedes han jævnt og ligefremt, men han kunne ikke bryde med de højere stænder, der havde sat ham på tronen. Han søgte, lige som Christian II, at få vornedskabet indskrænket, men måtte opgive det på grund af rigsrådets modstand. Den 14. maj udstedte Frederik en forordning, der sagde, at kongen havde erfaret, at mange fæstere "udvises af deres gård imod al skel og uden al skyld", og det fastslås heri, at fæstere ikke måtte sættes ud af deres gård så længe, de opfyldte fæstevilkårene og var godsejeren "hørig og lydig". Det var en forordning, der i praksis betød, at begge parter var forpligtede til at respektere fæsteaftalen.[4] Københavns og Malmøs borgerskab søgte han at vinde for sig ved at lægge valget af øvrigheden i det menige borgerskabs hænder, og borgmestrenes antal forøgedes. Gilder og lav blev endog ophævede den 6. december 1526. Dermed mistede Christian II to af sine vigtigste støtter i Danmark.[5] Men mange i de lavere stænder, borgere og bønder, så fortsat hen til Christian II som deres naturlige beskytter.

I 1523 fik Sverige sin egen konge, Gustav Vasa. Dermed var Kalmarunionen de facto ophørt at eksistere.[6]

Christian II's statholder på Gotland, Søren Norby, gik i 1525 land i det vestlige Blekinge i et desperat forsøg på at få genindsat Christian II på Danmarks trone[7], og det lykkedes at samle ikke mindre end 8.000 mand, som indledte en belejring af Helsingborg Slot. Frederik Is holstenske hærfører Johan Rantzau med en hær samt artilleri forenede sig dog med den danske adelshær samt et kontingent svenske tropper. Disse knuste den utrænede bondehær i to blodige slag ved Lund den 28. april og ved BunketofteHelsingborgsletten den 4. maj 1525.[8] Også Lübeck, der formelt var kongens allierede, havde sendt en flåde, som belejrede fæstningen Visborg. Søren Norby befandt sig i Landskrone, og fik tilbud om at blive lensmand over Blekinge og Lister Herred mod at overgive sig. Lübeck fik Bornholm i pant i stedet samt indtægterne af Gotland og ret til at udnævne lensmanden på Gotland i fire år. Ordningen bevirkede, at Gotland forblev under den danske krone.[8]

Vejen til Reformationen

[redigér | rediger kildetekst]

På trods af at han i håndfæstningen havde lovet at værne om den katolske kirke[9], indførte Frederik 1. reelt religionsfrihed for lutheranere i Danmark. Eksempelvis udnævnte han Hans Tausen, hvis stærkt lutheranske prædikener vakte røre, til sin kapellan. Da også Christian II på denne tid fra Nederlandene ved oversættelse af det Nye Testamente og på anden måde søgte at fremme den stærke religiøse gæring, blev Frederik alene af den grund nødt til at tage sig af reformationen.

Kongen lod sin søn, Christian, gifte sig med en tysk fyrstedatter, Dorothea af Sachsen-Lauenburg, der var lutheraner, og han tillod, at sønnen fra 1525 som hertug over Haderslev og Tønning Len fik indført en luthersk kirkeordning, der - trods tilbageslag - i løbet af tre år førte til etableringen af den første lutherske fyrstekirke i Norden. I 1526 lod kongen sin datter Dorothea ægte hertug Albrecht af Preussen, der havde været stormester for den tyske ridderorden, men var gået over til lutherdommen og blevet hertug. Kongen viste yderligere sine lutherske sympatier ved at bryde fredagsfasten, og han blev fulgt af flere adelige, som Mogens Gøye.[10]

I hertugdømmerne havde kongen understøttet af sine luthersk sindede råder allerede på landdagene i Rendsborg i 1525 og Kiel i 1526 sikret evangeliets forkyndelse, uden at der prædikedes "fabler", mod at tienden og lignende ydelser sikredes gejstligheden. En lignende stilling indtog han i Danmark. Vel havde han i sin håndfæstning måttet forpligte sig til ikke at tilstede nogen kætter, Luthers disciple eller andre, at prædike eller lære og at straffe dem på liv og gods. Men alligevel udstedte han kongelige beskærmelsesbreve, hvorved det tillodes "at prædike Guds Ord og Evangelium", og hvorved prædikanterne unddroges prælaternes jurisdiktion. Med kraft hævdede han på herredagene i Odense 1526 og 1527 en slags trosfrihed, idet han forlangte, at prælaterne først måtte føre bevis for, at prædikanternes forkyndelse af "Guds Ord og Evangelium" var kættersk, og idet han hævdede, at han som konge ikke var sat til at dømme sjælene, så lidt som han kunne tvinge nogen til at være i kloster: "hvo som enten vilde gifte sig eller løbe af Kloster, maatte gøre det paa sit eget Eventyr". Da han tillige ved adelens hjælp skaffede sig supremati (overhøjhed) i kirkens anliggender ved bestemmelsen om, at bekræftelser på bispedømmerne ikke skulle søges i Rom, men hos kongen selv, og da han ved borgerstandens hjælp på herredagen i København 1530, uden at det lykkedes prælaterne at føre bevis for fripræsternes kætterske lære, havde fået vedtaget en lovbestemmelse om ordets friere forkyndelse under ansvar over for kongen, havde han ved sin snilde adfærd skaffet den fri læres forkyndelse en temmelig fri og uanfægtet stilling; derimod fik prælaterne sikkerhed for tiendens ydelse.

Opgøret med Christian II

[redigér | rediger kildetekst]

At kongen ikke kunne gå videre, lå i hele den politiske stilling; han kunne i kampen mod Christian II ikke helt bryde med gejstligheden og sit for størstedelen katolske rigsråd. Christian II havde atter nærmet sig katolicismen og udsonet sig med pave og kejser. Siden han havde forladt landet, var hans støtte i Danmark blevet alvorligt svækket. I 1531 lykkedes det ham endelig at foretage sit store tog til Norge, hvor han optrådte til forsvar for den katolske lære. Det sydlige Norge sluttede sig til ham, men fæstningerne Akershus, Bergenhus og Bohus forblev ved Frederik I. I maj 1532 indgik Frederik I og Lübeck en alliance. Kort efter indgik Frederik desuden en aftale, der gav Nederlandene fri sejlads gennem Øresund mod, at de opgav støtten til Christian II, som dermed havde mistet sin sidste betydningsfulde allierede.

Således svækket gik Christian II ind på at komme til København mod frit lejde for at forhandle med Frederik. Forhandlingerne endte ikke på en tilfredsstillende måde for Frederik. Med tilslutning fra lübeckere og rigsråderne lod han Christian afsejle, men i stedet for at blive sendt tilbage til Nederlandene, sejlede skibene til Sønderborg Slot, hvor han blev fængslet frem til 1549, hvorefter han førtes til Kalundborg Slot, hvor han opholdt sig til sin død i 1559.[11]

Sammenholdet mellem de tre forbundsfæller, Danmark, Sverige og Lübeck, blev imidlertid mindre. Lübeck begyndte under Jørgen Wullenwevers ledelse at ville tilvinde sig egenrådigt handelsvælde, og Frederik måtte i sine sidste regeringsmåneder ad diplomatisk vej gøre forgæves forsøg på at forsvare det mod Christian II begåede løftebrud. Vel blev Norge efter sit frafald til Christian II atter uden større vanskelighed bragt til ro, men det var endnu ikke lykkedes kongen at få nogen af sine sønner anerkendt som sin efterfølger, før han døde på Gottorp.

Død og begravelse

[redigér | rediger kildetekst]
Frederik I's gravmæle

Frederik 1. døde på Gottorp Slot den 10. april 1533 og blev begravet i Slesvig Domkirke.

Ægteskab og børn

[redigér | rediger kildetekst]

Frederik var gift to gange:

Første gang den 10. april 1502 med Anna af Brandenburg. Hun døde i en alder af 27 år i 1514. De fik en søn, Christian (III), og en datter, Dorothea, (1526 gift med hertug Albrecht af Preussen).
Anden gang den 9. oktober 1518 med Sophie af Pommern, der overlevede ham, og med hvem han blandt andet havde sønnerne Hans den Ældre, senere hertug i Haderslev, og Adolf, senere hertug af Gottorp.

Gennem sønnerne Christian og Adolf er han stamfader til alle senere oldenborgske fyrstelinjer (Danmark, Grækenland, Rusland, Oldenburg).

Navn Født Død Bemærkninger
Med Anna af Brandenburg
Christian 12. august 1503 1. januar 1559 Konge af Danmark og Norge
Gift 29. oktober 1525 med Dorothea af Sachsen-Lauenburg
Dorothea 1504 11. april 1547 Gift 12. februar 1526 med Hertug Albrecht af Preussen
Med Sophie af Pommern
Hans den Ældre 29. juni 1521 1. oktober 1580 Hertug af Slesvig-Holsten-Haderslev
Elisabeth 14. oktober 1524 15. oktober 1586 Gift 1. gang 1542 med Hertug Magnus af Mecklenburg
Gift 2. gang 1556 med Hertug Ulrik 3. af Mecklenburg-Güstrow
Adolf 25. januar 1526 1. oktober 1586 Hertug af Slesvig-Holsten-Gottorp
Gift 17. december 1564 med Christine af Hessen
Anna 1527 4. juni 1535
Dorothea 1528 11. november 1575 Gift 27. oktober 1573 med Hertug Christoffer af Mecklenburg
Frederik 1529 27. oktober 1556 Fyrstbiskop af Hildesheim
Frederik 1.'s anetavle
 
 
 
 
 
Konrad 1. af Oldenburg
 
 
Christian 5. af Oldenburg
 
 
 
 
 
 
Ingeborg af Itzehoe
 
 
Didrik den Lykkelige
 
 
 
 
 
 
Didrik 5. af Hohnstein-Heringen
 
 
Agnes af Hohnstein
 
 
 
 
 
 
Sophie af Braunschweig
 
 
Christian 1.
 
 
 
 
 
 
Henrik 2. af Holsten
 
 
Gerhard 6. af Holsten
 
 
 
 
 
 
Ingeborg af Mecklenburg
 
 
Hedevig af Holsten
 
 
 
 
 
 
Magnus 2. af Braunschweig-Lüneburg
 
 
Elisabeth af Braunschweig
 
 
 
 
 
 
Katharina af Anhalt-Bernburg
 
Frederik 1.
 
 
 
 
 
Frederik 5. af Nürnberg
 
 
Frederik 1. af Brandenburg
 
 
 
 
 
 
Elisabeth af Meissen
 
 
Johan af Brandenburg-Kulmbach
 
 
 
 
 
 
Frederik af Bayern
 
 
Elisabeth af Bayern-München
 
 
 
 
 
 
Maddalena Visconti
 
 
Dorothea af Brandenburg
 
 
 
 
 
 
Wenceslas 1. af Sachsen-Wittenberg
 
 
Rudolf 3. af Sachsen-Wittenberg
 
 
 
 
 
 
Cecilia di Carrara
 
 
Barbara af Sachsen-Wittenberg
 
 
 
 
 
 
Robert 1. af Liegnitz
 
 
Barbara af Liegnitz
 
 
 
 
 
 
Hedwig af Sagan
 
Wikimedia Commons har medier relateret til:
  1. ^ "Frederik 1". Arkiveret fra originalen 3. marts 2016. Hentet 28. februar 2016.
  2. ^ a b Wittendorf 1989, s. 143.
  3. ^ Wittendorf 1989, s. 144.
  4. ^ Wittendorf 1989, s. 99.
  5. ^ Wittendorf 1989, s. 156.
  6. ^ Wittendorf 1989, s. 122.
  7. ^ Wittendorf 1989, s. 141.
  8. ^ a b Wittendorf 1989, s. 142.
  9. ^ Wittendorf 1989, s. 125.
  10. ^ Wittendorf 1989, s. 138.
  11. ^ Wittendorf 1989, s. 165.

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Frederik 1.
Født: 7. oktober 1471 Død: 10. april 1533
Titler som regent
Foregående:
Christian 2.
Konge af Danmark
1523 – 1533
Efterfølgende:
Christian 3.
Konge af Norge
1523 – 1533
Foregående:
Christian 1.
Hertug af Slesvig
1482 – 1533
med Hans (1490–1513)
med Christian 2. (1513–1523)
Efterfølgende:
Christian 3., Hans og Adolf
Hertug af Holsten
1482 – 1533
med Hans (1490–1513)
med Christian 2. (1513–1523)