Francesco Cavalli

Francesco Cavalli
Francesco Cavalli
Information
Født	14. februar 1602 ; Crema, Italien
Død	14. januar 1676 (73 år) ; Venedig, Italien
Statsborger	Republikken Venedig
Bopæl	Cremona
Far	Giovanni Battista Caletti
Sprog	Italiensk
Genre	Opera
Beskæftigelse	Kapelmester, Operakomponist, komponist, organist
Instrumenter
	Orgel
Kendte værker
	Giasone, Artemisia, Egisto, La Calisto
	Information med symbolet hentes fra Wikidata.; [ redigér på Wikidata ]

Francesco Cavalli (født Pietro Francesco Caletti-Bruni^[1] 14. februar 1602 i Venedig, død 14. januar 1676 i Cremona) var en italiensk komponist fra den barokke periode.

Liv

Cavallis fader, Giovanni Battista Caletti (1577 – ca. 1642), domkapelmester og organist i Cremona, gav sønnen den første uddannelse. Den venetianske guvernør i Cremona, Federigo Cavalli, blev drengens mæcen, og tog ham med til Venedig. Komponisten overtog mæcénens navn, da han begyndte at skrive operaer. I 1616 engagerede Claudio Monteverdi Cavalli som sanger i Markuskirken i Venedig, først som drengesopran, der efter som tenor. I 1620 blev Cavalli organist i kirken Santi Giovanni e Paolo, en stilling han først frasagde sig, da han i 1630 giftede sig med den velhavende enke Maria Schiavina. De forblev barnløse, og hun døde i 1652.

Efter en konkurrence blev Cavalli Markuskirkens anden organist i 1639. Han begyndte at skrive for scenen i 1639 (Le nozze di Teti e di Peleo) hurtigt efter, at det første offentlige operahus, Teatro San Cassiano var åbnet i Venedig to år tidligere. Cavallis anden opera var Gli amori d'Apollo e di Dafne. I 1641 kom La Didone med en libretto af Giovanni Francesco Busenello – han havde også skrevet librettoen til Monteverdis L'incoronazione di Poppea.^[2] 1642 starter med La virtù de' strali d'Amore, et samarbejde med librettisten Giovanni Faustini (1615–1651) – deres sidste fælles projekt var La Calisto i 1651, året Faustini døde. I mellemtiden var Cavalli blevet internationalt kendt, operaerne Egisto (Paris, 1646) og Giasone (1649) hører til de mest spillede operaer i 1600-tallet. Hans største rival var Antonio Cesti (med l'Orontea).

I 1651 rejste Cavalli til Napoli og opførte tre af sine værker. Operaen Orione (1653) blev opført, da Ferdinand IV blev valgt til konge af romerne; Hypermestra (1658) blev bestilt af Carlo de' Medici.

På kardinal Mazarins "invitation" rejste Cavalli til Paris i april 1660 for at opføre operaer i anledning brylluppet mellem kong Ludvig XIV af Frankrig og Maria Theresia af Spanien. Cavalli, som ikke var frisk, rejste modstræbende og kun på grund af Mazarins politiske pres. Opholdet blev en stor nedtur for den sejrsvante komponist. Protegéen Mazarin døde efter, at Cavalli var ankommet Paris, oveni kom opførelsesproblemer eller intriger hovedsagelig initieret af kongen og sat ud i livet af balletkomponisten Jean-Baptiste Lully.^[3] Resultatet blev, at operaen Cavalli komponerede i anledning brylluppet, Ercole amante ("Den forelskede Herkules"), ikke blev færdig i tide. Eftersom det nye teater i Tuilerierne ikke var færdigt, blev Cavallis successopera Xerxes opført i Louvres kunstgalleri. Xerse blev udstyret med en fransk ouverture og korene blev erstattede med balletter med musik af Lully. Lullys bidrag fik al opmærksomheden, og Cavallis italienske opera gik helt upåagtet hen; han blev ikke en gang nævnt som komponist.

Et og et halvt år senere blev Ercole Amante opført i Palais des Tuileries. Fremførelsen varede i seks timer og ind imellem blev der spist og danset til Jean-Baptiste Lullys balletter, mindst 21 i tallet.^[4] Opførelsen blev en af de mest mindeværdige hændelser i musikhistorien, da Ludvig XIV af Frankrig dansede i sidste akt af Ballett Royal des sept Planetes, først som Mars, derefter som Pluto og til sidst som Solen. Mens kongen optrådte, messede hoffet "længe leve Solkongen", og med det fik kongen sit kendte tilnavn. Lullys balletter blev bejublet, men Cavallis opera fik en meget reserveret modtagelse, delvis fordi den var på italiensk og måske fordi en kastratsanger optrådte.

Cavalli vendte tilbage til Venedig i 1662. Han var så nedbrudt af nederlagene i Paris, at han udtalte, at han var færdig med at skrive operaer, men alligevel blev det yderligere til seks operaer frem til 1673. I 1665 blev Cavalli førsteorganist i Markuskirken efter, at Massimiliano Neri rejste til Bonn. Maestro di cappella i San Marco blev han først i 1668, efter at Giovanni Rovetta døde. Cavalli beholdt stillingen som kapelmester ved Markuskirken til sin død.^[5] I 1669 komponerede Cavalli Coriolano for teatret i Piacenza. Mod slutningen af livet skrev han kun kirkemusik, blandt andet et rekviem til sin egen gravfærd. Cavalli er begravet i San Lorenzo-kirken.

Musik

Cavalli var den mest indflydelsesrige komponist af offentligt tilgængelige operaer i midten af det 17. århundredes Venedig, en tid da operaen oplevede en veritabel optur i kølvandet på Monteverdis pionérarbejder i begyndelsen af 1600-tallet. Sammen med librettisten Giovanni Faustini Cavalli, som han i 1640-årene skrev de fleste operaer sammen med, medvirkede Cavalli til at gøre opera til en populær underholdningsform. Han reducerede Monteverdis ekstravagante orkester til mindre og billigere ensembler bestående af et lille strygeorkester og basso continuo af hensyn til de begrænsninger, der var forbundet med opførelser på offentlige operahuse, og indførte bel canto med melodiøse arier, som lamento, og populære komiske typer i sine operaer.^[6]. I modsætning til Monteverdis tidlige operaer, der blev sat op som ekstravagant hofunderholdning i Mantova, gjorde Cavallis operaer brug af Cavalli indførte melodiske arier i sin musik og populære persontyper i sine libretti. Hans operaer har en ualmindeligt stærk dramatisk effekt samt et stor musikalsk vingefang og en grotesk humor, som var karakteristisk for den italienske grand opera frem til Alessandro Scarlattis død. Cavallis operaer frembyder det eneste eksempel på en kontinuerlig musikalsk udvikling hos en enkelt komponist i en enkelt genre fra begyndelsen til til slutningen af det 17. århundrede i Venedig – kun et par operaer af andre (som fx Monteverdi og Antonio Cesti) er overleveret. Udviklingen er interessant, fordi opera var stadig var en helt ny genre, da Cavalli begyndte at arbejde, og fordi operagenren var blevet moden og en populær offentlig forestillingsform ved slutningen af hans karriere.

Cavallis operaer indeholder alle 1600-tallet karakteristiske overdrivelser og absurditeter, men viser også at Cavalli havde en bemærkelsesværdig sans såvel for dramatiske virkemidler som for en musikalsk lethed og en grotesk humor, som kendetegner de store italienske operaer frem til Alessandro Scarlattis død. Cavallis operaer blev i tråd med tidens praksis almindeligvis kun opført én sæson.

Cavalli skrev 41 operaer, hvoraf 27 er overleveret og opbevares på Biblioteca Nazionale Marciana (Markuskirkens bibliotek) i Venedig. Der findes kopier af nogle af operaerne andre steder. Desuden er ni andre operaer blevet tilskrevet ham, selv om musikken er tabt, og det er umuligt at føre bevis herfor.

Ud over operaer skrev Cavalli Magnificat i den store venetianske polykorale stil samt en tonedigtning til Jomfru Maria-antifonerne og anden gejstlig musik i en mere konservativ stil (bl.a. et requiem i otte dele, der formentlig var beregnet på hans egen begravelse) samt noget instrumentalmusik.

Eftermæle

Raymond Leppard stod for den første nyopførelse. Det skete i 1960-erne under Glyndebourne Festival. Senere er flere af Cavallis operaer blevet nyopførte, således La Calisto med blandt andet René Jacobs.

Værkliste

Operaer

Titel	Libretto	Premieredateo	Sted, teater	Noter
Le nozze di Teti e di Peleo	Orazio Persiani	24. januar 1639	Venedig, Teatro San Cassiano
Gli amori d'Apollo e di Dafne	Giovanni Francesco Busenello	1640	Venedig, Teatro San Cassiano
La Didone	Giovanni Francesco Busenello	1641	Venedig, Teatro San Cassiano
L'amore innamorato	ukendt	1. januar 1642		Tabt
Narciso et Ecco immortalati	Orazio Persiani	1642		Tabt
La virtù dei strali d'Amore	Giovanni Faustini	1642	Venedig, Teatro San Cassiano
L'Egisto	Giovanni Faustini	1643	Venedig, Teatro San Cassiano
La Deidamia	Scipione Herrico	1644		Tabt
L'Ormindo	Giovanni Faustini	1644	Venedig, Teatro San Cassiano
Il Romolo e »l Remo	Giulio Strozzi	1645		Tabt
La Doriclea	Giovanni Faustini	1645	Venedig, Teatro San Cassiano
Il Titone	Giovanni Faustini	1645	Venedig, Teatro San Cassiano	Tabt
La prosperità infelice di Giulio Cesare dittatore	Giovanni Francesco Busenello	1646		Tabt
La Torilda	Pietro Paolo Bissari	1648		Tabt
Il Giasone	Giacinto Andrea Cicognini	5. januar 1649	Venedig, Teatro San Cassiano
L'Euripo	Giovanni Faustini	1649		Tabt
L'Orimonte	Nicolò Minato	23. februar 1650	Venedig, Teatro San Cassiano
La Bradamante	Pietro Paolo Bissari	1650		Tabt
L'Oristeo	Giovanni Faustini	9. februar 1651	Venedig, Teatro Sant'Apollinare
La Rosinda	Giovanni Faustini	1651	Venedig, Teatro Sant'Apollinare	Også kendt som Le Magie amorose
L'Armidoro	B. Castoreo	1651		Tabt
La Calisto	Giovanni Faustini	28. november 1651	Venedig, Teatro Sant'Apollinare
L'Eritrea	Giovanni Faustini	16. januar 1652	Venedig, Teatro Sant'Apollinare
La Veremonda, l'amazzone di Aragona	Giacinto Andrea Cicognini og Giulio Strozzi	21. december 1652	Napoli, Nuovo Teatro del Palazzo Reale	Også kendt som Il Delio
L'Orione	Francesco Melosio	Juni 1653	Milano, Teatro Real
Il Xerse	Nicolò Minato	12. (?) januar 1654	Venedig, Teatro Santi Giovanni e Paolo
Il Ciro	Giulio Cesare Sorrentino	30. januar 1654	Venedig, Teatro Santti Giovanni e Paolo	I samarbejde med Andrea Mattioli
Statira Principessa di Persien	Giovanni Francesco Busenello	18 januar, 1655 (muligvis 1656)	Venedig, Teatro Santti Giovanni e Paolo
L'Erismena	Aurelio Aureli	30. december 1655	Venedig, Teatro Sant'Apollinare
L'Artemisia	Nicolò Minato	10. januar 1657	Venedig, Teatro Santti Giovanni e Paolo
L'Hipermestra	Giovanni Andrea Moniglia	12. juni 1658	Firenze
L'Antioco	Nicolò Minato	12. januar 1659	Venedig, Teatro San Cassiano	Tabt
Il rapimento d'Helena	Giovanni Faustini og Nicolò Minato	26 December 1659	Venedig, Teatro San Cassiano	Også kendt som "Elena
La pazzia i trono, ossia il Caligola delirante	Domenico Gisberti	1660		tabt
Ercole Amante	Francesco Buti	7. februar 1662	Parigi, på Salles des Machines i Tuilerierne	Balletmusik af Jean-Baptiste Lully
Scipione affricano	Nicolò Minato	Februar 1664	Venedig, Teatro Santti Giovanni e Paolo
Il Mutio Scevola	Giovanni Faustini og Nicolò Minato	Februar 1665	Venedig, Teatro San Samuele
Il Pompeo Magno	Nicolò Minato	20. februar 1666	Venedig, Teatro San Salvatore
Eliogabalo	Ukendt, sandsynligvis Aurelio Aureli	Komponeret 1667, uropført 1668	Venedig, Teatro San Salvatore
Coriolano	Ukendt	27. maj 1669	Piacenza	Tabt
Masenzio	Ukendt	1673		Tabt

Noter

^ Cavalli er navnet på hans mæcen, Federico Cavalli, en venetiansk adelsmand.
^ I manuskriptet til L’incoronazione di Poppea finnes Cavallis håndskrift, og ifølge R. Leppard kan Cavalli ha medvirket: CD-hefte til Cavalli La Calisto.
^ R. Leppard, CD-hefte til «La Calisto», Decca 1972.
^ Bukofzer, Manfred, Music in the Baroque Era. New York: W.W. Norton & Co. 1947, s. 148-149. ISBN 0-393-09745-5
^ Vliegenthart, F. (2009) Een Venetiaanse opera voor Parijs, s. 13, 17. I koncerthefte til Francesco Cavalli's Ercole Amante i De Nederlandse Opera.
^ Bukofzer, Manfred, Music in the Baroque Era, s. 118, 129-133.

Litteratur

Bukofzer, Manfred: Music in the Baroque Era. New York: W.W. Norton & Co, 1947. ISBN 0-393-09745-5
Glixon, Beth L. og Jonathan E.: Inventing the Business of Opera: The Impresario and His World in Seventeenth-Century Venice. Oxford: Oxford University Press, 2006. ISBN 0-19-515416-9
Glover, Jane: Cavalli. London: Palgrave Macmillan, 1978. ISBN 0-312-12546-1
Rosand, Ellen: Opera in Seventeenth-Century Venice . Berkeley: University of California Press, 1991. ISBN 0-520-06808-4
Selfridge-Field, Eleanor: Venetian Instrumental Music, from Gabrieli to Vivaldi. New York: Dover Publications, 1994. ISBN 0-486-28151-5
Ross, Alex: "Unsung: Rediscovering the Operas of Francesco Cavalli." The New Yorker, 25. maj 2009, s. 84-85.

Eksterne henvisninger

Frie noder af Francesco Cavalli i International Music Score Library Project
Rodrigo, Artaserse L. (9. marts 2005). "Brief biografi og diskografi" (italiensk). Arkiveret fra originalen 16. juni 2020. Hentet 2009-01-05.

[1] Cavalli er navnet på hans mæcen, Federico Cavalli, en venetiansk adelsmand.

[2] I manuskriptet til L’incoronazione di Poppea finnes Cavallis håndskrift, og ifølge R. Leppard kan Cavalli ha medvirket: CD-hefte til Cavalli La Calisto.

[3] R. Leppard, CD-hefte til «La Calisto», Decca 1972.

[4] Bukofzer, Manfred, Music in the Baroque Era. New York: W.W. Norton & Co. 1947, s. 148-149. ISBN 0-393-09745-5

[5] Vliegenthart, F. (2009) Een Venetiaanse opera voor Parijs, s. 13, 17. I koncerthefte til Francesco Cavalli's Ercole Amante i De Nederlandse Opera.

[6] Bukofzer, Manfred, Music in the Baroque Era, s. 118, 129-133.

[1]

[2]

[3]

[4]

[5]

[6]