Folkesuverænitetsprincippet

Jean-Jacques Rousseau udbredte folkesuverænitetsprincippet.

Folkesuverænitetsprincippet, eller blot folkesuverænitet, er en politisk læresætning, som går ud på at al legitim statsmagt hidrører fra folket selv. Begrebet står således i modsætning til princippet om fyrstesuverænitet. Folkesuverænitet kan også beskrives som Vox populi.

Princippet formuleres første gang i en udtalelse fra det engelske parlament i sommeren 1649 efter opgøret med kong Karl 1. af England. Det blev ved udtalelsen i første ombæring, men princippet blev effektueret som parlamentarisk princip i England fra 1689. Senere formuleres princippet af Jean-Jacques Rousseau i hans værk Socialkontrakten. Folkesuverænitetsprincippet var således tæt knyttet til liberalismens fremvækst i 1700- og 1800-tallet, hvor det blev brugt som et våben i borgerskabets kamp mod kongemagten og adelens privilegier.

I den teoretiske debat om demokratiets udformning er folkesuverænitetsprincippet defineret som folket, der fastsætter og opretholder retsordenen. I praksis kan dette enten forekomme gennem et direkte demokrati ved vedtagelser i en folkeforsaming, eller i et repræsentativt demokrati, hvor den endelige afgørelse ligger hos parlamentet. Princippet kan dog også være formuleret som "magten udøves i overensstemmelse med folkets vilje". Den offentlige mening er i denne tolkning "vox populi", og enhver udøvelse af folkets vilje er i overensstemmelse med princippet.

Mange forfatninger rummer referencer til folkesuverænitetsprincippet, eksempelvis Norges grundlov, mens Danmarks Grundlov fastslår, at magten er hos Folketinget og kongen i forening og altså kun delvist implementerer princippet. Som regel optræder princippet som et krav om, at styret skal udgå fra en folkevalgt forsamling eller gennem direkte folkeafstemninger efter behov.

Historie

Folkesuverænitet er i moderne Statsret ensbetydende med lat. suprema potestas og betegner den »højeste Magt« i Staten. Folkesuverænitet siges at herske der, hvor denne Magt tilkommer Folket. Men naar dette er Tilfældet, er ofte yderst tvivlsomt. Af Statens positive Love, af selve den skrevne Forfatning fremgaar intet med Sikkerhed. For Suverænen vil det vel altid være af en bydende politisk Nødvendighed ved Lovgivning at befæste og nærmere bestemme de statsretlige Følger af den erhvervede Suverænitet. Men Historien viser, at Suverænitet kan erhverves og tabes, uden at der samtidig foregaar en Forandring i Forfatningen. 14. Juli 1789 efter Stormen paa Bastillen gik i Frankrig Suveræniteten utvivlsomt faktisk over fra Kongen til Folket, men først i Forfatningen af 3. Septbr 1791 blev denne Overgang af den »højeste Magt«  forfatningsmæssig fastslaaet. De moderne Staters Forfatningslove indeholder dernæst ingen udtrykkelig Udtalelse om, hvem Suveræniteten tilkommer. Kun en Fortolkning af Forfatningens enkelte Bestemmelser om Statsmagtens Udøvelse vil i visse Tilfælde kunne yde et Indicium. Til Hjælp ved en saadan Fortolkning har man søgt visse alm. Kriterier. Man har saaledes sagt, at Suveræniteten tilkommer den Person (Fyrsten) eller Korporation (Folket), der er berettiget til at erklære Krig. I saa Fald kendes F. ikke i den moderne Stat. Saadanne alm. Kendetegn lader sig imidlertid ikke opstille. Det afgørende er ikke, om Suverænen er formelt berettiget til at udøve visse bestemte forfatningsmæssige Beføjelser. Hvem Suveræniteten tilkommer i en Stat, beror paa, hvem der faktisk har den højeste Magt. Er Suverænen i fornødent Fald i Strid med Forfatningen faktisk i Stand til at gennemføre sin Villie? Til dette Spørgsmaals Besvarelse vil i det enkelte foreliggende Tilfælde visse historiske Forhold kunne være afgørende ell. dog vejledende. Fyrsten maa saaledes vistnok siges at være suveræn i en Stat, hvor Magtforholdene historisk set er saadanne, at Fyrsten i Nødstilfælde kan gøre et Statskup med gunstigt Udfald, medens Folket maa anses for suverænt, hvor Folket under tilsvarende Forhold kan gennemføre en Revolution. I England, hvor i de sidste Aarhundreder Revolutioner er lykkedes, men Statskup mislykkedes, er Suveræniteten herefter hos Folket. I Frankrig, de store Revolutioners Land, maa F. vistnok ligeledes siges at herske. I Tysklend-Østerrig, hvor Statskup som Regel er lykkedes Revolutioner som Regel mislykkedes, hersker derimod Fyrstesuverænitet. For de fleste Staters Vedkommende er Spørgsmaalet tvivlsomt. Til Belysning af de faktiske Magtforhold, hvorpaa Spørgsmaalets Afgørelse beror, vil en Betragtning af Hærordningens Karakter i enkelte Tilfælde kunne bidrage.

Litteratur

• Hansen, Mogens Herman (2010): Demokrati som styreform og som ideologi, Museum Tusculanums Forlag, København.

Se også

Suverænitet

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.