Fjerprydelse
En fjerprydelse er en fjerklædt hovedbeklædning.
De mest kendte former er nok de store fjerprydelser lavet af ørnefjer båret af flere indfødte amerikanere, med få undtagelser mænd.[1] Med tiden er netop disse fjerprydelser båret af prærieindianerne blevet et let genkendeligt symbol for de indfødte amerikanere i det hele taget,[2] og de bruges af mange – både mænd, kvinder og børn i leg - der ikke oprindeligt ville have været kvalificeret til at bære en ægte fjerprydelse.[3]
Da flere stammer bar fjerprydelser bl.a. under kamp,[4] kaldes de til tider krigshætter.[5]
Fjerprydelser på prærien
[redigér | rediger kildetekst]I 1800-tallet var mange forskellige slags fjerprydelser i brug på prærien alt efter deres formål og bærerens individuelle krav og brug af materialer til den, som f.eks. påsatte horn.[6] Nogle fremstillede deres egen personlige fjerprydelse efter at være blevet opfordret til det i en detaljeret vision; der fulgte så gerne hellige sange og måske også tabuer med hovedbeklædningen.[7] En mand kunne stille sin fjerprydelse til rådighed for en nær slægtning ved særlige lejligheder.[8] Hvert krigerselskab havde gerne sin egen karakteristiske fjerprydelse eller anden form for hovedbeklædning, der blev båret af alle dets medlemmer ved givne anledninger.[9] I flere stammer var fjerprydelsen så krigerselskabets ejendom.[9] Personligt ejede fjerprydelser blev brugt bl.a. som gaver,[4] de kunne skifte hænder i såvel store byttehandler[4] som i spil,[10] og de kunne afstås gennem et ceremonielt salg.[7] Fjerprydelser var tillige et værdsat krigsbytte, der affødte respekt og øgede erobrerens prestige.[7]
Ved sin død fik ejeren af en fjerprydelse den eventuelt med i graven eller på ligstilladset.[11] Ellers kunne den gå i arv fra far til søn og videre til et barnebarn.[3]
Til daglig lå fjerprydelsen beskyttet i en cylindrisk læderæske.[7] For at tage den i brug f.eks. op til en kamp måtte ejermanden ofte afsynge hellige sange og foregive at tage fjerprydelsen på hovedet tre gange, før han virkelig gjorde det den fjerde og hellige gang.[3]
Den alment kendte fjerprydelse
[redigér | rediger kildetekst].jpg)
Den typiske fjerprydelse omtales dels som den halo-formede fjerprydelse[9] og dels som den vide eller struttende fjerprydelse.[12] Den bestod af en tætsiddende skindhue med et perlebroderet bånd fortil[13] og med fastgjorte, mere eller mindre bagudvendte halefjer fra ørne i en sluttet ring (”halo”) hele kanten rundt.[14] Flere anså halefjer fra unge kongeørne som de rette at bruge i en fjerprydelse,[9] og disse kunne være købt eller f.eks. skaffet under ørnefangst. Fjerskaftet var omviklet med farvet skind eller stof på den nederste del, mens spidsen ofte var fremhævet med f.eks. hvide dun, hvorfra farvede hestehår hang løst ned. Skindhuens sider var tit forsynet med nogle få fjer, hermelinshaler eller andet, der hang løst ned omtrent ved tindingen.[13]
Nogle mænd tilføjede denne grundform for fjerprydelse et farvet slæb eller hale bagtil. Slæbet, enten enkelt eller dobbelt,[15] var tit af stof forstærket med en lærreds-bort og med fastgjorte ørnefjer i hele dets længde. Slæbet kunne være op til toogenhalv meter langt, og fjerprydelsen var i så fald kun beregnet til ryttere.[13]
Eksempler på særlige fjerprydelser
[redigér | rediger kildetekst]De ældste fjerprydelser undergik forandringer, og nyskabelser kom til. Cheyennernes Crazy Dogs kreerede en fjerprydelse med påsatte horn fra en gaffelantilope.[9] En hætte med kunstigt smalle bisonhorn og udelukkende med fjer fæstnet på et slæb bagtil fandtes i mindst to udgaver.[12] Navnlig blackfoot folket anvendte en kompakt fjerprydelse med tætstillede fjer, der stod lodret op.[9]
Under skidi pawneernes The One Horn Dance skulle dansernes fjerprydelser være udstyret med et enkelt bisonhorn i højre side.
Blandt lakotaerne brugte nogle krigere en fjerprydelse med fire påsatte horn, inspireret af en dræbt fjende med netop sådan en hovedbeklædning.[16] Den første fjerprydelse med horn lavet blandt siouxerne overhovedet var i 1834-1835 ifølge en vintertælling.[17]
En blackfoot kvinde bar en rigt sammensat hovedbeklædning med fjer i forbindelse med stammens soldans. En sang for hver enkelt ting brugt i hovedbeklædningen satte fokus på genstanden. Fjerprydelsen bestod bl.a. af et blåmalet læderbånd, to fjer fortil og to bagtil, to fjerbuske, en pilespids af sten, en hale af en bisonkalv samt en lille dukke, hvis hoved var udstoppet med tobaksfrø.[18]
Mange fuglearter lagde fjer til fjerprydelserne. En ponca brugte pelikanfjer,[19] og hidatsaerne i Dog selskabet brugte både ravne-, skade- og uglefjer i deres pompøse hovedbeklædning.[6] Fjerprydelsen i mandanernes Lone Man bundt var forsynet med skiftevis ravne- og svanefjer.[20] Mindre fjer brugt f.eks. som vedhæng ved tindingen kom bl.a. fra spætter og isfugle.[9]
Kuriøse oplysninger
[redigér | rediger kildetekst]Brugen af fjerprydelser er nævnt i en sioux vintertælling for året 1701,[21] og i historisk tid indridsede indianere stregtegninger af folk med fjerprydelser på ved f.eks. Writing-On-Stone Provinspark.[22]
Cheyennerne siges ikke at have brugt fjerprydelser før de kopierede skikken fra lakotaerne i forbindelse med indvandringen på prærien.[3]
Nogle kiowaer fandt deres fjerprydelse for kostbar til at bære og måske miste i kamp,[13] mens andre løb risikoen.[23]
Berømte fjerprydelser
[redigér | rediger kildetekst]
Pawneen Pitaresaru, hyldet modstander af Morning Star-ceremonien, var den første i en indfødt delegation til de amerikanske storbyer til at blive portrætteret med en fjerprydelse på hovedet. Det var i 1821.[2]
Cheyenne krigeren Roman Nose fik sin berømte og sjældne fjerprydelse i 1860, hvor medicinmanden White Buffalo Bull (Ice) lavede den til ham. Midt på fjerprydelsens pandebånd fortil var fastjort et enkelt, opadbuet bisonhorn i efterligning af en behornet slange, som Roman Nose havde set i en vision som dreng. Selv til hest rørte et påsat slæb af bisonskind bagtil næsten jorden. Hele vejen ned ad slæbet sad der skiftevis rød- og sortmalede ørnefjer i tilsammen 10 grupper af fire. Ingen materialer i fjerprydelsen kunne føres tilbage til de hvide, og med fjerprydelsen fulgte både påbud og tabuer.[24]
På Arlington National Cemetery tog crow høvding Plenty Coups sin fjerprydelse af og lagde den og sin fjerprydede coup stav på sarkofagen for Den Ukendte Soldat faldet i 1. verdenskrig tre år før og netop stedt til hvile på kirkegården. Høvdingens tribut til alle faldne i kamp skete den 11. november 1921 foran op mod 100.000 fremmødte, bl.a. præsident Harding og førstedame, den franske marskal Ferdinand Foch og andre personligheder. Plenty Coups deltog som en repræsentant for de indfødte amerikanere.[25]
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Kroeber, A. L.: Ethnology of the Gros Ventre. Anthropological Papers of the American Museum of Natural History. Vol. I, Part IV. New York, 1908.
- ^ a b Ewers, John C.: ”The Emergence of the Plains Indian as the Symbol of the North American Indian.” Indian Life on the Upper Missouri. 1988. Pp. 187-203.
- ^ a b c d Stands In Timber, John and Margot Liberty: Cheyenne Memories. Lincoln, 1972.
- ^ a b c Gilman, Carolyn and Mary Jane Schneider: The Way to Independence. Memories of a Hidatsa Indian Family, 1840-1920. St. Paul, 1987.
- ^ La Farge, Oliver: Indianerne i Nordamerika. Verona, 1960.
- ^ a b Maximilian, Prince of Wied: Travels in the Interior of North America, 1832–1834. Part II. Cleveland, 1906.
- ^ a b c d Wissler, Clark: Social Organization and the Ritualistic Ceremonies of the Blackfoot Indians. Anthropological Papers of the American Museum of Natural History. Vol. VII. New York, 1912.
- ^ Killsback, Leo: "The Legacy of Little Wolf. Rewriting and Rerighting Our Leaders Back into History." Wicazo Sa Review. Vol. 26, No. 1 (Spring 2011). Pp. 85-111.
- ^ a b c d e f g Killsback, Leo: ”Crowns of Honor: Sacred Laws of Eagle-Feather War Bonnets and Repatriationg the Icon of the Great Plains.” Great Plains Quarterly. Vol. 33, No. 1 (Winter 2013). Pp. 1-23.
- ^ Lowie, Robert H.: The Crow Indians. Lincoln and London. 1983.
- ^ Hilger, Sister M. Inez: Arapaho Child Life and Its Cultural Background. Smithsonian Institution. Bureau of American Ethnology. Bulletin 148. Washington, 1952.
- ^ a b Howard, James H.: ”Plains Indian Feathered Bonnets”. Plains Anthropologist. No. 2 (December, 1954). Pp. 23-26.
- ^ a b c d William L. Merrill, Marian Kaulaity Hansson, Candace S. Greene, and Frederick J. Reuss: A Guide to the Kiowa Collections at the Smithsonian Institution. Washington, D.C., 1997.
- ^ Skinner, Alanson: Notes on the Eastern Cree and Northern Saulteaux. Anthropological Papers of the American Museum of Natural History. Vol. IX, Part I. New York, 1912.
- ^ Kaitlyn Chandler, Wendi Field Murray, Maria Nieves Zedeño, Samrat Clements and Robert James: The Winged. An Upper Missouri River Ethno-ornithology. Tucson, 2017.
- ^ Densmore, Frances: Teton Sioux Music. Smithsonian Institution. Bureau of American Ethnology. Bulletin 61. Washington, 1918.
- ^ Howard, James H.: Dakota Winter Counts as a Source of Plains History. Smithsonian Institution. Bureau of American Ethnology. Bulletin 173. Anthropological Papers, No. 61. Washington, 1960.
- ^ Wissler, Clark: The Sun Dance of the Blackfoot Indians. Anthropological Papers of the American Museum of Natural History. Vol. XVI, Part III. New York, 1918.
- ^ Howard, James H.: The Ponca Tribe. In collaboration with Peter Le Claire, tribal historian, and other members of the tribe. Smithsonian Institution. Bureau of American Ethnology. Bulletin 195. Washington. 1965.
- ^ Bowers, Alfred W.: Mandan Social and Ceremonial Organization. Moscow, Idaho, 1991.
- ^ Howard, James H.: "Yanktonai Ethnohistory and the John K. Bear Winter Count." Plains Anthropologist. Journal of the Plains Conference. Vol. 21, No. 73, part 2 (Aug. 1976). Memoir 11.
- ^ Keyser, James D.: ”Writing-On-Stone: Rock Art on the Northwestern Plains.” Canadian Journal of Archaeology / Journal Canadien d'Archéologie. No. 1, 1977. Pp. 15-80.
- ^ Mooney, James: Calender History of the Kiowa Indians. Bureau of American Ethnology. Seventeenth Annual Report. Part 1. Washington, 1898.
- ^ Hyde, George E.: Life of George Bent. Written From His Letters. Norman, 1987.
- ^ Hoxie, Frederick E.: Parading Through History. The making of the Crow Nation in America, 1805-1935. New York, 1995.