Estlandssvensk

Estlandssvensk (svensk: estlandssvenska, estisk: rannarootsi keel) var de svenske dialekter blandt estlandssvenskerne i de tidligere svensksprogede byer på Ormsö, Lilla og Stora Rågö, Nuckö, Nargö, Odensholm, Runö i Rigabugten samt i enkelte egne på Dagö. De estlandssvenske varianter tilhører i lighed med de svenske dialekter i Finland de østsvenske mål og kendetegnes, ligesom dialekterne i det finske Österbotten og sproget på Gotland, ved bevarelsen af de såkaldte "vestnordiske" diftonger, der forekommer i Nordens vestlige og østlige udkantsområder.

Estlandssvensk er omkring år 2000 uddøende, men tales endnu af enkelte ældre mennesker, først og fremmest i Sverige.

Til de oldnordiske diftonger i fx steinn, ey og lauss (dansk sten, ø og løs med monoftong) svarer estlandssvensk /stain/ eller /stäin/, /ai/ eller /äi/ og /läus/. Der er således sammenfald mellem de to første diftonger (hvilket i øvrigt har en parallel i estisk sproghistorie, sammenlign finsk löyly "damp i sauna" med estisk leil). I Österbotten fås endnu /stäin/, /öi/ og /löus/, på Gotland /stain/, /åi/ og /laus/.

Estlandssvensk har ligesom sprogformen på Gotland, men i modsætning til det øvrige svensk og norsk ikke fremskydning ("palatalisering") af /g/ og /k/ foran fortungevokaler, f.eks. gick /gik:/, kind /kind/. Udtalen minder altså her om den danske.

Endvidere bliver oldnordisk /þ/ altid til /t/; det øvrige fastlandsnordisk har også normalt /t/, men dog /d/ i en række hyppige ord, fx du, dem; her har estlandssvensk (og Österbotten-mål) /tʉ:/, /täim/.

Eksempel på Estlandssvensk (nuckömål)

Stick tälknin i stolpan o hälvtor stolpan topa kalkan, säte Halmen o Hälma färe kalkan o ker te Nuckö toka. (estlandssvensk)

Stick täljkniven i stolpen och vält stolpen på kälken, sätt Hjälmen och Hjälma för kälken och kör till Nuckö. (rigssvensk)

Eksterne links

Den Andra Stranden (med sprogprøver på estlandssvensk) Arkiveret 28. januar 2017 hos Wayback Machine