Espen Barth Eide
Espen Barth Eide | |
---|---|
Norges udenrigsminister | |
Nuværende | |
Overtaget embede 16. oktober 2013 | |
Del af | Regeringen Jonas Gahr Støre |
Foregående | Anniken Huitfeldt |
Embedsperiode 21. september 2012 – 16. oktober 2013 | |
Del af | Regeringen Jens Stoltenberg II |
Foregående | Jonas Gahr Støre |
Efterfulgt af | Børge Brende |
Norges klima- og miljøminister | |
Embedsperiode 14. oktober 2021 – 16. oktober 2023 | |
Foregående | Sveinung Rotevatn |
Efterfulgt af | Andreas Bjelland Eriksen |
Norges forsvarsminister | |
Embedsperiode 11. november 2011 – 21. september 2012 | |
Del af | Regeringen Jens Stoltenberg II |
Foregående | Grete Faremo |
Efterfulgt af | Anne-Grete Strøm-Erichsen |
Personlige detaljer | |
Født | 1. maj 1964 (60 år) Oslo, Norge |
Politisk parti | Arbeiderpartiet |
Mor | Wenche Barth Eide |
Far | Asbjørn Eide |
Uddannelsessted | Universitat de Barcelona Universitetet i Oslo Oslo katedralskole |
Beskæftigelse | Politolog, diplomat, politiker |
Udmærkelser | NPF-prisen (2004) *Årets europeer (2018) |
Links | |
(norsk) Biografi på stortinget.no | |
Informationen kan være hentet fra Wikidata. |
Espen Barth Eide (født 1. maj 1964 i Oslo) er en norsk politilog og politiker (Ap) som fra 2023 er udenrigsminister i Jonas Gahr Støres regering. Han har været medlem af Stortinget valgt i Oslo siden 2017. Han var forsvarsminister 2011–2012 og udenrigsminister 2012–2013 i Jens Stoltenbergs anden regering, og klima- og miljøminister 2021–2023 i Jonas Gahr Støres regering.
Han er søn af jurist og menneskerettighedsekspert Asbjørn Eide og professor Wenche Barth Eide, og voksede op på i Oslo. Efter at have dimitteret fra Oslo katedralskole blev han cand.polit. i statsvidenskab ved Universitetet i Oslo i 1993. I 1991 var han udvekslingsstudent ved Det frie universitet i Barcelona i Spanien. Barth Eide var projektleder 1991–1993 og generalsekretær 1992–1993 i Europabevægelsen i Norge. I 1993 blev han forsker ved Norsk udenrigspolitisk institut (NUPI), hvor han ledede FN-programmet 1996–2000 og afdelingen for international politik 2002–2005.
I sin ungdom tilhørte han kredsen omkring blandt andre Jens Stoltenberg, Ole Jacob Frich, Hanne Harlem og Turid Birkeland i Majorstua AUF, som opnåede stor indflydelse i partiet.[1] I 1988 var Barth Eide politisk sekretær for Arbeiderpartiets bystyregruppe. Han var statssekretær i Norges Udenrigsministerium 2000–2001, Forsvarsministeriet 2005–2010 og Udenrigsministeriet 2010–2011, og har været betegnet som "en af de mægtigste politikere i det norske regeringsapparat."[2] Barth Eide var forsvarsminister fra 11. november 2011, og blev udnævnt til udenrigsminister i Jens Stoltenbergs anden regering den 21. september 2012. Han er bestyrelsesmedlem i Det europæiske socialdemokratiske parti fra 2001 og medlem af Arbeiderpartiets internationale udvalg.
Han blev kåret til "Morgendagens verdensleder" af World Economic Forum i 2003, og blev tildelt Norsk Petroleumsforenings studiefonds pris for en analyse af norske interesser i Nordområderne i 2005.
Espen Barth Eide var fra 22. august 2014 til 14. august 2017 særlig udsending til Cypern for Generalsekretær for FN, Ban Ki-moon (til 2016) og Antonio Guterres (fra 2017)[3] Fra 2014 til 2016 var han en af flere administrerende direktører i World Economic Forum.[4][5]
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Madsen, Lars Backe (2. september 2000). "Første stopp, Majorstua". Dagens Næringsliv: 22.
- ^ Rasch, Jonas Sverrisson m.fl. (11. november 2011). "Han fikk rett om Espen Barth Eide". Dagbladet. Arkiveret fra originalen 12. januar 2012. Hentet 9. september 2012.
- ^ "Statement attributable to the Spokesman for the Secretary-General on the Special Adviser of the Secretary-General on Cyprus | United Nations Secretary-General". www.un.org (engelsk). Hentet 2017-08-20.
- ^ Espen Barth Eide – Store norske leksikon
- ^ "Espen Barth Eide – Agenda Contributor". World Economic Forum (engelsk). Hentet 2020-11-09.
Eksterne Henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]- "Utenriksminister Espen Barth Eide". Utenriksdepartementet. Arkiveret fra originalen 8. december 2012. Hentet 1. december 2012.