Spring til indhold

Dover Passage

Koordinater: 55°42′31″N 12°35′45″Ø / 55.70857°N 12.59591°Ø / 55.70857; 12.59591
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Dover Passage med Fortkaj til venstre og Kronløbshuset til højre.

Dover Passage er en gade i Århusgadekvarteret i Nordhavnen i København, der ligger mellem Helsinkigade og Fortkaj. Gaden er opkaldt efter den engelske havneby Dover.

Historie og bebyggelse

[redigér | rediger kildetekst]

Gaden ligger ligesom resten af Århusgadekvarteret i et område, der indtil 2014 var en del af Københavns Frihavn med begrænset adgang for offentligheden. I denne del af området mellem Lüdersvej, nu Helsinkigade, og Fortkaj lå der en større lagerbygning, der imidlertid efterfølgende blev revet ned. Derimod var der ingen egentlige veje på tværs her.

I forbindelse med kvarteret ophør som frihavn blev det imidlertid besluttet at omdanne det til en ny bydel med boliger og erhverv. Det medførte blandt andet anlæg af flere nye gader, heriblandt fire i denne del af området med nye erhvervsbygninger og karreer imellem. Københavns Kommunes Vejnavnenævnet ønskede at følge traditionen med at give gadenavne efter et bestemt tema, i dette tilfælde internationale havnebyer, hvilket for de fire gader her ville resultere i navnene Harwichgade, Calaisgade, Dover Passage og Dunkerquegade. Indstillingen blev godkendt på Teknik- og Miljøudvalgets møde 21 januar 2014 med virkning fra 1. marts 2014, hvor de nye gadenavne trådte i kraft. I praksis eksisterede gaderne dog knap nok i virkeligheden på det tidspunkt, men der blev efterfølgende sat gang i arbejdet med dem.

På den østlige side af Dover Passage opførte RHB Development karreen Kronløbshuset efter tegninger af Mangor & Nagel Arkitektfirma i 2014-2016. Karreens facade er i mursten, der sammen med de andre byggematerialer giver bygningen et cortenstål udseende passende til bevaringsværdige bygninger i nabolaget.[1] På den vestlige side af gaden opførtes boligbyggeriet Fortkaj af Kronløbsøen Projekt P/S efter tegninger af Vilhelm Lauritzen Arkitekter, COBE, Rambøll og STED i 2019-2022. Byggeriet skete i sammenhæng med anlæggelsen af den kunstige Kronløbsøen, der ligger i Kronløbsbassinet udfor gaden Fortkaj.[2]

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Kronløbshuset Arkiveret 10. februar 2018 hos Wayback Machine, Nordhavnen.dk. Besøgt 9. februar 2017.
  2. ^ Århusgade-kvarteret 1.27 Arkiveret 9. februar 2018 hos Wayback Machine, Nordhavnen.dk. Besøgt 21. november 2018.

55°42′31″N 12°35′45″Ø / 55.70857°N 12.59591°Ø / 55.70857; 12.59591