Diskussion:Lydighedsnægtelse

Denne artikel, kategori eller skabelon er en del af WikiProjekt Militær, et forsøg på at koordinere oprettelsen af militærrelaterede artikler på Wikipedia. Hvis du er interesseret kan du redigere artiklen som denne skabelon sidder på eller besøge projektsiden, hvor du kan deltage i projektet.

Det går jo fint fremad, ... vil dog foreslå at ordet planlægger til sidst rettes til gennemfører. Planlægning kan selv sagt også være strafbar, men det er lige som med andre strafbare handlinger, at der lægges vægt på forskellen mellem plan og handling. --Bjoerna 12. jan 2006 kl. 15:33 (CET)

Efter den gamle militære straffelov var mytteri allerede fuldbyrdet med planlægningen / beslutningen. Jeg er ikke sikker på om det stadig gælder - det kan ikke umiddelbart læses ud af paragraffen, men sikkert ses i rapporten, som ledte op til den ny lov. -- /Poul G 12. jan 2006 kl. 16:44 (CET)

Meget ofte?

Sten tilføjer: Meget ofte er der ikke hjemmel til at kræve en egentlig lydighedspligt efterkommet, og det er i den situation, at parterne kan være uenige om retten til lydighedsnægtelse

Pointen synes jeg er god at få med. Men er der materiale der kan bekræfte at der meget ofte ikke er hjemmel? Dvs. når vi holder os militæret og politiet. (Mit umiddelbare indtryk er akkurat det modsatte).

Idéen om at kigge i forarbejderne til den nye mil. straffelov vil sikkert også være lønnende, dvs. evt. betænkningsarbejde, bemærkningerne til lovforslaget og evt. intessante ting under folketingets behandling. (Håber der er en anden der vil tage sig dét på).

Går vi ud i andre og løsere offentlige områder (for slet ikke at tale om det private erhvervsliv) er sagen noget anderledes, forekommer det mig.

Hvis således en off. arbejdsgiver forudsætter (og evt. eksplicit forlanger) tavshed udadtil, opstår der en række problemer hvis den ansatte sætter sig ud over den gode tone eller et direkte pålæg, som bl.a. Nordskov Nielsen beskrev i et responsum om de off. ansattes ytringsfrihed.

Nordskov var - efter min erindring - af dén opfattelse at den offentlige ansatte måtte anses at have en meget vidtgående ret til at ytre sig offentligt. Nordskov hæftede sig vist også ved, at en off. ansat specialist ofte lå inde med relevante informationer, som andre ikke anede eksistensen af ... osv.

Der er glidende overgange fra det ene til det andet, men hér - og foreløbig - synes jeg det er bedst at få bearbejdet forholdene irt militær straffelov og tilsvarende noget længere.

Går vi tilbage i historien fx til tiden for publiceringen af Danske Lov, er tingene helt anderledes, men også dét bør nok vente lidt ift hvad der gælder akkurat nu.

Vh --Bjoerna 12. jan 2006 kl. 20:56 (CET)