Spring til indhold

David Irving

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
David Irving
Personlig information
FødtDavid John Cawdell Irving Rediger på Wikidata
24. marts 1938 (86 år)
Brentwood, Storbritannien Rediger på Wikidata
BopælLondon Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­stedImperial College London,
University College London,
Brentwood School Rediger på Wikidata
BeskæftigelseEssayist, journalist, forfatter, publicist, biografiforfatter Rediger på Wikidata
Eksterne henvisninger
David Irvings hjemmeside Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

David John Cawdell Irving (født 24. marts 1938) er en britisk forfatter,[1] der har specialiseret sig i alternative udlægninger af 2. verdenskrigs begivenheder. Irving – som er bedst kendt for at benægte Holocaust – har skrevet 30 bøger, hvoraf mange er bestsellere.

Baggrund og uddannelse

[redigér | rediger kildetekst]

David Irving og hans tvillingebror blev født i Hutton, nær Brentwood, Essex, England.[2] De havde en bror og en søster. Deres far, John James Cawdell Irving (1898-1967), var en karrieresøofficer og kommandør i Royal Navy. Deres mor, Beryl Irving (født Newington), var illustrator og forfatter af børnebøger.[3]

Under Anden Verdenskrig var Irvings far officer ombord på den lette krydser HMS Edinburgh. Den 30. april 1942, mens det eskorterede konvoj QP 11 i Barentshavet, blev skibet stærkt beskadiget af den tyske ubåd U-456. To dage senere blev skibet angrebet af et overfladefartøj, blev forladt af sin besætning og efterfølgende sænket af en torpedo fra HMS Foresight. Irvings far overlevede, men afbrød alle forbindelser med sin kone og børn efter hændelsen.[2]

Efter at have afsluttet studier med høje karakterer på Brentwood School, begyndte Irving at studere fysik på Imperial College London, men kunne ikke gennemføre studiet på grund af økonomiske begrænsninger.[2][4]

Irving studerede senere i to år mod en grad i økonomi i afdelingen for politisk økonomi på University College London.[5] Men han måtte igen droppe ud på grund af manglende midler.[6][7]

The Destruction of Dresden (1963)

[redigér | rediger kildetekst]

I sin første bog, The Destruction of Dresden (1963), beskrev Irving de allieredes bombning af Dresden i februar 1945. I 1960'erne var der opstået debat om det moralske grundlag for tæppebombningen af tyske byer og deres civilbefolkning, og der var derfor stor interesse for Irvings bog, som blev en international bestseller.[8]

I 1. udgaven af bogen om de allieredes bombardement af Dresden anslog Irving de civile tabstal til mellem 100.000 og 250.000, betydeligt højere end tidligere estimater. Tallet blev ukritisk accepteret af mange historikere og kom til at indgå i den generelle litteratur om Dresden bombardementet. I senere udgaver af bogen nedskrev Irving dog tallet til mellem 60.000 og 100.000. Historikeren Richard Evans som i forbindelse med Lipstadt retssagen gennemgik Irvings værker fandt ud af at Irvings eneste kilde til tallet på et vidnesbyrd fra en tysk urolog som arbejdede i Dresden og simpelthen videregav rygter han havde hørt i forbindelse med sit arbejde som stadslæge.[9] Ifølge en officiel undersøgelse foretaget af Dresdens byråd i 2010 var det civile tabstal langt lavere end Irvings estimat, formentlig omkring 25.000 dræbte.[10]

Hitler's War (1977)

[redigér | rediger kildetekst]

I 1977 udgav Irving bogen "Hitler's War" (på dansk: Hitlers krig), som den første bog af en biografi i to bind om Adolf Hitler. Irvings hensigt i Hitler's War var at nå frem til den virkelige Hitler, hvis ry Irving hævdede var blevet ødelagt af historikere, der havde bagtalt ham.[11] I Hitler's War forsøgte Irving at se på historien med Hitlers øjne.[11] Han fremstillede Hitler som en rationel, intelligent politiker, hvis eneste mål var at øge Tysklands velstand og indflydelse på kontinentet, og som konstant blev svigtet af inkompetente eller forræderiske underordnede.[11] Mest opmærksomhed vakte kapitlet om, at Hitler ikke havde haft kendskab til holocaust. Irving opdagede, at hans tyske forlæggere havde skåret de første 16 kapitler om førkrigsårene væk og udgav dem i 1978 med titlen The War Path og senere på tysk.

Ernst Zündel-sagen (1988)

[redigér | rediger kildetekst]

I januar 1988 rejste Irving til Toronto, Ontario, for at hjælpe Douglas Christie, forsvarsadvokaten for Ernst Zündel ved hans anden retssag for at benægte Holocaust.[12] Med hensyn til hvilke beviser, der fik Irving til at tro, at holocaust aldrig fandt sted, citerede Irving Leuchter-rapporten af Fred A. Leuchter, som hævdede, at der ikke var beviser for eksistensen af gaskamre beregnet til folkemord i koncentrationslejren Auschwitz. Leuchters bog var første gang udgivet i 1988 i Canada af Zündels Samisdat Publishers under titlen The Leuchter Report: The End of a Myth: An Engineering Report on the Alleged Execution Gas Chambers at Auschwitz, Birkenau og Majdanek.[12] Efter retssagen udgav Irving i 1989 Leuchters rapport i Storbritannien under titlen Auschwitz The End of the Line: The Leuchter Report og skrev dens forord. [12]

I Zündel-sagen i 1988 gentog og forsvarede Irving sin påstand fra Hitler’s War, at Hitler indtil oktober 1943 intet vidste om den faktiske implementering af Endlösung. Han udtrykte også sin tro på, at Endlösung nok involverede krigsforbrydelser, men aldrig systematisk mord.[13]

Zündel blev i 1988 dømt efter loven om rapportering af falske nyheder og idømt 15 måneders fængsel af en domstol i Ontario; i 1992 blev dommen imidlertid omstødt af Canadas højesteret, da loven, som han var blevet anklaget efter, blev dømt forfatningsstridig.[14]

Lipstadt-sagen (2000)

[redigér | rediger kildetekst]

Da holocausthistorikeren Deborah Lipstadt i bogen Denying the Holocaust kaldte Irving for holocaustbenægter, racist, antisemit og historieforfalsker sagsøgte Irving hende i 1998 for injurier.

Lipstadts og Penguin Books forsvar var nødt til at påvise at Irving bevidst havde forfalsket historiske vidnesbyrd i sine værker, og at han havde udtrykt racistiske og antisemitiske holdninger. Forsvaret viste dette blandt andet ved at fremlægge hans egne dagbøger, hvoraf det fremgik, han havde skrevet racistiske vers og sunget dem for sine lille datter, desuagtet nægtede Irving selv at være racist.[15]

I februar 2000 tabte Irving retssagen, der fik stor pressedækning.[16][17]

Historikeren Richard J. Evans fra Cambridge Universitet var indkaldt som ekspertvidne for forsvaret. Hans bog Telling lies about Hitler redegør for detaljer i retssagen.[18]

Evans konkluderede sin gennemgang af Irvings værker således:

„ Ikke en eneste af [hans] bøger, taler eller artikler, ikke et eneste afsnit, ikke én sætning i nogen af dem, kan anses for at være en korrekt fremstilling af sit historiske emne. De er alle fuldstændig blottet for historisk værdi, fordi man intet sted kan stole på at Irving på noget sted i nogen af dem giver en pålidelig gengivelse af de emner han taler eller skriver om ... hvis vi med ordet "historiker" mener en som beskæftiger sig med at opdage sandheden om fortiden og give en så korrekt repræsentation af den som muligt, så er Irving ikke historiker.[19] “

Evans udtalte også at:

„ Irving ... havde med fortsæt fordrejet og forsætligt fejloversat dokumenter og falsificeret, bevidst brugt tilbageviste vidnesbyrd og forfalsket historisk statistik... Irving er så langt fra at nå den normalt gældende standard for historisk forskning at han slet ikke fortjener at blive kaldt 'historiker'.[20] “

Dommeren fandt at forsvaret havde demonstreret at Irving var holocaustbenægter, racist og antisemit, og at han systematisk og tendentiøst fordrejede historiske fakta i sine værker. Han var dog ikke enig med Evans i at al Irvings forskning var uvederhæftig, og mente at noget af hans arbejde, især tilvejebringelsen af nye kilder, havde været vigtige for historieskrivningen. Enkelte af forsvarets anklager mod Irving fandt dommeren ikke var korrekte, således for eksempel anklagen om at han på uetisk vis skulle have skaffet sig adgang til dele af Goebbels' dagbøger. Men dommeren fandt at i forhold til de vægtigste anklage mod Irving, som var korrekte, vurderede dommeren ikke at disse usandheder i nævneværdig grad skadede Irvings omdømme.

Ikke alene tabte Irving sagen, men desuden gjorde retssagen at andre af hans værker som ikke allerede var blevet offentligt tilbagevist nu blev analyseret og kritiseret. Han måtte også betale alle sagsomkostninger, et beløb der var større end 2 millioner pund. Denne gæld var umulig for ham at betale og han blev erklæret insolvent.[21][22][23][24]

Irving blev efter retssagen udvist af eller nægtet indrejse i Tyskland, Østrig, Italien, Canada, Australien, New Zealand, Sydafrika og USA.

Arrestation i Østrig (2005)

[redigér | rediger kildetekst]

11. november 2005 blev Irving arresteret i Østrig på grundlag af en arrestordre fra 1989. Han blev tiltalt efter Verbotsgesetz (loven, der forbyder nationalsocialistiske aktiviteter) for i to foredrag i Østrig i 1989[25] at have hævdet, at der ikke var gaskamre i de nazistiske koncentrationslejre.[26] Han blev den 20. februar 2006 i Wien idømt tre års fængsel;[27] han havde erklæret sig skyldig med kommentaren "Jeg har ikke noget valg".[28] Han fremførte, at han var af den opfattelse, at millioner af jøder døde under holocaust. Grunden til Irvings ændrede synspunkt skulle være studier i russiske arkiver i 1990'erne. Han appellerede til højesteret, der stadfæstede dommen, men gjorde to tredjedele af straffen betinget. Den 21. december 2006 blev han løsladt og udvist af Østrig.

Bibliografi

[redigér | rediger kildetekst]

Bøger

[redigér | rediger kildetekst]

Oversættelser

[redigér | rediger kildetekst]
  • The Memoirs of Field-Marshal Keitel (1965)
  • The Memoirs of General Gehlen (1972)

Enkeltstående artikler

[redigér | rediger kildetekst]
  • The Night the Dams Burst (1973)
  • Von Guernica bis Vietnam (kun på tysk) (1982)
  • Die deutsche Ostgrenze (kun på tysk) (1990)
  • Banged Up (2008)

Udvalgte artikler på tysk

[redigér | rediger kildetekst]
  • Und Deutschlands Städte starben nicht (1963)
  • Nürnberg: Die letzte Schlacht (1979)
  • Wie krank war Hitler wirklich? (1980)

Noter

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ David Irving is no longer widely considered to be a historian.
    • "In 1969, efter David Irving's støtte til Rolf Hochhuth, den tyske dramaturg som beskyldte Churchill for at myrde den polske General Sikorski, The Daily Telegraph udstedte en meddelelse til alle bladets journalister. Deri blev følgende formuleret: "'It is incorrect, to describe David Irving as a historian. In future we should describe him as an author.'" Ingrams, Richard (25. februar 2006). "Irving was the author of his own downfall". London: Independent.co.uk. Arkiveret fra originalen 20. december 2007. Hentet 27. marts 2010.
    • "Det kan virke som en absurd semantisk uoverensstemmelse at nægte betegnelsen 'historiker' i omtalen af nogen som har skrevet en lang række bøger om mere eller mindre historiske emner. Men hvis hensigten er at benævne en person som bedriver historisk forskning og har til hensigt at opklare og formidle den mest præcise skildring af historiske begivenheder, da er Irving ikke en historiker. De der har den fornødne sagkundskab, undgår sædvanligvis termen historiker i henvisning til Irving og bruger omskrivninger som 'historical writer' ('historisk forfatter') i stedet for. Irving er essentielt set en ideolog som gør brug af historien med henblik på at fremme sin egen politiske dagsorden; han er ikke først og fremmest optaget af at klarlægge og fortolke hvad der er sket i fortiden. Han er blot optaget af at fremstille en tendentiøs og selektiv udlægning for at fremme sine egne politiske mål. Den sande historikers anliggende er imidlertid fortiden. Dermed er Irving ikke en historiker." Irving vs. (1) Lipstadt and (2) Penguin Books, Traynor, Ian (21. februar 2006). "Irving jailed for denying Holocaust". London: Guardian.co.uk. Arkiveret fra originalen 29. december 2007. Hentet 27. marts 2010., Skeptical Inquirer, 3. maj 2005.
  2. ^ a b c Guttenplan, D. D. (2001). The Holocaust on Trial. New York: W. W. Norton & Company. ISBN 0-393-02044-4.
  3. ^ Craig, Olga (26. februar 2006). "David, what on earth would Mother think?". The Daily Telegraph. Hentet 2. september 2011.
  4. ^ Shermer, Michael; Grobman, Alex (2009). Denying History. Berkeley, CA: University of California Press. ISBN 978-0-520-26098-6.
  5. ^ "David Irving: Information for Counsel on my Background". Fpp.co.uk. Arkiveret fra originalen 18. august 2011. Hentet 2. september 2011.
  6. ^ Evans, Richard J. (2002). Telling Lies about Hitler: The Holocaust, History and the David Irving Trial. Verso. ISBN 978-1-85984-417-5.
  7. ^ "David Irving: Propagandists' Poster Boy". Anti-Defamation League. 2005. Arkiveret fra originalen 5. april 2007. Hentet 18. april 2007.
  8. ^ Packer, G. (2010) Letter from Dresden: Embers. The New Yorker, 24. januar 2010. Hentet 25. juli 2022.
  9. ^ Evans, Richard J. (2001). Lying About Hitler: History, Holocaust, and the David Irving Trial. New York: Basic Books. ISBN 0-465-02152-2.
  10. ^ Report: Dresden bombing deaths overestimated, MSNBC, 10. januar 2008; (tysk) "Mindestzahl der Dresdner Bombenopfer nach oben korrigiert (lowest number of Dresden raids casualties corrected upwards", Sächsische Zeitung, 15. april 2010
  11. ^ a b c Craig, Gordon A. (1982). The Germans. New York: G. P. Putnam's Sons. ISBN 0-399-12436-5.
  12. ^ a b c Lipstadt, Deborah (1993). Denying the Holocaust: The Growing Assault on Truth and Memory. New York: Free Press. ISBN 0-02-919235-8.
  13. ^ The 'False News' Trial of Ernst Zündel – 1988: David Irving. Ihr.org Hentet 25. juli 2022.
  14. ^ Supreme Court Judgments R. v. Zundel. Supreme Court of Canada, 27. august 1992. Hentet 25. juli 2022.
  15. ^ "Irving taught his nine-month-old daughter racist ditty, libel trial told | UK news | The Guardian". Arkiveret fra originalen 28. december 2017. Hentet 4. maj 2017.
  16. ^ Busfield, S. (2000) Irving loses Holocaust libel case. The Guardian, 11. april 2000. Hentet 25. juli 2022.
  17. ^ Metz, G. (2000) Læs og deprimér! Information, 22. april 2000. Hentet 25. juli 2022.
  18. ^ Richard J. Evans (2002). Telling lies about Hitler: The Holocaust, History and the david Irving Trial. London, Storbritannien: Verso. ISBN 185984-417-0.
  19. ^ "Not one of [Irving's] books, speeches or articles, not one paragraph, not one sentence in any of them, can be taken on trust as an accurate representation of its historical subject. All of them are completely worthless as history, because Irving cannot be trusted anywhere, in any of them, to give a reliable account of what he is talking or writing about ... if we mean by historian someone who is concerned to discover the truth about the past, and to give as accurate a representation of it as possible, then Irving is not a historian."Evans, Richard J. "Chapter 6. General Conclusion". Holocaust Denial On Trial: Expert Witness Report. Arkiveret fra originalen 1. oktober 2016. Hentet 19. december 2013.
  20. ^ Irving, (...) had deliberately distorted and wilfully mistranslated documents, consciously used discredited testimony and falsified historical statistics. (...) Irving has fallen so far short of the standards of scholarship customary amongst historians that he does not deserve to be called a historian at all."Walker, Andrew (20. februar 2006). "UK | Profile: David Irving". BBC News. Arkiveret fra originalen 28. januar 2007. Hentet 2. september 2011.
  21. ^ Walker, Andrew (20. februar 2006). "UK | Profile: David Irving". BBC News. Hentet 2. september 2011.
  22. ^ "Irving defiant over libel defeat". BBC News. 12. april 2000. Arkiveret fra originalen 14. juli 2010. Hentet 12. januar 2011.
  23. ^ Dodd, V., Guttenplan, D.D. (2002) Holocaust denier made bankrupt. The Guardian, 5. marts 2002. Hentet 25. juli 2022.
  24. ^ Dodd, Vikram (22. maj 2002). "Failed libel action costs Irving his home". The Guardian. London. Arkiveret fra originalen 13. november 2013. Hentet 2. september 2011.
  25. ^ British writer David Irving asked to leave Polish book fair – International Herald Tribune 18.maj 2007 (engelsk)
  26. ^ http://news.independent.co.uk/europe/article346727.ece Arkiveret 14. oktober 2007 hos Wayback Machine The Independent] (engelsk)
  27. ^ Blüdnikow, B. (2006) Uenighed om Irvings dom. Berlingske, 22. februar 2006. Hentet 25. juli 2022.
  28. ^ Irving erklærede sig skyldig ved retssagen i Østrig Arkiveret 5. august 2019 hos Wayback Machine (engelsk)

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=David_Irving&oldid=11318075"