Helnæs-stenen
Helnæs-stenen | |
---|---|
Fundet | 1860 |
Fundsted | Helnæs |
Rejst | 700-tallet |
Sekundær anvendelse | Kløvet til ledstolper |
Højde | 205 centimeter |
Bredde | ca. 100 centimeter |
Dybde | ca. 30-50 centimeter |
Placering | Nationalmuseet |
Stenart | Granit |
DK-nr. | Fyn 8 |
Danske Runeindskrifter | Helnæs-stenen i Danske Runeindskrifter |
Helnæs-stenen er en runesten, fundet på halvøen Helnæs på Sydfyn i 1860. Den blev fundet ca. 100 skridt fra en gravhøj med et stensat gravkammer. Stenen lå på marken med runesiden opad; ikke dybere, end at ploven kunne nå den. Den blev optaget i brudstykker og desuden kløvet til ledstolper, men i dag mangler kun en del af toppen. Skolelærer C. P. Runge indberettede fundet til Oldsagskommissionen, og senere besøgte Frederik 7. stedet og sørgede for, at stykkerne kom til København. Stenen befinder sig nu på Nationalmuseet. Runestenen tilhører den ældste gruppe af runesten, som har størst udbredelse på Fyn og Sjælland. Dateringen baserer sig bl.a. på anvendelsen af de ældre runeformer for /h/ og /m/, samt anvendelsen af verbet fā (= male). Den tidsfæstes til 700- eller 800-tallet. [1]
Indskrift
[redigér | rediger kildetekst]Translitteration | rHuulfʀ sati stain nuʀa kuþi aft kuþuMut bruþursunu sin truknaþu --… ąuaiʀ faþi |
Transskription | Hrōulfʀ satti stæin, {nuʀa} goði, æft Guðumund, brōðursun sinn. Druknaðu … Āvæiʀ fāði. |
Oversættelse | Roulv, {nuʀa}-gode, satte stenen efter Gudmund, sin brodersøn. De druknede … Åver malede (dvs. ristede runerne). |
Indskriften er ordnet i bustrofedon, begyndende i nederste venstre hjørne. Indskriften nævner goden Roulv, som også kendes fra tre andre fynske runesten, nemlig den nu forsvundne Avnslev-stenen fra det østlige Fyn, Flemløse-stenen 1 og Flemløse-stenen 2. De to sidstnævnte og Helnæs-stenen er rejst på det sydvestlige Fyn med få kilometers afstand. Ordet "gode" er afledt af goþ, guþ og betød "præst.
Noter
[redigér | rediger kildetekst]Kilder
[redigér | rediger kildetekst]- Danske Runeindskrifter Arkiveret 21. marts 2012 hos Wayback Machine
- Imer, Lisbeth 2010. Faaborg-stenen og de ældste danske runesten. I: Danefæ. Skatte fra den danske muld. Til Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2., 149-154. Nationalmuseet, Gyldendal.
- Jacobsen, Lis og Erik Moltke 1942. Danmarks Runeindskrifter. Text., sp. 223-225. København.
- Stoklund, Marie 1999. Helnæs. Reallexikon der germanischen Altertumskunde. Zweite Auflage, 14 s. 340-341. Berlin – New York.