D-beat
D-beat | |
---|---|
Stilistisk oprindelse: | Street punk Hardcore punk Anarko-punk NWOBHM |
Kulturel oprindelse: | Tidligt i 1980'erne i England og Sverige |
Typiske instrumenter: | Vokal - Guitar - Bas - Trommer |
Mainstream popularitet: | Undergrunden |
Afledte former: | Crust punk Thrashcore |
D-beat (også kendt som Discore[1] og käng, i Sverige[2]) er en stil som udsprang af hardcore punk i 1980'erne med bandet Discharge, som genren også er navngivet efter.[3] Discharge var selv meget inspireret af Motörheads rytmer.[4] The Varukers anses dog for at være den første d-beat gruppe.[1] Tekstindholdet i genren er ofte råbte slogans. Stilen er tydeligt adskilt fra sine forgængere ved dets sparsomme brug af sangtekster, og er mere lignende heavy metal. D-beat associeres ofte med crust punk, som dog er en hårdere og mere kompleks variation.[2] D-beat bands tekster behandler ofte antikrig, anarkistbeskeder og frygten for 1980'ernes atomkrig, som anarko-punk også gør. Genren er meget populær i Sverige, og udviklet der med grupper som Discard, Anti Cimex,[5] Mob 47,[6] Driller Killer,[5], Wolfpack, No Security[5] Totalitär, Avskum, Skitsystem, og Disfear[7] Andre d-beat grupper inkluderer Disclose, fra Japan; Disaster fra England, Crucifix, From Ashes Rise, Tragedy og Final Conflict, fra USA, Ratos de Porão, fra Brasilien; og MG15, fra Spanien.
Litteratur
[redigér | rediger kildetekst]- Ekeroth, Daniel (2008). Swedish Death Metal. Bazillion Points Books.
- Glasper, Ian (2004). Burning Britain: The History of UK Punk 1980-1984. Cherry Red Books.
- Jandreus, Peter (2008). The Encyclopedia of Swedish Punk 1977-1987. Stockholm: Premium Publishing.