Christian Kettel Thomsen
Christian Kettel Thomsen | |
---|---|
Personlig information | |
Født | 23. august 1959 (65 år) Køge, Danmark |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Københavns Universitet (til 1991) |
Beskæftigelse | Økonom |
Arbejdsgiver | Statsministeriet, A.P. Møller - Mærsk (1976-1985), Den Europæiske Investeringsbank (fra 2020), Finansministeriet, Danmarks Nationalbank (fra 2023) |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Christian Kettel Thomsen (født 23. august 1959) er økonom (cand.polit.) og siden februar 2023 direktør for Danmarks Nationalbank. Tidligere har han været departementschef i først Finansministeriet 2005-10 og siden 2010-20 i Statsministeriet, hvor han i begge stillinger afløste Karsten Dybvad. I januar 2020 blev han indstillet til posten som vicedirektør i Den Europæiske Investeringsbank fra 1. august 2020. Han havde sin sidste arbejdsdag som departementschef 10. januar 2020 og blev derefter kommitteret i Erhvervsministeriet indtil sin tiltræden i investeringsbanken.[1]
Karriere
[redigér | rediger kildetekst]Christian Kettel Thomsen startede sin erhvervskarriere lidt utraditionelt for en senere departementschef, idet han som 16-årig drog til søs som skibsdreng for rederiet A.P. Møller - Mærsk. Siden avancerede han til skibskok og hovmester, inden han i 1985 lagde sømandslivet på hylden.[2] I 1991 blev han cand.polit. og ansat som fuldmægtig i Finansministeriet, hvorefter han fulgte en mere traditionel embedsmandskarriere som bl.a. ministersekretær, kontorchef og afdelingschef i samme ministerium, indtil han i 2005 blev dets departementschef.[3] Fem år senere fortsatte han i samme stilling som departementschef for Lars Løkke Rasmussen i Statsministeriet.
Rollen som departementschef
[redigér | rediger kildetekst]I 2016 blev Christian Kettel Thomsen nævnt som Danmarks fjerdemest magtfulde person, lige efter de tre toppolitikere Lars Løkke Rasmussen,Claus Hjort Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl.[4] Samtidig var han med en årsløn på 2,1 mio. kr. blandt de absolut højstlønnede embedsmænd i Danmark.[5]
Han betegnes af kilder tæt på som en slidertype, en leder af den gamle skole og meget driftsikker,[2] men modtog dog kritik for sin rolle, da han ved regeringsskiftet i 2011 sammen med en kollega overbragte Henrik Sass Larsen beskeden om, at han ikke kunne blive sikkerhedsgodkendt som minister. De to departementschefer undlod at tage notat fra det pågældende møde, hvilket var i strid med offentlighedsloven og blev kritiseret af Folketingets Ombudsmand.[6][7][8]
Kilder
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Mette Frederiksen henter gammel kending som topembedsmand. Nyhed på dr.dk 9. januar 2020.
- ^ a b Portræt: Slideren i Statsministeriet. Artikel på Altinget.dk 16. maj 2016.
- ^ Christian Kettel Thomsens CV på Statsministeriets hjemmeside. Hentet 2. maj 2017.
- ^ FAKTA: Her er Danmarks 25 mest magtfulde personer. Ritzau-telegram på Informations hjemmeside 18. juni 2016.
- ^ Overblik: Så meget tjener politikerne og de andre offentligt ansatte . Artikel i Berlingske 18. januar 2016.
- ^ Den hemmelige mand i Løkkes forhandlingslokale. Artikel i Berlingske 26. november 2016.
- ^ Manøvren, der fik Sass Larsen til at trække sig. Artikel i Information 21. september 2012.
- ^ Topfolk efterlod nul spor i Sass-sag. Ritzau-telegram på dr.dk 28. september 2012.
Foregående: | Departementschef i Statsministeriet 2010-2020 |
Efterfølgende: |
Karsten Dybvad 2005-2010 |
Barbara Bertelsen 2020- |
Foregående: | Departementschef i Finansministeriet 2005-2010 |
Efterfølgende: |
Karsten Dybvad 2001-2005 |
David Hellemann 2010-2014 |